Ordenes Kulturhistorie

Intro

Dette dækker over en række etymologier: Redegørelser for ords oprindelse og udvikling. 

Jeg har gennem tiden fundet en række ord, der har nogle pudsige, spændende eller tankevækkende oprindelser, og disse bliver her præsenteret i  stort set vilkårlig orden.

Mjød

Mjød er ikke øl. Det er en slags vin, der er gæret på honning i stedet for på saft af druer eller andre frugter.

Brygning og anvendelse fortaber sig i fortiden. Man har fundet 9000 år gamle spor af mjød i kinesiske udgravninger, og den nævnes i den indiske Rigveda fra 1700 – 1100 f.Kr, og i Europa er der fundet spor af mjød i keramik fra Klokkebægerkulturen (2600 – 2200 f.Kr.). I den nordiske mytologi stjæler Odin jætten Suttungs mjød, der giver digterevner til dem, der drikker den, lige som geden Heiðrún producerer mjød til de faldne kæmper, der mødes i Valhal.

I oldtidens Norden erstattede honningen druerne, som man ikke kunne dyrke, men det er spørgsmålet, hvor meget mjød der var produceret i Norden, og hvor meget der var importeret. I Norge ser biavl ud til først at have begyndt for alvor sent i 1700-tallet, hvorimod mjød er blevet brygget i hele resten af Europa siden oldtiden.

Mjødens ælde ses også i etymologien: Det danske ord: mjød svarer helt til det norrøne mjǫðr. Ordet er i nordisk underlagt fænomenet ”brydning”, der ændrer et oprindeligt e efterfulgt af et senere a eller u til hhv. -ja / -jø (norrønt: -ja / jǫ) (se eksempler i: ”Termer, filologi > Indoeuropæiske sprog”).

Det passer med, at ordet på engelsk hedder mead, oldengelsk: meodo, tysk: met, middelnedertysk: mede. Ordet kendes fra en lang række indoeuropæiske sprog og er tilsyneladende tidligt lånt herfra til både finsk og ungarsk. Det hævdes endda, at ordet i 4. århundrede f.Kr. blev indlånt i kinesisk, hvor honning i dag hedder: mit.

På oldindisk hed det mádhu- og på græsk methy. Heraf ordet: methustos, der betyder ”fuld/beruset.” Det modsatte var: a-methustos: ”ikke beruset”, som blev brugt om den halvædelsten, som man mente modvirkede fuldskab og tømmermænd. Den kendes i dag som ametyst og i antikken lykkedes det at lave adskillige drikkekar af store eksemplarer af ametyster til forebyggelse af tømmermændene.

I Egtvedpigens grav fra bronzealderen fandt man et kar, der havde indeholdt en mjød, der yderligere var brygget på hvede, porse og tyttebær.

En romersk opskrift på mjød fra ca. år 60 e.Kr. er bevaret: ”Tag regnvand, opbevaret i adskillige år, og bland en sextarius (0.54 l.) af dette vand med et (romersk) pund (330 g.) honning. Til en svagere mjød, bland en sextarius vand med ni unser (i alt 247 g.) honning. Det hele udsættes for solen i fyrre dage og sættes så på en hylde nær ilden. Hvis du ikke har regnvand, kog da kildevand."

Det oldengelske heltekvad Beowulf fortæller, at de danske vikinger drak mjød.           

Mjøden var højt værdsat og meget nydt i middelalderen, men efter renæssancen ser det ud til at være gået noget tilbage for den. Biavlen aftog, bl.a. da kirken i det nordlige Europa ikke længere havde behov for så mange vokslys og fordi sukker blev billigere. Importeret vin begyndte også i højere grad at erstatte mjøden.

Markise

Dette er som bekendt enten en kvindelig markis eller et stykke svært sejldug, der spændes ud for at give skygge.

Oprindeligt var en markise i den sidste betydning et telt, som blev rejst for en markis; sikkert et særlig fornemt telt.

Selve adelstitlen går i første omgang tilbage til oldfransk, jfr. ODS’ forklaring 1.1 på ordet ”mark”: grænseomraade; grænseland; især om de landomraader ved det frankiske riges grænser (ofte bestaaende af nyerobret land), der af hensyn til rigets forsvar var organiseret paa en særlig maade under en med vidtstrakt myndighed udstyret embedsmand, markgreve.

Det er afledt af et ord, der i både indoeuropæisk og oldgermansk (som frankisk er en aflægger af) betød ”grænse.” Ordet findes i denne betydning i næsten alle old-versioner af europæiske sprog, bl.a. oldirsk, gotisk, oldengelsk, oldsaksisk og oldfransk… hvor latin har ordene margo, der betyder ”kant” (jfr ”margen”) og marca, der også betyder ”grænse”.

Ordet findes i to forskellige varianter i norrønt, og vi ser det allerede på den store Jellingesten, der derfor kaldes Danmarks dåbsattest. ”Danmark” betyder således noget i retning af ”Danergrænsen.”

Titlen er i oldfransk belagt fra 1100-tallet, hvorfra den breder sig til de omliggende lande i løbet af de næste par hundrede år.

Tandem

Ordet bruges om befordringsmidler med to på række efter hinanden. Det kendes i denne betydning fra 1785 i engelsk, hvor det betegnede en måde at spænde to heste foran en vogn efter hinanden i stedet for ved siden af hinanden. Det blev så fra 1884 brugt om cykler med to hjul, to pedaltræk og to sæder efter hinanden.

Ordet er en joke: tandem er latin og betyder: ”omsider, efterhånden…” eller på engelsk: at length, der betyder: "på langs" men også: ”omsider, efterhånden…”

Ekvipage

Iflg. ordbogen kan ordet betyde flere ting. I travsport er det en hest og dens rytter. På vejen er det en fint udstyret hestevogn med forspand, evt. en (fin) bil, og hundefolket har taget ordet til sig ved konkurrencer, hvor det betegner en hund og dens fører.

Vi har ordet fra fransk, men det sjove er, at de har det fra os. Det er et normannisk ord, dvs. at det er et nordisk ord, der er indlånt i fransk fra de normannere/vikinger, der i slutningen af 800-tallet erobrede den landsdel i Frankrig, der stadig har navn efter dem.

Ordet er afledt af verbet ekvipere, der er den forfranskede version af det norrøne meget anvendte verbum skipa, der har hovedbetydningen: ”ordne, udstyre…” Det hævdes, at det igen er afledt af ordet ”skib.”

I oldfransk kendes ordet fra 1120 i formen: eschiper, med betydningen: ”gå i land (fra et skib)" og fra 1160 i den modsatte betydning: ”gå om bord.” Fra 1155 ses betydningen: ”udstyre (et skib) med det, som kræves til sejlads,” og herfra bredes betydningen til generelt at udstyre nogen med noget, bl.a. klæder.

Så ordet blev godt etableret i fransk, hvorfra det 8-900 år senere vendte tilbage til dansk omkring 1700-tallet, hvor fransk var lige så trendy som engelsk er i dag, og hvor vi derfor indlånte mange franske ord i dansk.

Bil

De fleste vil vide, at det kommer af automobil, der igen er en navneordsdannelse af tillægsordet, der skrives på samme måde og betyder: ”selv-bevægelig,” af græsk autos: ”selv” og latin: mobilis: ”bevægelig.”

Det interessante ved ordet bil, er, at vi her har et af de ganske få ord, hvor vi kender selve datoen for dets indførelse i dansk.

Ved århundredets begyndelse begyndte man at se de første automobiler i Danmark, og dagbladet Politiken udskrev en konkurrence blandt læserne om det bedste navn til det nye fænomen.

Tredive år tidligere havde man samme problem med den nye engelske velocipede/bicycle, som folk af sig selv omdøbte til en cykel.

Journalisten, der den 14. marts 1902 præsenterede forslagene, foretrak selv: tøf, men det blev som bekendt: bil, der vandt, for siden at blive udbredt til hele Skandinavien og Island. I Frankrig og Tyskland valgte man i stedet førsteleddet: auto, mens engelsk fandt et gammelt keltisk ord frem: car. Det keltiske ord blev tidligt blev indlånt i latin, hvorfra vi senere hentede det som: kærre. Det engelske ord for bil vandt også indpas i spansk og italiensk: carro.

Ciao

Det er som bekendt den italienske version af hej.

Det er en forkortelse af en længere vending, lige som dav er en forkortelse for: Jeg ønsker, at De må have en god dag.

Ordet ciao er en forkortelse af schiavo, der på middelalderlatin hed: sclavus. Og her nærmer vi os ordets oprindelse. En sclavus var en slaver – en person med oprindelse i de slaviske lande. Disse blev i middelalderen indfanget og handlet som slaver og åbenbart i så stort tal, at nationalitetsbetegnelsen blev ensbetydende med den sociale statusbetegnelse. Man har lidt det samme i dag i fransk, hvor une portugaise er en hushjælp.

Hvad har hej så med slaver at gøre? Ciao/slave er en forkortelse af en tidligere høflig hilsen, der oversat lyder: (Jeg er Deres ydmyge) slave.

Det slaviske ord for en person, der er et andet menneskes ulønnede ejendom, er rab (russisk), rob (serbokroatisk), rabu (oldkirkeslavisk)… Dette ord ligger til grund for ordet robot, der stammer fra en engelsk oversættelse af den tjekkiske forfatter Karel Čapeks (1890-1938) skuespil fra 1920: R.U.R." (Rossum's Universal Robots), hvor han indfører ordet robotnik, af robota: ”tvangsarbejde.”

Sær

Dette ord har en lidt sær oprindelse: Det er en nu næsten uddød bøjningsform af det refleksive pronomen (tilbagevisende stedord): sig.

Mange har – mere eller mindre frivilligt – snuset til tysk som sprog og vil herfra vide, at tysk opererer fast med fire kasus: Nominativ, akkusativ, dativ og genitiv. Disse bruges til substantiver (navneord), adjektiver (tillægsord) og pronomener (stedord). Ganske det samme gælder for de nordiske sprog i deres form fra middelalderen og bagud, herunder norrønt: middelalderislandsk /-norsk.

På dansk har vi stort set kun nominativ og genitiv tilbage: cykel / cykels – rød / røds…

I pronomenerne har vi delvist bevaret en fusion af akkusativ og dativ:

Hun (nominativ) – hende (akkusativ/dativ) – hendes (genitiv).

Dette gælder i dag ikke det refleksive pronomen, der kun har nominativ: sig og genitiv: sin, men tjek flg. skema:

nominativ akkusativ dativ genitiv

Norrønt     sik sik     sér sinn

tysk     sich       sich           seiner

dansk sig sig           sin

Hvad ”burde” der stå i de to tomme felter under sér? Noget i retning af: sir.

-r endelsen i dativ ser man også i andre pronomener:

nominativ akkusativ dativ genitiv

norrønt     ek   mik mér   minn

tysk     ich   mich mir meiner

dansk     jeg   mig min

nominativ akkusativ dativ genitiv

Norrønt     þú þik   þér   þínn

tysk     du dich   dir   deiner

dansk     du dig   din

Dativ hedder på dansk: hensynsfald. Det markerer, at noget er noget for noget:

Det (grundled: nominativ)

var  (udsagnsled)

hende (ie: for hende: hensynsled: dativ)

en stor glæde (genstandsled: akkusativ).

Sær er den gamle dativform af sig, der i dag har overlevet som et adjektiv, dvs: for sig, jfr. vendingen: Han er noget for sig. Han orienterer sig om sit eget personlige perspektiv på tingene og er ligeglad med, hvad andre tænker.   Så det oprindelige stedord i dativ er endt som et tillægsord i dansk.

Det samme ligger i ordet: egen, underforstået: sin egen, hvor betydningen er nogenlunde den samme.

Hvis man er sær ud i ekstremerne, så er man idiot, men her er det igen den samme tanke, der ligger bag, jfr. DDO´s forklaring på ordets oprindelse: fra græsk idiotes 'privatmand, udannet person', af idios 'særegen'.

Kusk

Kuske bruges ikke meget mere: Vi har få hestevogne nu om stunder, men i 1800-tallet og bagud var de hverdagskost.

Ordet kommer af en ungarsk by: Kocz, hvor man i 1400-tallet opfandt og producerede en ny type hestevogn, der blev populær og udbredt. På tysk kaldtes de Cotschien Wägnen, Gutschenwagen (1. halvdel af 1500-tallet) Gotschiwagen, Gotzig Wegen, Kutzschwagen, men bliver snart forkortet til Gutsche, Gotzi, Kotsche, Kutze (2. halvdel af 1500-tallet).

Ham, der kørte med en sådan vogn, blev så en Kutscher, ældre nydansk (1500-1700): kudsker > kudsk (ses stadig i 1800-tallet) > kusk.

Fra tysk kommer Kotsche ind i fransk i 1500-tallet: coche og fortsætter ind i engelsk, hvor: coach kendes fra 1550. En engelsk coach er i dag stadig et køretøj (eller en træner), mens selve kusken er en coachman.

Det var ikke ualmindeligt at opkalde køretøjer efter de steder, de kendtes fra. Således er både Berlin, Landau og Surrey også køretøjer på engelsk, (bilmodellen sedan, som vi i dansk har overtaget fra engelsk er næppe opkaldt efter den franske by af samme navn). Den franske betegnelse for samme bilmodel er berline.

Boudoir

Dette er et af de ord, der er døende - af gode grunde, da der næppe indrettes boudoirer i dag. 

Det er i.flg. ordbogen: en kvindes private værelse, ofte møbleret med lettere møbler som chaiselong og toiletbord.

Ordet er fransk, stammer fra 1700-tallet og har en lidt sjov oprindelse. Det kommer af: bouder, der betyder "surmule." Så det er en lille damesalon, hvor frustrerede fruer fra det bedre borgerskab kunne trække sig tilbage og surmule, når mændene eller verden gik dem imod.

Humør

Ordet er en afspejling af middelalderens medicinske grundlære, der igen går tilbage til antikkens lære om de fire elementer.

Disse er som bekendt ild, jord, luft og vand, og i middelalderen fortsatte man antikkens firedeling med fire kropsvæsker, der afspejlede disse fire elementer.[1]

Til ilden svarede den gule galde, der var tør og varm, til jorden svarede den sorte galde, der var kold og tør, til vandet svarede slimen, der var kold og våd, mens luften svarede til blodet, der var fugtigt og varmt.

Så til de fire elementer svarede de fire temperamenter:

Gul galde = kolerisk; af græsk: khole: galde.

Sort galde = melankolsk; af græsk melas (genitiv: melanos)[2] "sort" + khole.

Slim = flegmatisk; af græsk: phlegma, ”klam, sygelig kropsafsondring.”

Blod = sangvinsk; af latin: sanguis: ”blod.”[3]

Filosofien var, at overdreven adfærd i retning af disse fire temperamenter, hvoraf de tre første normalt opfattes som uhensigtsmæssige, skyldtes ubalance i kroppens væsker. For megen gul galde: koleriske anfald etc.

Det vil sige, at hele sindstilstanden afhang af kroppens væskebalancer, så at sindstilstand som sådan fik navn efter det latinske navn for væske: humor (jfr: humid på engelsk), der er en folkeetymologisk tillempning af det egentlige ord: ūmor, der fik sit h under påvirkning af latins ord for jord: humus.

Ordet betegner i dag stadig officielt kun begrebet: ”sindstilstand.” Den Danske Ordbog anfører ingen betydning af ”godt humør,” sådan som de fleste ellers ville opfatte det i en sætning som: ”Hun er fuld af humør.” Denne betydning er belagt i engelsk fra 1680, men jeg har ikke set den i Holbergs tekster fra 1700-tallet, selv om han bruger ordet flittigt. Betydningen er muligvis udviklet fra negative sammenhænge: ”Det ødelagde helt mit humør” underforstår, at det uspolerede humør må være godt.

[1] Den stammer fra Galen (græsk: Galēnos; latin: Claudius Galenus; 129eKr. –ca. 200 eller 216).

[2] Ordet indgår med denne betydning i ord som: melatonin, Melanesien, melanom, melamin…

[3] Se mere på: https://da.wikipedia.org/wiki/Humoralpatologi

Moses

Denne gang handler det ikke om ordet (navnet) selv men om en berømt oversættelsesfejl angående ham.

Fra før Reformationen kendes der mange fremstillinger af Moses med horn:

Tre fremstillinger af Moses med horn. Den første er den kendte af Michelangelo, bestilt i 1505 af pave Julius 2.

Efter Reformationen har han ikke længere horn.

Det skyldes en mulig oversættelsesfejl. Bibelen har rødder tilbage til den jødiske Torah, der i 100-200-tallet blev oversat til græsk. Denne oversættelse kaldes Septuaginta ”Halvfjerds,” da halvfjerds oversættere efter sigende mødtes for at korrelere deres oversættelser og opdagede, at de var identiske!

I 300-tallet blev den oversat til latin af en af de fire antikke kirkefædre: Hieronimus (347-420). Hans oversættelse fik stor betydning for den katolske kirke og blev kaldt Vulgata: ”Folkeudgaven.”

Hieronimus oversatte Bibelen fra hebraisk, der har det problem, at man ikke skriver vokalerne. Man må ud fra konsonanterne regne sammenhængen ud.

I anden Mosebog kapitel 34 vers 29 kommer Moses ned fra bjerget efter at have tilbragt 40 dage og nætter der sammen med Gud uden at spise eller drikke. Han medbragte stentavlerne med de ti bud, og der står i den hebraiske urtekst, at han var: qrn. Det første, som Hieronimus kom på her, var: qaran, der betyder ”hornet/med horn på.” Så dette blev hans oversættelse, der ikke blev problematiseret før Reformationen, hvor Luther ville lave sin tyske folkeudgave af Bibelen, så at alle kunne læse den. 

Luther ville gøre arbejdet ordentligt, så han tog udgangspunkt i den hebraiske originaltekst, og da han kom til Moses’ nedstigning fra bjerget, undrede han sig over hornene. Han tjekkede for alternativer og fandt ordet qeren, der betyder: ”lysende/strålende.” Den version virkede mere plausibel for ham, så den blev hans valg.

Siden da har Moses ikke haft horn på billedlige fremstillinger.

Den danske oversættelse i dag lyder: Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham.

Der er dog fremsat teorier om, at Hieronimus var helt klar over begge betydninger men valgte den med hornene, da horn i Antikken endnu ikke blev associeret til djævelen men derimod blev opfattet som et symbol på magt og autoritet. Mange af antikkens guder havde horn.

Abbed

En abbed er en forstander for et munkekloster. Ordet kom iflg. Skautrup ind i dansk omkring eller lidt før kristendommens indførelse. Ordet kommer fra latin: abbas, der har det fra græsk, abbas, der igen har det fra syrisk abba, ”munk”, oprindeligt: ”fader”. Det skulle angiveligt være et barneord, lige som papa.

Hans næstkommanderende er en prior, der pudsigt nok kommer af latin: ”Den første.” De kunne også være forstandere for mindre klostre.

Munkene var underlagt strenge leveregler, hvor de skulle give afkald på verdens goder, så en munk kunne også betegnes som en asket.

Reglerne for asketisk levevis gjaldt også for nonner, og nonneklostrene blev ledet af abbedisser, men der forlyder intet om hvad man kaldte en kvindelig asket.

Rig

At være rig er at være velstående. At være velstående er at have magt, og det er her henad, at vi skal søge ordets rødder.

Det er et velkendt ord i germansk: rich, reich, rik, ríkr..., men ordet går helt tilbage til indoeuropæisk (se om indoeuropæisk under: ”Termer, Filologi”).

På latin finder vi det som rex, ”konge” og afledningerne regens ”regent” og regere ”regere.” Og helt ude på den indiske side af sprogfamilien finder vi på hindi raja, der stammer fra sanskrit rajan, der også betyder ”konge, fyrste…” En storfyrste/”mega”rajah hedder: maharajah, hvor maha-leddet er beslægtet med både græsk mega og dansk ”meget.”

Ordet kendes fra ældre øst-, vest- og nordgermanske sprog men menes at være et lån fra keltisk, hvor det ses som endelse i navne som Dumnorix og Vercingetorix. Sidstnævnte er kendt af franske skolebørn og alverdens Asterixlæsere som den sidste galliske leder, der lagde sine våben for (og på) Cæsars fødder.

I nordisk og vestgermansk er det også produktivt som sidsteled i navne: ”Erik, Henrik, Ulrik,” hvor det alle steder indebærer betydningen ”hersker.”

I ældre tider var det at være hersker som regel ensbetydende med at være meget velhavende. Herskerne havde tiltaget sig retten til at udskrive skatter.

Den skotske forfatter Tobias Smollett (1721-1771) skrev i 1771 i romanen: The Expedition of Humphry Clinker :

"Riches are certainly no proof of merit: nay they are often (if not most commonly) acquired by persons of sordid minds and mean talents: Nor do they give any intrinsic worth to the possessor; but on the contrary, tend to pervert his understanding, and render his morals depraved." (Rigdomme er bestemt intet bevis på menneskelig fortjeneste; nej, de vindes ofte (om ikke hovedsageligt) af personer med smudsige sind og usle evner. Ejheller gør de ejeren til noget værdifuldt menneske men er tvært imod tilbøjelige til at forvrænge hans erkendelse og depravere hans moral).

Sådan var det nok i 1700-tallet...

Han skrev i øvrigt af personlig erfaring: Ved konens død arvede han hendes plantager på Jamaica med tilhørende slaver.

Jeg har selv den store glæde at kende flere yderst sympatiske og beskedne personer, der er mangemillionærer.

Efter halvfjerds års erfaringer er jeg enig med de mange, der ser rigdom som et godt helbred og et socialt netværk af passende kvantitet og høj kvalitet.

                                             Vercingetorix overgiver sig til Cæsar. Illustration fra en fransk historiebog for børn (1928).

Restaurant

I 1765 åbnede en franskmand ved navn Boulanger (= ”bager”) et udsalg i nærheden af Louvre (rue des Poulies eller rue Bailleul), hvor han solgte restaurants. Dette var siden middelalderen betegnelsen for en kraftig kødbouillon, idet den ”restaurerede” folk til en styrket tilstand.

For at lokke folk til skrev han på vinduesruden et citat fra Matthæusevangeliet 11.28: Venite ad me omnes qui stomacho laboratis et ego vos restaurabo, som, lidt ordret, kan tolkes som: Kom til mig alle, som er besværet med maven, og jeg vil ”restaurere” jer/få jer i form igen.[1]

Han fik succes med sit kraftbryg og trodsede senere de monopolhavende egentlige restauratører, idet han begyndte at servere fast føde også: lammelår i hvid sovs.

De sagsøgte ham i en sag, som han til alles overraskelse vandt.

I Danmark vandt ordet restauration indpas i 1800-tallet, mens det nuværende: restaurant først blev udbredt fra begyndelsen af 1900-tallet.

Restauranter er nok næsten lige så gamle som bydannelserne. De kendes bl.a. fra Ægypten (500 f.Kr.) og fra Pompeji, hvor man har fundet omkring 160 små fast food-boder og gæstgiverier, hvoraf en af dem havde 683 sestertier i kassen, da katastrofen indtraf.

[1] Bibelselskabets nutidige oversættelse er: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Soldat

Ordet stammer fra italiensk og har naturligvis rødder i latin. En soldat er en, der får sold, dvs. betaling; i dette tilfælde for krigstjeneste. Sold, kommer af italiensk soldo, ” (soldater)løn, sold', af latin soldum, en akkusativform af solidus 'solid, fast' (som betegnelse på guldmønt af en vis tykkelse til forskel fra de andre af tidens mønter, der kunne være meget tynde). I middelalderlatin hed soldaten solidarius ”den aflønnede.”

I oldfransk hed ordet soudier, soldier, men i 1500-tallet overtog man den italienske version under de italienske krige[1], i øvrigt sammen med en række andre militære ord.

Engelsk havde den oldfranske form i 1300-tallet og har bevaret dens efterkommer i dag, mens tysk også overtog den italienske version i 1500-tallet.

De romerske soldater modtog også et tilskud til køb af salt: salarium, af sal: ”salt.” Det er det, som vi i dag kender som salær.

[1] https://no.wikipedia.org/wiki/De_italienske_kriger  Der er pt. ingen dansk artikel.

Infanteri

Infanteri: Fodfolket i militæret. Infant: Spansk eller portugisisk, kongesøn, der ikke er tronarving. Infantil: Barnlig…

Fællesnævneren er latin: infantem, der er dannet af: in-, der betyder ”u-”, og fans, der betyder ”mælende/talende”, præsens participium af verbet fari, der betyder ”at tale.”

En ”umælende” var åbenbart en romersk betegnelse for et barn, og da ordet bredte sig kom det gennem tiden til yderligere at betyde større og talende børn også.

Man kunne tro, at militæret valgte betegnelsen til bundsvinene, dem, der var lavest i rang og skulle holde kæft og gøre, hvad der blev sagt, men det ser ud til, at den militære brug stammer fra Spanien og Portugal, hvor infanteriet var dem, der var for unge eller uerfarne til at indgå i kavaleriet, der rangerede højere.

Herfra bredte det sig til resten af Europa og nåede bl.a. England i midten af 1500-tallet, hvor det i det tidligere middelalderengelsk hed going folc.

I dansk kender vi ordet fra 1600-tallet, men allerede i 1700-tallet søger sprogrensere at erstatte det med det gamle ord fodfolk – med blandet held: Begge betegnelser findes og bruges i dag, men militærets officielle betegnelse er infanteri, mens DDO (Den Danske Ordbog) betegner brugen af fodfolk som forældet.

Konstabel

DDO skriver om ordets oprindelse: kendt fra 19601; fra latin comes stabuli 'staldgreve, staldmester, middelalderlatin constabularius.

Fra 1060 til 1627 var Connetable de France den højeste militære rang i Frankrig, og flere connetables fungerede lejlighedsvist som kongens stedfortræder.

Førsteleddet: comes betyder: ”greve” og blev siden til: comte/count på hhv fransk og engelsk – herom senere. Andetleddet: stabulum, betyder bl.a.: ”stald.”

Denne rang er den laveste i dansk militær og stod pudsigt nok over det samme, som i dag er den højeste: Marskal (stalddreng). Herom senere.

Titlen afskaffes i fransk militær i 1627 men genindføres som honorær titel af Napoleon i den moderne franske version: connétable.

I engelsk stammer betydningen: "an officer chosen to serve minor legal process" fra ca. 1600, og bliver herfra overført til den moderne betydning "politibetjent" omkring 1836. Herfra har fransk i dag: constable i betydningen: ”engelsk politibetjent.”

[1] Dvs. som dansk betegnelse for militær befalingsmand.

Oberst

Der er ikke meget at sige til dette ord. Det kommer ganske enkelt fra tysk, hvor det betyder ”øverst.” På svensk hedder det Överste.

Her er for en gangs skyld en rangbetegnelse, der ikke har rødder i fransk eller latin.

Det er, som flere af ovenstående, indlånt fra tysk i 1500-tallet. Der har været andre, men de bruges ikke længere: fænrik, ritmester, feltvebel…

Engelsk og fransk bruger her: colonel, der ikke slog an i dansk. Det kommer af latin: columna: ”søjle” og betegner i militæret en anfører for en militærkolonne, dvs. en angrebsform, der er smal i spidsen og fører langt bagud i linjerne i modsætning til linjen, hvor man angriber over en bred front.

Marskal

De frankere, der ligger bag betegnelsen Frankrig var faktisk germanere og talte frankisk, et germansk sprog. Herfra kommer marskal, sammensat af ordene: *marh ”hest og *skalk ”tjener” (de frankiske former er ikke overleveret skriftligt).

Så vi har oprindeligt at gøre med en ”hestetjener, stalddreng”, der stod under ”staldgreven / konstablen” (se ovenfor). Men med senere udviklinger kom det til at være betegnelsen for den ledende beslagsmed (ham, der skor hestene) i kongens stalde (fra en tekst fra 1086) > befalingsmand med ansvar for hestene (1155) > øverste hærchef (1213).  Det ses i denne betydning i engelsk tidligt i 1300-tallet.

Oldhøjtysk (tysk før middelalderen) har ordet marahscalc i betydningen ”staldknægt,” men det undergår samme betydningsudvikling som i fransk. I 15-1600-tallet betyder det ”rytterigeneral,” men under påvirkning fra fransk når det i 1600-tallet også frem til betydningen ”hærens øverstbefalende.”

Brugen af titlen har været populær gennem tiderne, jfr. Montgomery, Napoleons og Hitlers feltmarskaller.

Marskallens særlige kendetegn er hans marskalstav. Man har kun marskaller i hæren og luftvåbenet. Marinen bruger betegnelsen admiral, der stammer fra fransk, der angiveligt har lånt det fra arabisk.

Djævel

Djævelen er velbekendt, og det har han været længe. Han stammer hos os fra Bibelen, der, meget kort fortalt, oprindelig blev skrevet på hebraisk (Gamle Testamente), derpå oversat til græsk (2-3 årh. e.Kr.), siden til latin (4 årh. e.Kr.) og ved Reformationen (15-1600-t.) til alverdens folkesprog.

Hans navn er på latin diabolus, der er taget fra græsk: diábolos: ”bagtaler”, af: diá: gennem, og bállein: ”at slynge / kaste.” Det er dette ord, som vi ser i folkesprogene: devil, Teufel, diable, diabolo, djævel, djöfull etc.

Her i Norden fik han yderligere et navn: Fanden. Det er et præsens participium (nutids tillægsform) af et, nu tabt, verbum, der på norrønt hed: fjá: ”at hade / forfølge,” dvs: ”den hadende.” Det er det samme ord, der ligger bag ordet: fjende.

I det Nye Testamente benævnes han også Beelzebub. Det var et semitisk navn på en konge i filistrenes by Ekron. Det betyder "Fluernes herre" og blev senere benyttet af William Golding i hans berømte roman af samme navn.

Engang i middelalderen begynder man desuden at bruge betegnelsen Lucifer for djævelen. Navnet er latinsk og betyder "lysbringeren." Er der her en parallel til forbuddet mod at spise af Kundskabens Træ? I det gamle Rom var det en dreng, søn af morgengryet: Aurora. I mytologien var det også en betegnelse for morgenstjernen Venus, der netop ses før daggry.

Siden Goethe udgav Faust i 1808 er hans betegnelse for djævelen i stykket: Mefisto også blevet udbredt.

Islændingene, der ikke har det så godt med fremmed- eller låneord, har lavet deres egen oversættelse af diábolos: andskoti: ”mod-skyderen /-kasteren,” og det optræder som almindeligt bandeord i dag.

Decimere

Ordet er velkendt, og lige som decimeter kommer det fra latin: decem, der som bekendt betyder 10.

I decimere refererer det til en gammel romersk kollektivstraf, der gik ud på, at man ved oprørske byer, der havde gjort hård modstand mod erobring, eller ved hære, der begik mytteri, udvalgte hver tiende mand ved lodtrækning og henrettede dem.

Allerede fra midten af 1600-tallet er det - til enkelte sproglige pedanters fortrydelse - blevet brugt i den nutidige betydning: gøre mindre; ofte med hårdhændede midler.

Vildthegn

Dette ord er et godt eksempel på betydningen af, om man deler ord eller ej.

Et vildthegn er en særlig type højt ståltrådshegn, der beskytter et område mod rådyr m.v.

Et vildt hegn er et hegn, der er dannet af vildtvoksende træer og buske.

Vildthegn er også blevet forhandlet under betegnelsen plantagenet, noget, der muligvis har undret englændere, der ikke forstod, hvorfor navnet på flere engelske kongefamilier blev benyttet til danske dyrehegn.

Slægten Plantagenet, der bl.a. tæller Richard Løvehjerte, sad på den engelske trone fra 1154 til 1485, hvor Richard III iflg. Shakespeare forgæves søgte at bytte kongedømmet for en hest, hvorpå han kunne undslippe slaget om Bosworth Field. Han undslap som bekendt ikke, og så sent som i 2012 fandt man hans grav under en offentlig parkeringsplads i Leicester.

Kongeslægtens navn har intet med vildthegnet at gøre. Det stammer angiveligt fra et øgenavn, brugt om grev Geoffrey af Anjou, hertug af (det  dengang engelske) Normandiet: Plante Genest, fra latin: Planta Genista: "Gyvelplante." Navnet blev senere taget af hertug Richard 3. af York, der herved under Rosekrigene ville markere sin patrilineære arvelinje til Geoffrey.

Men det er da et pudsigt sprogligt sammenfald.

Folkeetymologi

Etymologi er læren om ords oprindelse. I dag er det en seriøs videnskab, hvor filologerne søger tilbage til ældre kilder for at finde ords oprindelige form og betydning, men både før og nu er der mange, der gør forsøget på egen hånd. Det er ikke svært at regne ud, at ordet knallert er afledt af verbet at knalde. De første knallerter larmede sikkert en del. Men det er f.eks. ikke sandt, hvad der ind imellem hævdes, at et dørslag hedder sådan, fordi det hænger på køkkendøren og slår mod denne, når den åbnes og lukkes. Det kommer af det tyske Durchschlag, dansk ”gennemslag”, idet man slår vandet igennem det for at få det væk fra pastaen, eller hvad man nu har i gryden.

Dansk Wikipedia har en fremragende artikel om folkeetymologier: https://da.wikipedia.org/wiki/Folkeetymologi Læs den. Jeg kunne ikke gøre det bedre.

Men jeg kan supplere. Engelsk Wikipedia har en mere vidtløftig artikel om fænomenet, hvor man skelner mellem forskellige typer. Dette dropper jeg nedenfor og ser kun folkeetymologier som folks forsøg på at forstå eller forklare ord, som de i første omgang ikke forstår.

Vi kan tage et par stednavne: Grenå er blevet tolket som en by ved en å, der forgrener sig, men går man tilbage til Valdemars Jordebog fra 1240, benævnes byen Grindhøgh. Grind betyder enten grus eller en låge, mens høgh svarer til nudansk høj, så man tolker det i dag som ”Grushøj.”

Århus havde i 1672 et byvåben, hvor man tydeligt så både et hus og nogle årer, men navnet kommer af en genitivform: ár,  af vikingetidsdansk: á, der slet og ret betyder ”å”. Hertil kobles et andet vikingetidsord: óss. Det betyder ”udmunding”, så det hele bliver til: ”åmunding,” hvad der passer fint med, at byen er anlagt ved udløbet af Århus å.

Andre eksempler: En niårig dreng sagde om et alvorligt sygt familiemedlem, at han håbede, at han snart kom ud af desperatoren. Han kendte ikke ordet respirator men følte, at familien var desperat, så han lagde selv to og to sammen. Det var vel noget af det samme der skete for en amerikaner, der omtalte Alzheimers Disease som: Old timer´s Disease.

Ved forrige århundredskifte var kvindebevægelsen stærkt på fremmarch, ikke mindst i Storbritannien, hvor kvindefrigørelsen hed The female emancipation. Det blev på dansk til Den kvindelige emancipation, men nogle, der ikke kendte dette fremmedord men vidste, hvad det handlede om, fik det til: Den kvindelige mandsperson.

Slyngplanten Kaprifolium er korrekt blevet oversat til det danske: Gedeblad, men jeg har hørt den omtalt som Klatrifolium.

I en danskstil skrev en studerende: Hans barndom var bestemt ikke bare lut og idyl (lutter idyl).

Holberg benytter sig af det i sine komedier. I Erasmus Montanus prøver den lokale degn at hamle op med den lærde Erasmus ved at bevise sine latinkundskaber. Han opremser en række latinske ord og deres danske betydning men kommer bl.a. til at oversætte lana (uld) til ulv. I Jeppe på bjerget fortæller den berusede Jeppe om sin soldatertid, dengang da han var i malicien (milicen/militsen). Inden slaget lå han og læste i Davids psaltkar (Davids psalter, dvs. Davids salmer, fra Bibelen).

Der er mange eksempler, men jeg runder af med et par fra musikkens verden:

Creedence Clearwater Revival har et nummer: Bad Moon Rising, med omkvædet: There´s a bad moon on the rise, men mange hører: There´s a bathroom on the right.

I den berømte Beatlessang: Lucy in the Sky with Diamonds hedder det bl.a: The girl with kaleidoscope eyes, men det er blevet hørt som: The girl with colitis goes by. (Colitis = tarmbetændelse).

Så når man møder ord eller begreber, som man ikke umiddelbart kender, så hjælper fantasien til.

Fuck

Ordet er et dansk hverdagsord og et ret uskyldigt udtryk for beklagelse eller undren. Vi har det fra engelsk, hvor man har skriftlige belæg for det fra tidligt i 1500-tallet, men det er nok snarest via amerikansk kultur, at ordet har vundet indpas i dansk.

I amerikansk skulle det stadig være et temmelig skrapt bandeord, der censureres ud af børne- og ungdomsbøger og pinges ud af film for børn under 21.

Sproghistorikerne har haft problemer med at spore ordet tilbage gennem tiden på grund af dets obskønitet, der bl.a. indebar, at det ikke figurerede i de gamle ordbøger, som de ellers ofte arbejder med. Selv den oplyste og skarpe Samuel Johnson tog det ikke med i sin berømte ordbog fra 1755, og vi skal helt op til 1965, før "The Penguin Dictionary" bryder tabuet. I 1969 følger "The American Heritage Dictionary” trop men udgiver samtidig en parallelversion uden slemme udtryk til brug for de amerikanske High Schools.

Man har et belæg fra 1503 i formen: fukkit, og det tidligste eksempel på nutidens skrivemåde er fra 1535: Bischops ... may fuck thair fill and be vnmaryit (”Biskopper … kan kneppe af hjertets lyst uden at være gift”). Fra 1278 kendes navnet John le Fucker, men dette kan også have en anden oprindelse. Ordet ses sandsynligvis i et grovkornet 1400-talsdigt, skrevet i en blanding af middelengelsk og ”bastard latin:”

Non sunt in celi  (”De (munkene) er ikke i himlen”).

quia fuccant uuiuys of heli (”da de knepper kvinderne i (byen) Ely”).

fuccant er pseudolatin; et engelsk ord med en latinsk endelse, og hele digtet er i øvrigt skrevet i kode.

Andre meget tidlige eksempler kendes fra skotsk, hvad der for nogle peger på en skandinavisk oprindelse, jfr. de norske og svenske dialektord fukka / focka, der betyder det samme, samt fock, der betyder penis.

Norrønt fuð betyder ”vulva”, og da de to dialektord jo må komme af noget, og da -ka endelsen ses i flere norrøne verber, i.e: minka / stœkka: ”mindske / øge”…, så er det ikke utænkeligt, at der muligvis har eksisteret et verbum: *fuðka, med samme betydning som fuck, men det er ikke belagt i kilderne, og det er i givet fald næppe pga. blufærdighed, da ordet  fuð optræder flere gange i sammensætninger, f.eks. fuðflogi: ”En mand, der flygter fra sin forlovelse.”

Andre sporer ordet tilbage til middelengelsk: fike, fyke: ”bevæge uroligt/rastløst” eller middelhollandsk focken / tysk: ficken, der oprindeligt betød ”bevæge hurtigt frem og tilbage” men som kendes i den vulgære betydning fra 1500-tallet. Det må være herfra, at man har dannet ordet Hundsfott. Det betyder egentlig ”hundekusse” og optræder som skældsord i både tysk og dansk (hundsfot – belagt i dansk i 1379 som tilnavn, anvendt flere gange af Holberg) men er i dag den officielle betegnelse for den lille øsken, der sidder i enden af en taljeblok og som man bruger til at fæste et tov eller en line i.

Ordet blev forbudt i engelsk (af ”the Obscene Publications Act, 1857”) og i U.S.A. (”the Comstock Act,” 1873) men levede videre i dagligsproget. En engelsk soldat beretter fra Første Verdenskrig, at ordet var blevet så almindeligt, at befalingsmændene havde lært at sætte sig i respekt i nødsituationer ved ikke at bruge det. Hvis de råbte: Get your fucking rifles, var alt hverdagsagtigt, men hvis der blev råbt: Get your rifles!, så var man klar over, at situationen var kritisk.

Forbuddet blev imidlertid overtrådt igen og igen, og omkring midten af 1900-tallet blev det almindeligt at ignorere det: Joyce: Ulysses (1933) og Lawrence: Lady Chatterley's elsker (U.S., 1959; U.K., 1960). Det store gennembrud på tryk kom med James Jones': Herfra til evigheden (1950), dog kun med 50 fucks, skåret ned fra de 258 i originalmanuskriptet. I 1948 overtalte forlaget Norman Mailer til at bruge den lidt pænere skrivemåde: fug i: De nøgne og de døde, hvad der resulterede i, at Dorothy Parker senere hilste ham med ordene: So you're the man who can't spell 'fuck'.

Vendingen: to fuck up kendes fra 1916, Fuck off fra 1929, i betydningen: ”skrid” fra 1944. Fuck you har urgamle rødder: I et ægyptisk juridisk dokument fra det 23. dynasti (749 – 21 f.Kr.) ses flg. vending gentaget flere gange:  Hvis du ikke adlyder dette dekret, så gid et æsel måtte pule dig!

Flying fuck betød oprindeligt sex på hesteryg og kendes fra først i 1800-tallet.

På nettet florerer historier om, at fuck skulle være et akronym fra middelalderen, påtegnet på vielsesattester, hvor parret ved vielsen opnår kongelig tilladelse til at parre sig: Fornication Under the Consent of the King. Dette har intet på sig. Sådan fungerede det ikke i middelalderen, rent bortset fra, at det er en selvmodsigelse. Fornication bruges netop kun om udenomsægteskabelige forbindelser.[1]

En amerikaner spurgte mig engang: ”Do you know a decent word that begins in f- and ends in -uck? Da jeg ikke kendte det, gav han svaret: ”Firetruck.”

Ovenstående er i det væsentligste en kommenteret, suppleret og redigeret oversættelse af https://www.etymonline.com/search?q=fuck

[1] Se: https://www.snopes.com/fact-check/what-the-fuck/

Fjord, sund og bælt

Dette er tre geografiske fænomener, som er karakteristiske for Danmark, der nærmest består af én lang kystlinje.

Fjord kommer af færd og betyder et overfartssted. Nar man i helt gamle dage færdedes langs kysten og kom til en fjord, var det fristende at finde en måde at smutte direkte over i stedet for at følge den lange vej ind og ud ad fjorden igen.

Det engelske firth er lånt fra de erobrende vikinger, mens angelsakserne selv har et ældre ord for det samme: ford, der betyder vadested og ses som sidsteled i en del engelske stednavne, f.eks. Oxford, svarende til det danske -vad, f.eks. Herrisvad i Skåne og Brede, der tidligere hed Bredvad.

Sund var den mulige løsning, hvis fjorden var ekstra smal. Det kommer af et verbum, der betyder at svømme. Norrønt har to af dem: svimma og synda. Det sidste er afledt af et substantiv sund, der betyder svømning, og det er det, som vores sund stammer fra. Et sund var oprindelig et farvand så smalt, at det engang blev opfattet som realistisk at svømme over det. Selv i dag kalder englænderne Øresund for the Sound.

Bælt har vi vist kun tre af: Store, Lille og Fehmarn. De to sidste skulle være opkaldt efter Storebælt, der i 1075 af den tyske historiker Adam af Bremen blev forklaret med, at farvandet var lige som et bælte, en forklaring, der i dag accepteres med forbehold, da datidens sprogvidenskab var ringe udviklet.

Tank

Ordet har som bekendt to betydninger: væskebeholder / kampvogn.

Den første er den oprindelige. Tank i betydningen brændstofbeholder er belagt i engelsk fra 1902. Englænderne skulle angiveligt have ordet fra portugisere, der havde det fra indisk (hindi: tankh), hvor det betyder cisterne / vandreservoir.[1]

Betydning to stammer fra den første. Da englænderne i Første Verdenskrig oplevede skyttegravskrigens måned- og årelange stilstand, så forsøgte de at opfinde et våben, der kunne klare problemet med, at de tyske forsvarere af skyttegravene på få minutter kunne meje angribere ned med maskingeværer.

Løsningen var tanken, der var sikret mod kuglerne og kunne forcere både pigtråd og skyttegrave. De første blev indsat i Somme-slaget i 1916, men for at opretholde maksimal hemmeligholdelse blev de transportkasser, som de blev leveret i, forsynet med teksten: Tank, da man let kunne forestille sig, at de rummede sådanne beholdere.

Navnet blev hængende – i bl.a. engelsk, hollandsk, tyrkisk og dansk[2] – mens man de fleste andre steder fandt egne betegnelser for dem: Kampfwagen / Kampfpanzer, Char d´assaut / blindé[3], carro armato, carro de combate, stridsvagn…

[1] Nogle hævder, at hindi omvendt har det fra det portugisisk ord for reservoir: tanque. Dette er dannet af verbet: estancar, dvs. opdæmme vand, der igen stammer fra vulgærlatin: stanticare. Vulgærlatin var ikke altid vulgært. Det er betegnelsen for det latinske hverdagssprog, der blev talt af folket (vulgus)  i modsætning til klassisk latin fra de antikke latinske tekster.

[2] Med to forbehold for dansk: 1: Den militære fagbetegnelse er: en kampvogn. 2: I min barndom for længe siden hed det: en tanks.

[3] Fra tysk: blenden: ”afblænde.”

Porcelæn

Porcelæn blev opfundet i Kina, hvor det blev fremstillet allerede før Kristi fødsel.

I 1300-tallet nåede det ad datidens Silkevej til Europa, hvor det med tiden blev en eftertragtet luksusvare.

Marco Polo, der levede på denne tid, er blandt dem, der benævner det porcelæn, dvs. en italiensk og ikke en kinesisk betegnelse.

Hvorfra stammer betegnelsen? Den er afledt af det italienske ord porcella, der igen er afledt af porco, der stammer fra latin: porcus, der betyder svin, jfr. fransk porc og engelsk pork.

Porcella er dels en lille gris og dels betegnelsen for den såkaldte porcelænsmusling (se ill. nedenfor), som man valgte at kalde en grisling, muligvis da sneglens åbning kan minde om den ydre kønsåbning på en so. Porcelænssnegle var angiveligt i det gamle Rom udbredte som kvinders amuletter mod barnløshed.

Da man først oplevede det klare, blanke kinesiske porcelæn, var den ting, som kom det nærmest, netop disse havsnegle, der i øvrigt stammer fra Det Indiske Ocean men som var kendt tidligt i Europa.

Så porcellana betyder ”porcelænsagtig,” og såvel ordet som produktet gik sin sejrsgang over den vestlige verden.

Insekt

Man kan høre på ordet, at der må være tale om et fremmedord, men hvad kommer det af?

Det kommer af latin og af insekternes anatomiske opbygning: Hvor vi har et indre skelet med kød udenpå, har insekterne et ydre skelet med bløddelene indeni. Det er inddelt/indskåret i tre dele: Hoved, bryst og bagkrop, f.eks. en hveps, der har en meget lille hvepsetalje mellem bryst og bagkrop.

Disse ”taljer” opfattede de gamle grækere som indskæringer, hvorefter de betegnede dyrene efter dem. Ind hedder på oldgræsk in og at skære hedder temnein, jfr. ana-tomi:  det at skære fra hinanden, og: a-tom: u-skærbar/ikke til at skære over i to, dvs. den mindste enhed i naturen, som man kan forestille sig.

Vi har stadig det græske fremmedord i betegnelsen for læren om insekter: entomologi.

På latin hedder: ind: in, mens at skære hedder: secare, så Plinius den ældre, der levede lidt efter Kristus, oversatte det græske ord til insectum dvs. indskåret (dyr).

Sprogrensere nordpå forsøgte sig med hjemlige oversættelser: På tysk har man i dag ved siden af ordet: Insekt, betegnelsen: Kerbtier ”karve-dyr”. At karve er et sjældent anvendt dansk ord for at skære, men det er almindeligt på tysk: kerben, og engelsk: to carve. Den danske version: Indsnitsdyr fra midten af 1800-tallet, vandt aldrig indpas, men biologerne anvender i dag betegnelsen leddyr, der er en oversættelse af: arthropoda, en betegnelse, dannet i 1845 af den tyske zoolog Karl T. E. von Siebold (1804-1885). Det kommer af græsk: arthron: "led" og pous (genitiv: podos): "fod" . 

På nuislandsk hedder det: skordýr, i.e. ”skårdyr.”

Nøgle

Der er to teorier om ordets oprindelse. Den ene er lidt formel og kedelig:

Ordet skulle stamme fra et urnordisk: *hnukila[1], der skulle komme af et verbum: *hnuka, der betyder: krumme sig sammen.  Her tilføjes en redskabsendelse: *-ila.

Den anden teori er lidt sjovere: Ifølge denne skulle ordet komme af verbet: at lukke. Det hedder på norrønt: lúka, og når det får redskabsendelsen ovenfor (der på norrønt hedder: -ill) får vi først: *lukill. Endelsens -i- vil helt regelmæssigt give omlyd[2] til -u’et, så vi får: lykill, der netop er det norrøne ord for nøgle. På dansk kendes: lykel fra 1300-tallet, men da ordet er hankøn må det hedde: en lykel, og et n og et l er lidt bøvlede at udtale lige efter hinanden, så med tiden bliver: en lykel til: en nykel. Herefter bliver y’et åbnet til et ø, og k’et udvikles i 11-1200-tallet til et g, så vi når frem til: nøgel, som skrivere senere finder på at stave: nøgle, hvorefter denne form vinder frem i talesproget.

Redskabsendelsen: -el kender vi fra andre ord: Sadel (< at sidde), stempel (< at stampe), bidsel (< at bide), hængsel (< at hænge), skyttel (< at skyde)…

De etymologiske ordbøger hælder mest til den første teori men er ikke helt sikre på dens gyldighed.

[1] En * foran et ord betyder, at man ikke kender til et skriftligt belæg for ordet. Det er i stedet rekonstrueret af filologerne: De kan regne ud, at det må have set sådan ud.

[2] Læs om omlyd i: Termer, filologi.

Rubrik

En rubrik er en lille firkant, som du kan sætte flueben i, når du udfylder et skema, en ansøgning eller lignende.

For typograferne var det betegnelsen for det, som vi andre kalder en overskrift.

Hvad har de to ting med hinanden at gøre?

Forklaringen skal findes helt tilbage i den tidlige middelalder før trykkekunstens opfindelse, hvor tekster blev skrevet i hånden.

De religiøse tekster blev skrevet – som oftest skrevet af – af munke i skriptorier (skrivestuer) i datidens klostre.

I de tidlige håndskrifter gjorde man ikke meget ud af layoutet. Man skrev siderne fulde og fortsatte, indtil teksten var færdig.

Med tiden oplevede man et større og større behov for at markere skift i teksten: Kapitler, afsnit, paragraffer etc, da det derved blev nemmere at finde rundt i teksten.

Kapitler blev forsynet med et overdimensioneret begyndelsesbogstav.

Det kunne sagtens fylde fire linjer i højden, og måtte derfor udformes særligt; gerne i ornamenteret form.

Senere fandt man på at skrive disse store indledende bogstaver med rødt blæk, så at det blev yderligere let at bladre gennem værket og søge den del, man ønskede.

Arbejdet med dette blev overladt til munke, der havde særlige kunstneriske talenter. De almindelige skrivere skrev da teksten med det sædvanlige sorte blæk men efterlod tomme pladser i teksten, hvor andre senere skulle tilføje kunstneriske røde begyndelsesbogstaver.

Det var disse tomme pladser, der på middelalderlatin fik navnet rubrikker efter det latinske ord for rød: ruber, jfr. rubiner og røde hunde, der på latin hedder rubella.

Så en rubrik er oprindeligt et lille tomt felt, der senere skal udfyldes med rødt. Det latinske rubrica betød bl.a. en rødfarvet overskrift. Siden gik man fra det med den røde farve, så at de kun betegnede en tom plads, der efterfølgende skulle udfyldes; derfor typografernes betegnelse.

Gryde

”Gryde” er et nordisk ord. Tjek alle ikkenordiske sprog: Det hedder noget helt andet.

Ordet går tilbage til vikingetiden og er afledt af det materiale, som man lavede gryder af dengang: det såkaldte klæbersten eller fedtsten (steatit); sten som var ekstra let at hugge og skære i og forme.

Man havde flere ord for ”sten” på norrønt, bl.a. steinn, men også grjót, som lydligt på dansk udvikler sig til ”gryd”, jfr. spjót, der bliver til ”spyd.”

Andre gamle ord er afledt af dette ord: Hvad koger man i en gryde? Grød. Hvad hedder de korn, som man maler mellem to sten? Grutning - eller i grovere form: gryn.

I Thøger Larsens digt: ”Tordenbygen” står der bl.a: Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter. Grotterne er her ikke huler i jorden men derimod et dialektord for småsten, nok svarende til vor tids ral. Om grotter i form af huler, se: Grotesk, nedenfor.

Når man finder lokaliteter med navnet: Grydhøj er det blevet forklaret ved, at der er en fordybning på højens top. En sådan stammer imidlertid nok fra senere forsøg på gravrøveri, mens navnet snarere kommer af, at der er eller tidligere var sten på toppen af højen.

Det er er germansk ord, men det ser ud til at dø ud efter middelalderen undtagen i islandsk og færøsk, hvor det lever i bedste velgående, og i norsk og svensk, hvor det er dialektalt eller sjældent. Her overtager sten, lige som i dansk.

Kilde: SKALK, 1968 nr. 5. Illustration: Flemming Bau.

Grotesk

Ordets betydning er velkendt, men det stammer fra et substantiv: groteske: en grotesk stilfigur på samme måde som arabeske: en arabisk inspireret stilfigur.

Ordet går tilbage til Renæssancen, hvor man i Rom opdagede nogle underjordiske grotter, da man påbegyndte et nybyggeri. ”Grotterne” viste sig at være for længst glemte hvælvinger fra det offentlige badeanlæg, som kejser Titus (39 – 81 e.Kr.) lod opføre.

Der er optegnelser om vedligehold i år 238, men det menes, at anlægget blev nedlagt allerede i 300-tallet, hvorefter man opførte andre bygninger på stedet.

I 1400-tallet var der så gang i byggeri igen, hvor man brød igennem til de glemte og skjulte overhvælvede rum og blev imponeret over de fantasifulde vægmalerier af maleren Famulus, der også havde arbejdet for kejser Nero.

Heldigvis nåede en franskmand, Nicholas Ponce, at kopiere dem, inden de forgik, bl.a. efter at være udsat for lyset. Han udgav et værk om dem: "Description des bains de Titus" (Paris, 1786), men længe inden var de fantastiske figurer med snørklede mønstre, sammensat af menneske-, dyre og planteformer, blevet berømte, og da de stammede fra ”grotter”, blev de benævnt grotesker, en stilform som så fik sin renæssance i Renæssancen.

Selve ordet grotte har vi fra fransk/engelsk/tysk, der igen har det fra det italienske grotto, tidligere cropta, fra latin crypta, der stammer fra græsk krypte, af krýptein: at skjule, jfr. verbet kryptere.

Figurerne, både dem fra Titus’ tid og Renæssancens efterligninger var så bevidst outrerede, at man hurtigt dannede adjektivet: grotesk med den nutidige betydning, men kunsthistorikerne opererer stadig med en groteske som en stilfigur.

Romersk-inspireret frescomalet groteske af Giovanni Paganino, ca. 1574.
Stanza della Fama, Palazzo Vitelli a Sant'Egidio, Città di Castello.

A cappella  

(En legende, meget frit digtet over en spinkel historisk kerne).

At synge a cappella vil sige at synge uden instrumentledsagelse.

Oprindelsen til betegnelsen er en fantastisk historie, der ligger langt herfra både i tid og sted. Vi skal ca. 1500 km sydpå og omkring 1680 år tilbage i tiden:

En kold februardag år 334 e.Kr. kom en mand ridende hen ad landevejen i det midtvestlige Frankrig. Hvordan var det nu lige med det midtvestlige Frankrig i 334 e.Kr? Var det lykkedes efterkommerne af Asterix og hans gæve gallere at smide romerne på porten?

Nej. Romerne var der endnu, og ingen havde hørt om Frankrig på det tidspunkt. Landet var en romersk provins ved navn Gallia Celtica, og det varede knap 200 år, før gallerne benyttede sig af Romerrigets fald og befriede sig selv.

Og rytteren var netop en romersk legionær, og man skulle tro, at sådan en varmblodet romer var ved at dø af kulde i det frygtindgydende vejr: En stiv kuling piskede byger af tung, vandmættet sneslud ind over landskabet, så hvis ikke vinden gjorde en kold, så gjorde vandet.

Men han sad lunt og fornøjet på sin hest, for han var iført en af datidens mest ikoniske dragtstykker: Den berømte romerske legionærkappe. Kapperne i Asterixhæfterne er postkasserøde og flagrer så let, at man skulle tro, at de var lavet af silke, men virkelighedens kapper var fremstillet af uld, der var vævet og valket så tæt sammen, at de var næsten en centimeter tykke og yderligere vind- og vandtætte. De bestod af et stort stykke rektangulært klæde, og så var de så vide, at de kunne nå to en halv gang rundt om ejeren.

Så den romerske legionær - han hed Martinus - han red lunt og godt af sted i slud-foget, Da hans hest pludselig stoppede brat op og stejlede lidt. Han greb straks efter sit sværd og så sig vagtsomt omkring, for i de tider var vejene ikke sikre. Der kunne være røvere eller oprørere på lur, og angreb forekom hyppigt. Han lod hesten fortsætte i skridt mens han spejdede til alle sider. Lidt længere henne fik han øje på noget i vejkanten: Var det en sten? En rådden træstamme? Et dyr? Han red hen til det, steg af hesten og tog det nærmere i øjesyn. Han satte sig på hug og prøvede at skrabe noget af sneen af det, og se: pludselig åbnede et par øjne sig og betragtede ham. Det var et menneske. En fattig tigger, der var så laset, snavset og tilsølet, at han næsten faldt i et med vejkanten.

”Det sølle liv; man må da gøre noget,” tænkte Martinus. Han rakte ud efter sin brødpose, men han havde den ikke med, heller ikke penge eller andet. Han tænkte sig om og tog en rask beslutning. Han rejste sig, og med to solide velrettede hug af sit skarpe sværd huggede han sin kappe lodret midt over i to dele. Han tog hurtigt den ene halvdel på selv og skrabede så meget sne af tiggeren, som han kunne. Så pakkede han tiggeren ind i den anden halvdel og puttede den godt ind under ham, lige som man pakker dynen ind under et spædbarn, som man lægger til at sove i barnevognen på terrassen en kølig forårsmorgen.

Tiggeren sagde stadig intet men sendte ham blot et taknemmeligt blik. Der var ikke mere, han kunne gøre, og han skulle være tilbage på garnisonen til aftalt tid, så han steg på hesten og fortsatte sin færd. Han nåede tilbage i tide og oplevede intet påfaldende resten af dagen. 

Men om natten!!! Natten blev udslagsgivende for hans liv: Han drømte at Jesus kom til ham.

Hvordan var det nu lige med Jesus i Gallien i det midtvestlige Frankrig i 340- tallet? Jesus havde haft godt 300 år til at få udbredt sin lære, og den var efterhånden velkendt i hele det romerske imperium, hvor der gennemgående var fire religioner at vælge imellem: De romerske guder, de lokale guder, kristendommen og Mithra-dyrkelsen, der på det tidspunkt var populær blandt romerske soldater. Den lokale religion i Gallien var de galliske guder, som vi ikke ved synderlig meget om i dag. Martinus var vel bekendt med kristendommen og havde flirtet meget med den i sin tidlige ungdom, men hans far var romersk officer (tribun), han havde opkaldt sin søn efter den romerske krigsgud Mars og tvunget ham ind i hæren som femtenårig og meget misbilliget hans tanker om anden tro end faderens og dennes forfædres.

Så dette tilsluttede den lydige søn sig, men han genkendte med det samme Jesus, da han mødte ham i drømmen. ” Martinus,” sagde han. ” Tak for kappen, som du gav mig i dag. Den fattige tigger, det var mig. Du er et godt menneske og af hjertet er du en kristen. Gå ned i byen og opsøg den lokale præst og bed ham fortælle dig om mig.”

Vi drømmer alle hver nat. Men når vi vågner, sætter vi os på sengekanten, klør os lidt i håret, virrer med hovedet, og så er drømmene glemt. Men denne drøm ville ikke slippe Martinus. Den havde gjort et dybt og intenst indtryk på ham. Han tænkte på drømmen morgen, middag og aften, dag efter dag, indtil det begyndte at blive for meget for ham. Han blev irriteret over at blive forfulgt af drømmen og prøvede på alle måder at slippe for den, men uden held. Til sidst efter flere dage gav han op og tænkte, at hvis han nu fik gjort, som Jesus bad ham om i drømmen, så kunne det være, at han omsider slap fri. Så kort efter bad han om en halv dags orlov og gik ind i byen og spurgte sig frem til den lille lokale kirke. Han bankede på og blev modtaget af præsten, der gerne ville fortælle ham lidt om Jesus. Martinus satte sig og lyttede pænt, derefter opmærksomt og senere dybt grebet. Han var rystet over præstens ord. Det var på en måde som om, at han var kommet hjem; det føltes som køligt kildevand, der rislede ud over en tør ørken. Et par timer senere forlod han, dybt rystet, kirken og vendte tilbage til garnisonen. Han havde fået meget at tænke over, men efter få dage indså han, at der ikke var nogen vej udenom. Han vendte tilbage til kirken og blev døbt.

Nogen tid efter blev der slået alarm i den romerske garnison: Spioner havde oplyst, at en mindre hær af oprørske lokale gallere var ved at samle sig i oplandet for at lave et overraskelsesangreb på romerne. Der blev blæst alarm, og alle skulle stille i fuld feltmæssig udrustning på et kvarter. Midt i hurlumhejet dukkede Martinus op hos de romerske officerer i staben. Han oplyste, at han stillede op til kampen, men for hans vedkommende blev det uden våben. Han var blevet kristen, og som kristen havde han et bud om, at han ikke måtte slå ihjel. Officererne prøvede først at anklage ham for den alvorligste forseelse i den romerske hær: fejhed, men det afviste Martinus. Han ville gøre sin pligt og stille op i kampen i forreste frontlinje, men som sagt uden våben. Officererne havde meget travlt og afgjorde sagen ved at stille sig tilfredse med, at han nok kun ville holde et par minutter, og så var problemet løst. Kort efter marcherede hele garnisonen ud mod det sted uden for byen, hvor man ventede oprørerne. Men oprørerne havde også spioner, og de vidste nu, at overraskelseseffekten var gået tabt og at de ville blive mødt af veltrænede, velbevæbnede og professionelle soldater, så de smuttede lige så stille tilbage hvor de kom fra, og kampen blev aldrig til noget.

Men Martinus havde set skriften på væggen: Han stoppede som legionær og flyttede ind til byen og indledte et nyt liv der. Han blev en fast bestanddel af den lille lokale kristne menighed, hvor han befandt sig godt.

Menigheden befandt sig også godt ved ham, og da kirken et halvt år senere skulle have en ny præst, faldt valget på Martinus: Han var et godt menneske og var vant til organisation og administration fra sin tid i den romerske hær. Præster blev dengang valgt i menighederne. Der var ingen præsteuddannelser, så man fandt selv frem til den lokale bedst egnede. Martinus undslog sig og bad dem finde en anden, men det ville de ikke høre tale om, så til sidst gav han sig på betingelse af at han kunne få en prøveperiode på et halvt år. Dette halve år beviste for både Martinus og menigheden, at de havde truffet det helt rigtige valg: Han blev en elsket sjælehyrde for menigheden og befandt sig godt i denne rolle.

På denne måde gik der flere år og respekten og sympatien for Martinus voksede stadigt. Hans ry nåede efterhånden ud til alle sogne på hele egnen, og da den lokale biskop døde efter yderligere et par år, var alle klar over, at det var Martinus, der skulle efterfølge ham. Dette var ikke mindst klart for katedralkonciliet, der officielt stod for at skulle vælge biskopper. Den lokale storby med kloster og katedral hed Tours, og herfra rejste konciliets medlemmer ud til Martinus for at overbringe ham det glade budskab.

Men Martinus sagde nej. Han var godt tilfreds med sin nutidige situation. Han kendte og elskede sin menighed. Det var alt for stor en ære og for stort et ansvar, og der var mange andre, som stræbte efter posten, så de kunne bare få den.

Udsendingene blev rædselsslagne. De turde ganske enkelt ikke komme tilbage uden Martinus. Alle ønskede ham og kun ham, så de lod sig intet høre. De blev ved og ved og ved med at plage og argumentere uden at lytte til Martinus’ protester.

Da han indså dette, gik han i panik. Han råbte: ”Hold da op, prøv at se, hvad er det der?” Og pegede op på loftet bag ved udsendingene. De vendte sig alle om og gloede, og imens hankede Martinus op i præstekjolen og styrtede ud af bagdøren i det lille hus, han boede i. Herfra løb han hen ad gaden, alt hvad sandaler og tøj kunne holde. Men det varede desværre kun kort, inden de andre fandt ud af, at han havde taget fusen på dem, og snart efter kunne han høre hujen og klaprende sandaler bag sig. Han styrtede ned ad en sidegade, men lyden kom blot nærmere. Han drejede ned ad et sidestræde men til ingen nytte. Han prøvede med en sidegyde, stadig uden held og fortsatte ned ad en sideslippe. En slippe er så smal, at men kan røre ved væggene på begge sider, når man går ned gennem den. Martinus sprang hen over legende børn og sovende grise og andet godt, men forfølgerne kom stadig nærmere. Til sidst sprang han ind ad en port men så til sin skræk, at den førte ind i et lukket gårdsrum. I hjørnet var der et lille skur med en lem, og her sprang han ind, satte sig op ad væggen og holdt vejret musestille. Men til ingen nytte: Det var en gåsesti han var hoppet ind i, og gæssene gakkede helt gakket, og øjeblikke senere blev han i triumf halet ud i det fri igen.

Da opgav Martinus. Han så, at hans skæbne var beseglet, og kort efter fulgte han delegationen den tunge vej ind mod Tours.

Og Martinus blev biskop. Det er ganske som i vort Folketing i dag, der er besat med kloge og sympatiske mennesker, der kun har ladet sig opstille efter indstændige opfordringer fra omgivelserne.

Hvis Martinus havde været en god præst, så blev han en fantastisk biskop. Han fandt sig hurtigt til rette i sit nye embede, og alle de smukkeste forventninger til ham blev mere end opfyldt.

Således gik mange år, men ingen lever evigt og heller ikke Martinus. Også han sov stille ind en dag, og katedralkonciliet blev atter indkaldt. Man sad og drøftede, hvem der nu skulle blive hans efterfølger, da en eller anden pludselig sagde: ”Er der nogen af jer, der er nogensinde så Martinus bruge penge på noget? Han har fået biskoppelig løn i årevis. Hvor er alle de penge?” Folk så spørgende på hinanden, men hurtigt for alle op og styrtede hen til hans lille beskedne bolig. Man ledte oppe og nede inde og ude hist og her og allevegne, men der var kun et fattigt indbo: nogle få møbler, hans embedsdragter, lidt service og bestik og ellers intet. Så var der en der sagde: ”Han har jo det lille sovekammer ovenpå.” Folk styrtede derop, men der stod kun en seng i hjørnet. En stor skuffelse… Men en af dem lagde sig ned og kiggede ind under sengen og råbte: ”Der står et skrin i hjørnet inderst inde under sengen!” Han mavede sig ind til det og greb fat i det blot for at få en ny skuffelse. Skrinet var alt for let til at indeholde guld eller sølv. Han halede det ud og åbnede det. Der var kun et stort gammelt og beskidt stykke tøj. Der var først almindelig ærgrelse, men pludselig blev der helt stille, og alle så på hinanden. Dette stykke tøj var mere værd end skrinet fuldt af det pureste guld: Det var kappen! Martinus’ kappe. Den, der havde været i kontakt med Jesus…

De første kristne kirker var ikke huse, hvor man kunne forsamles for at dyrke den nye religion. Det var bygninger, der husede det, som samme religion i vidt omfang blev dyrket omkring: Relikvier. Relikviedyrkelsen spiller en stor rolle i de fleste verdensreligioner og var afgørende i både den tidlige kristendom og og er det stadig i katolicismen i dag. Det påstås, at man ville kunne lave en større norsk bjælkehytte, hvis man sammenlimede de splinter af Jesu kors, der dyrkes som relikvier i kirker verden over, samt at omkring syv katedraler rundt omkring i Europa gør krav på at indehave den eneste og autentiske hellige forhud. Danske middelalderkirker havde ofte et alter, der bestod af en stor stenblok, hvor der i midten var et cigarkassestort hul med et låg af marmor, alabast eller lignende, den såkaldte helgengrav, hvor man opbevarede kirkens relikvier.

Katedralen i Tours havde naturligvis også en række relikvier, der alle var ganske små, men nu stod man pludselig med et kæmpestort og vigtigt et af slagsen. Hvad skulle man gøre af det, så folk kunne tilbede det (og give donationer til kirken)?

Man besluttede simpelthen at sømme det op på kirkeskibets nordvæg i et par meters højde, så det ikke ville blive alt for nedslidt af eventuelle tilbedere.

Kappen kom op. Rygtet bredte sig, og folket kom. I store masser. Den traditionelle kirkebøsse ved hovedindgangen var ellers ganske stor, men pludselig var den langt fra nok, og et par store tønder blev sat op på hver sin side af kappen. Og pengene væltede ind, for enhver vidste, at jo mere man betalte, des større chance var der for, at ens bønner gik i opfyldelse.

Og miraklerne skete: Forkølelser gik over, blinde kunne gå og halte kunne se, og det blev alt i alt en kolossal succes.

Men medaljer har desværre bagsider. Den magiske kappe var så overvældende en succes, at det begyndte at gå ud over de messer, der blev afholdt i katedralen. Der var så megen støj, trængsel og tummel fra området med kappen, at man ikke kunne høre, hvad præsten messede.

Katedralkonciliet måtte mødes igen. Hvad skulle man gøre? Meget blev diskuteret frem og tilbage, men til sidst var der en, der fik en god ide: ”Vi tager kappen ned og fjerner ti favne af muren, hvor den hang. Så genopfører vi den ti favne længere ude mod nord, sætter gulv, sidevægge og tag på, og så har vi en sidebygning, hvor folk kan stimle sammen om den i fred.

Som sagt så gjort. Allerede få år senere stod tilbygningen færdig, og den blev indviet med optog, pomp og pragt.

Tilbygningen skulle jo hedde noget, så man opkaldte den efter det, der var årsag til den: kappen. Så den kom til at hedde Cappella; det betyder ”lille kappe”. Kappen var jo halveret.[1] Man udnævnte en særligt værdig munk til at stå for kapellet, så hans titel blev cappellanus, og i dag er en kapellan en hjælpepræst; i engelsk og fransk bl.a. en feltpræst.

Succesen blev så stor, at andre katedraler og kirker sagde: ”So ein Ding müssen wir auch haben,” og kapeller skød op overalt, gerne flere ved siden af hinanden som f.eks. Notre Dame-katedralen i Paris, der har 24 kapeller.

Men tiden gik, og efterhånden gik glansen af både Sankt Gertrud [2] og Sankt Martin. Der kom nyere og mere trendy helgener og relikvier til, og kapellet stod oftest halvtomt.

Men et nyt fænomen var dukket op i kirkerne: Den gregorianske kirkesang, der var blevet udviklet i Rom omkring 4-500-tallet. Den blev meget populær, ikke mindst blandt munkene, og der opstod betragtelige kirkekor, der fyldte mere og mere af kirkerummet, så at dette til sidst blev et problem.

Katedralkonciliet drøftede sagen, og igen var der en, der fik en god ide: Cappella stod alligevel næsten tomt, så hvorfor ikke stille de syngende munke derind, så de ikke optog plads i selve kirkerummet?

Som sagt så gjort, og herved fandt kirkekorene deres plads.

Instrumenter var endnu ikke nået ind i kirkerne. Orglerne dukkede først op 100 år senere i 600-tallet, og de blev placeret i kirkens vestende.

Så derfor var sangen fra kapellerne uden instrumentledsagelse og fik navn efter dette: a cappella, middelalderlatin: ”fra kapellet.”

Legenden fortæller, at Martinus påbød, at man hvert år på en bestemt dag skulle straffe gæssene, der afslørede ham, ved at spise dem, og dette skete siden på Mortensaften, hans dødsdag den 11. november.

Gad vidst, hvor mange gæs/ænder, der har måttet lade livet for dette, siden han døde i år 397…

[1] Andre versioner af legenden hævder, at kappen var hel igen, morgenen efter, at Martinus gav Jesus halvdelen.

[2] Sankt Gertrud var i øvrigt en frankisk helgeninde, ca. 300 år senere end Martinus. Udtrykket "glansen er gået af Sankt Gertrud" stammer fra 1807, hvor Sankt Gertruds kloster i København blev særligt ramt af englændernes bombardement af byen.

Slumpetræf

Et sjældent ord, muligvis et af de døende ord. Korpus.dk (tekster fra 1990 og fremefter) har seks eksempler, men selve ordet slump er et af de talrige eksempler på den massive middelnedertyske påvirkning af dansk i middelalderen.

Vi har også ordet lykketræf, der betyder nogenlunde det samme og ser ud til at dukke op i 1700-tallet. Oprindelsen til dette ord siger sig selv, mens slump på middelnedertysk bl.a. kan betyde ”tilfælde,” så her er oprindelsen heller ikke svær at gennemskue.

Englænderne er heldige. De har et mere underfundigt ord her: Serendipity. Der er nogle ord, der charmerer alene ved lyden af dem, og for mig gælder det dette ord.

Det betyder ”Evnen til tilfældigvis at gøre meget heldige eller lykkelige opdagelser.” Ordet vækker opmærksomhed i en artikel i The Saturday Review 16/6 1877 og vinder frem i engelsk sidst i 1800-tallet, men er opfundet af forfatteren Horace Walpole (1717-1797). Det kendes i et brev fra Walpole fra 28/1 1754, som dog først blev offentliggjort i 1833.

Walpole oplyser, at han dannede ordet ud fra titlen på et persisk eventyr: De tre prinser fra Serendip, der blev udgivet i England i 1722. Ud fra tilfældet og deres klogskab gør de tre prinser hele tiden heldige opdagelser, som de ellers ikke havde forventet.

Serendip (/Serendib), der kendes i engelsk fra 1708, er en gammel betegnelse for Ceylon/Sri Lanka. Det kommer af arabisk Sarandib, fra sanskrit Simhaladvipa, der betyder:  "Øen, der er løvernes opholdssted."

Dette sidste kan undre. Efter omfattende fredninger er man i dag oppe på ca. 650 individer af den asiatiske løve. De lever i en nationalpark oppe i det nordvestlige Indien, og skønt deres udbredelse tidligere var meget større, nævnes de ellers ikke fra Sri Lanka.

Når Aladdin holder sin turban ud, og sultanens appelsin lander i den, er det måske et eksempel på ”serendipitet,” men især videnskab og opfindelser rummer eksempler på dette:

En medarbejder ved 3M kom ved en fejl til at konstruere en lim, der ikke klæbede ordentligt, men en af hans kolleger brugte den til papirnoter, der skulle kunne fjernes let fra den lokale kirkes opslagstavle, og dermed var Post-it opfundet.

Den skotske læge Alexander Fleming så i 1928 til sin ærgrelse, at fremmede gærsvampe havde inficeret nogle af hans bakteriekulturer i petriskåle, der havde stået nær et åbent vindue. Han bemærkede imidlertid, at de pågældende bakterier holdt sig langt væk fra gærkulturen og studerede fænomenet nærmere. Efter tolv års arbejde var man i stand til at producere penicillin, og Fleming blev adlet og fik Nobelprisen.

En medarbejder ved firmaet Raytheon lagde mærke til, at radarstråler smeltede en chokoladebar i hans lomme. Han arbejdede på ideen, og resultatet blev mikrobølgeovnen.

Ispinden skulle angiveligt være opfundet af en elleveårig dreng fra San Francisco, der glemte et glas sodavand med en rørepind i ude i frostnatten.

I 1996 arbejdede tre hjerneforskere ved Università di Parma i Italien med at studere hjernecellers reaktioner i forhold til bevægeapparatet hos en forsøgsabe. Den havde fået indopereret en række elektroder ved specifikke nerveceller inde i hjernen, og disse var tilkoblet en pc. Man ville se, om elektroderne gav udslag, hvis aben bevægede sig, hvilket også viste sig at passe fint. Under et af forsøgene blev forskeren sulten og rakte ud efter en banan fra en frugtskål på bordet ved siden af. Til hans forbløffelse reagerede elektroderne, selv om aben ikke rørte sig. Gentagne forsøg viste lignende resultater, og forskningen førte frem til opdagelsen af spejlneuroner, der spiller en stor rolle i bl.a. moderne psykologi.

Kiks, kikse, kikset…

Når jeg i min barndom var ude at sparke fodbold, og en fra modstanderholdet stod og skulle til at fyre et straffespark af imod os, så stod vi på sidelinjen og skreg: ”Kiksmarie Kiksmarie” i håb om, at han ville kikse med sit forsøg.

Kikse er en regulær fodboldterm. Vi har det fra tysk kicksen: at sparke skævt/forkert, afledt af kicken, der blev indlånt fra engelsk to kick i 1900-tallet.

Marie blev koblet på som en vits, idet Mariekiks dengang var mere udbredte, end de er i dag, hvor kikseudvalget er betydeligt større.

Vi tænkte ikke over, at der var tale om to helt forskellige slags ”kiks.” Kiksen i Mariekiks kommer fra et andet engelsk ord, som de i sin tid har lånt fra dansk. I 1800-tallet begyndte man at importere kiks fra England, og de kom i pakker under benævnelsen cakes. Det blev i begyndelsen til kegs/kjeks/kakes men endte så som kiks. På norsk hedder de stadig kjeks, mens de på svensk og tysk hedder hhv. kex og Keks.. Skautrup mener, at det er denne sidste tyske form, som vi har overtaget i dansk.

Hvor kommer Marie så ind i billedet? Hun kommer fra Rusland. Storhertuginde Maria Alexandrovna, var datter af Alexander 2. af Rusland og giftede sig med hertug Alfred, den næstældste søn af Englands dronning Victoria. Hun var så populær at London-bageriet Peek Frean bestemte sig for at lave en ny kiks for at fejre, at hun giftede sig ind i den britiske kongefamilie i 1874. I Spanien blev mariekiks (eller Galleta María, som den hedder der) en del af landets kultur og et symbol for den økonomiske opgang efter Den spanske borgerkrig, da bagerierne masseproducerede kiksen pga. overskud og lave priser på hvede. Dengang blev kiksen produceret med et billede af Jomfru Maria på forsiden, men det blev senere fjernet efter protester fra den katolske kirke. Mariekiks produceres i dag verden over, selv i muslimske, hinduistiske og kommunistiske lande (men tilsyneladende ikke i Israel). Marias navn står med store bogstaver tværs over næsten alle fabrikater.

Det engelske grundord: cake kommer så til gengæld fra nordisk; sikkert jysk, idet vikingerne bragte ordet ind i det engelske sprog under Danelagen fra omkring midten af 800-tallet til midten af 1000-tallet, hvor vikingerne (overvejende danske) regerede store dele af det nuværende England. Der er her tale om ordet kaka, der hos os i dag hedder "kage."

At bage brødet så tørt, at det ikke mugnede, var en praktisk måde at konservere det på i en tid, hvor det kneb med konserveringsmetoder. Saltning og røgning gør sig ikke så godt med brød. Derfor så man også andre navne på bagværket. Romerne lavede dem også, og de små ”brød” blev her bagt to gange: først for at bage dem og siden for at tørre dem. De hed derfor (panis) bis coctus: (brød) to gange bagt, og det blev til ordet biscoctum > italiensk: biscotto, > oldfransk: bescuit, (1100-tallet) > engelsk: bescuite (1300-tallet) > bisket (1700-tallet) > og videre til nutidens biscuit. Vi fik ordet i 1600-tallet fra hollandsk, hvor beschuit blev til beskøjt, der var betegnelsen for hårde kiks, brugt som skibsproviantering.

Tyskerne har altid været mindre begejstrede for fremmede ord, så hos dem blev ordet oversat til Zwieback, der er kendt fra 1400-tallet. Det blev naturligvis til vores tvebak.

Det er ikke kun brød, der kan ”bages” to gange. Biscuit er også en fagbetegnelse for en type porcelæn, der er hårdt brændt og uden glasur.

Og kikset? Det er man jo, hvis man kikser socialt. Ordet er næppe mange årtier gammelt i dansk.

Bourgogne

Bourgogne er mest kendt som en vin, der har sit navn efter den region i det midtøstlige Frankrig, hvor den produceres.

Der er vist bred enighed om, at navnet stammer fra folkestammen burgunderne, men herfra er enigheden mindre udpræget. Danskerne (og nordmændene) er ret charmerede af teorien om, at burgunderne skulle være udvandret fra Bornholm, der tidligere hed ”Burgundarholm.” Engelsk, fransk og tysk wiki nævner også teorien, men med mindre overbevisning. Tyskerne mener, at burgunderne stammede fra området omkring floden Wisła (tysk: Weichsel) i Polen. De skulle så have været en tur omkring Bornholm som mellemstation, inden de drog sydpå og landede i Frankrig. Den franske artikel sporer dem tilbage til dansk bronzealder, mens den engelske påpeger, at teorien om den bornholmske oprindelse er omdiskuteret trods sproglige og arkæologiske indicier, der faktisk taler for den.

Hvorom alting er, så drog burgunderne ned i Europa under Folkevandringstiden, der dateres til ca. 200 – 700 e.Kr.

Burgunderne var ikke de eneste folk, der vandrede, og i Danmark kan vi med slet skjult stolthed oplyse, at mange af tidens vigtigste folkeslag på vandring stammede fra det nuværende Danmark.

Flere folkeslagsnavne passer sproghistorisk og geografisk næsten for godt til dele af Jylland, og selv om en tysk wikiartikel minder om, at navnene kan have flere forskellige og ukendte forlæg, så indrømmer den, at selv datidens historiske kilder (latinske og græske historikere) stedfæster disse folkeslag til især den jyske halvø.

Teutonerne, som nogle tyskere ser som deres urfolk, kommer sproghistorisk klokkeklart fra Thy, og selve ordet (þjóð) betyder ganske enkelt ”folk” på norrønt.

Kimbrerne kommer på samme måde fra (C-)Himmerland, og ambronerne fra området omkring øen Amrum (tidligere: Ambrum) i det tyske vadehav lige syd for vores grænse. Sveberne boede mellem de nordtyske floder Elben og Oder. Oder hed Suevus på latin. De historiske kilder oplyser, at frie svebere tilkendegav deres status som frie med en særlig knude i håret, og en sådan kendes både fra romerske relieffer fra antikken og fra et arkæologisk fund i området! De slog sig sidenhen ned i Sydtyskland i det nuværende Schwaben (der omtrent svarer til delstaten Baden-Württemberg).

Haruderne kom fra det tidligere Hardsyssel (ca. det tidligere Ringkøbing Amt).

Jyderne er nævnt som folkeslag – uden nærmere stedsangivelse, men sakserne kom fra Niedersachsen, der ligger i området vest for Hamborg. Det var dem, der slog sig sammen med deres naboer, Anglerne, fra området omkring Flensborg – Slesvig om at overtage den romerske provins Brittania, omkring tiden, hvor romerne røg ud af England ved Romerrigets fald. Navnet ”England” stammer fra Anglerne, der 6-700 år senere blev besejret af Normannerne, der var efterkommere af jyske vikinger, der havde etableret sig i Normandiet. Sakserne bredte sig tværs over Tyskland i et bælte fra nordvest til sydøst, fra Nordsøen til Tjekkiet i det, som i dag kendes som de tre tyske delstater Niedersachsen, Sachsen- Anhalt og Sachsen.

Nogle (fortrinsvis danskere) stedfæster vandalerne til Vendsyssel, mens andre (bl.a. Encyclopedia Brittannica) mener, at de stammer fra Polen eller muligvis fra Sverige, hvor et sogn ved Uppland hedder Vendel. Svenskerne har opkaldt en hel periode af jernalderen efter kulturen derfra: Vendeltiden.

Danskerne havde ikke patent på folkevandringer. Over hele Europa rykkede folk rundt, ikke mindst i tomrummet efter Romerrigets fald.

Skrupler

At have skrupler er at have noget, der gnaver i ens samvittighed.

Ordet stammer længst tilbage fra latin, hvor det oprindeligt var en betegnelse for en lille sten (scrúpulus, diminutiv af scrúpus, sten) i skoen.

Allerede Cicero bruger det figurativt om samvittighedskvaler.

Ordet blev i latin også anvendt som mindste måleenhed i vægt og længde, og denne brug sås også i europæiske sprog op til og ind i 1800-tallet. 

I Danmark var det for apotekerne lig 1/3 kvintin, og da en kvintin var 1/100 af et datidigt pund på 496 gram, var en skrupel således 1,653 gram.

Som længdemål var det angiveligt 1/12 linie, der igen var 1/12 tomme, dvs. 2,18 mm, så her er vi nede i de små størrelser.

Skautrup henfører i Danmark ordet til Holbergtiden, og Holbergordbogen har da også 12 citater med hans brug af ordet. Matthias Moth (ca. 1647-1719) har ordet i sit håndskrevne udaterede Conversationslexicon.

Både tysk og engelsk låner ordet fra fransk, og det gør dansk velsagtens også i 16-1700-tallet. Det kommer til Tyskland i 1500-tallet og til England i 1400-tallet, mens man har et fransk belæg for det fra 1382. Montaigne bruger det i et af sine Essais i 1580.

Det afledte adjektiv: skrupuløs betyder: ”nøjeregnende, omhyggelig, ængstelig…”, mens varianten: skrupelløs betyder ”uden skrupler eller betænkeligheder.” Begge kendes også fra fransk, engelsk og tysk.

Toilet

Kært barn har rigtig mange navne, og det gælder åbenbart også vores aftrædelsessted.

Selve ordet toilet har vi fra fransk, men det går oprindeligt tilbage til latin: tela, en forkortelse af *texla, af verbet texere: ”væve, sammenflette”, jfr. tekstil.

Så toilet(-te), betød oprindeligt et stykke klæde, og dettes anvendelse kom så til at give navn til en række genstande, der involverede det.

Det kunne betyde en tøjsæk eller en dug over det lille bord, hvor man havde hårbørste, hårbånd, kamme, pudder, sminke, flakoner etc. til at smukkesere sig med i 1700-tallet. Herfra bredte det sig til selve pynteprocessen: at gøre sit toilette, eller til selve rummet, der ofte havde et tilstødende aftrædelsesrum, og videre herfra til selve aftrædelsesrummet, sådan som vi bruger det i dag. Når amerikanere i dag går "to the bathroom", er det heller ikke rummets badefaciliteter, de benytter.

Fra sminkebordet bredte det sig til hele udsmykningen, sådan at et toilette i 1800-tallet blev betegnelsen for finere damebeklædning/festkjole.

Den nutidige betydning af toilet skulle ifølge Skautrup - sammen med wc - være kommet ind i dansk ca. mellem 1750 og 1850. I slutningen af 1800-tallet skriver Kristoffer Nyrop om ordet retirade, at det: ”(…) nu er erstattet af ordet toilette eller cabinet.”  Kabinettet slog ikke an, men mange ældre vil kende ordet retirade for de spandelokummer, der stod i baggårdene for mellem et og to hundrede år siden. Dette ord kommer også fra fransk: retirer, der for en gangs skyld ikke stammer fra latin. Forleddet gør: re- betyder noget med ”tilbage”, men sidsteleddet skulle være et germansk ord, oldhøjtysk zeran, hollandsk têren, engelsk tear, der alle betyder noget med at rive eller trække. Hos Holberg er en retirade en militær tilbagetrækning, men Tode bruger ordet om et nødtørftshus i 1801.

Lokum er latin. Det er akkusativ ental af locus, der betyder sted, jfr. adjektivet ”lokal.” Dvs., at det betød: ”stedet”, hvor resten var overladt til fantasien.

Det samme med das, der er en tysk forkortelse for das Häuschen, ”det lille hus”, hvor man så her nøjes med ”det.” Danskere i Tyskland vil måske have undret sig over at se et toilet betegnet som das Abort. Dette har intet med fosterfordrivelse at gøre. Abort kommer af ab: ”væk fra, afsides…” og Ort, der betyder sted. Ordet afløser midt i 1800-tallet det tidligere Abtritt, ”aftrædelsessted.”

I militæret opererer man med latriner. Det kommer fra latin latrina ”toilet, kloak”, af lavatrina ”baderum”, af lavare ”vaske.” Det er den germanske version af samme ord, der ligger bag vores lørdag, tidligere løverdag, der betyder: "vaskedag."

WC betyder som bekendt water closet. Arrangementer med vand, der skyller skarnet væk, kendes allerede fra yngre stenalder og var almindelige i Romerriget. I 1596 udgav Sir John Harington (1561–1612) A New Discourse of a Stale Subject, Called the Metamorphosis of Ajax, der beskriver en forløber for det moderne skylletoilet, der blev installeret i hans hus i Kelston i Somerset. Designet havde en skylleventil til at lade vand ud af tanken og et afvaskningsdesign til at tømme skålen. Han installerede en til sin gudmor dronning Elizabeth I på Richmond Palace.

Allerede i den tidlige industrialisme forfinede man teknikken omkring udskyllet, men gennembruddet for det moderne toilet kom i 1775, hvor den skotske mekaniker Alexander Cumming opfandt vandlåsen. Midt i 1800-tallet var de almindeligt udbredte i storbyer.

Politisk pendul

Pendulord er som bekendt ord, der skifter betydning – ofte til det modsatte, f.eks: bjørnetjeneste, patetisk, forfordelt, være i vælten m.fl.

I det politiske sprog er det sket flere gange, at ord er penduleret frem og tilbage, alt efter den historiske og kulturelle sammenhæng.

I sin analyse af sproget i Nazityskland skriver Victor Klemperer profetisk omkring 1933 bl.a: "Jeg tror, at man vil tænke på Hitlertyskland og kun Hitlertyskland. Når ordet koncentrationslejr bliver brugt i fremtiden." [1]

Ordet går angiveligt tilbage til den spansk-cubanske tiårskrig 1868-1878, hvor de spanske myndigheder havde så mange problemer med, at befolkningen ude i landdistrikterne støttede den cubanske frihedsbevægelse, at man valgte at samle (”koncentrere”) den i lejre, der med tiden udviklede sig til dødslejre.

Ganske det samme skete i Boerkrigene, hvor de britiske styrker etablerede forfærdelige lejre for den hollandske – i øvrigt stærkt racistiske – boerbefolkning, lige som amerikanerne anvendte dem i den filippinsk-amerikanske krig 1899-1902. Termen concentration camp blev især kendt fra Boerkrigene, hvor de også blev benævnt som compounds.

De blev i samtiden set som nødvendige og konstruktive modforanstaltninger, og som sådan opfattede nazisterne dem vel også.

Klemperer behandler også ordet fanatisk. Det kommer af det latinske ord: fanum, der betyder tempel, så de oprindelige romerske fanatikere var dem, der holdt sig til templerne og var meget religiøse, modsat de profane, af pro (foran/uden for) + fanum: Dem, der holdt sig fra templerne og ikke var religiøse. Ordet fik tidligt en nedsættende betydning enten om dem, der var overdrevent religiøse eller senere under kristendommen om kristne sekter, der afveg fra den rette (ie. pavestolens) tro. I 1520 er der et engelsk belæg for, at ordet direkte betyder "sindssyg." 

I Hitlertyskland var fanatisme et udpræget positivt ord, der blev hæftet på dem – ikke mindst soldater – der kæmpede for Det Tredje Rige; underforstået på den måde, at de slog al selvstændig og kritisk tankegang fra og hærgede uhæmmet løs.

Nazisterne pendulerede ordet til den positive betydning, fordi det lå så godt i tråd med nazismen. 1700-tallets franske oplysningsfilosoffer betragtede det logisk nok yderst negativt, og i løbet af 17-180-tallet blev ordet i stigende grad anvendt om politiske i stedet for religiøse anskuelser, og det var herfra, at nazisterne fik smag for ordet.

Siden Anden Verdenskrig er ordet igen blevet et negativt begreb, også i Tyskland, og Klemperer ser beviset i, at mens det var populært og allestedsnærværende under nazismen, er det siden reelt udryddet af sproget (i al fald i nogen positiv betydning).

Det Tredje Riges betegnelse for folkeoplysning var: propaganda, et ord, der var så entydigt positivt, at man oprettede et helt ministerium for det, med Goebbels som minister.

Siden Anden Verdenskrig har ordet været udelukkende negativt ladet.

Det stammer oprindeligt fra 1622, hvor pave Gregor XV indstiftede Sacra Congregatio de Propaganda Fide, “Den hellige sammenslutning for udbredelse af troen,” men der skulle åbenbart en Hitler til at fordreje ordet 300 år senere; også denne gang i en politisk kontekst.

[1] Klemperer, Victor: LTi Lingua Tertii imperii. ISBN 978-87-991818-0-3 p. 51.

Mon

”Will she mon wait for me?” synger nisserne i The Julekalender.

”Mon” er et godt dansk ord. De har det ikke rigtigt på engelsk, tysk, fransk og måske alverdens andre sprog. De er nødt til at omformulere med flere ord, hvor vi i dansk hurtigt, sikkert og præcist får formidlet vores tvivl gennem det lille ord.

Ordets historie er også lidt løjerlig. Det er i dag et adverbium men er født som et verbum. Verbet har faktisk overlevet indtil i dag og figurerer endnu i Den Danske Ordbog (DDO), der dækker tiden fra ca. 1950 til nutiden. Det tilføjes dog, at anvendelsen er højtidelig eller spøgende, og de bringer et citat fra 1998, der netop er spøgende.

Skautrup noterer, at ordet bruges ganske hyppigt af Grundtvig. Hans seneste omtale af ordet gælder 1907-oversættelsen af Det ny testamente, hvor man går over til den moderne stavemåde mon i stedet for det ældre monne.

Ordbog over det Danske Sprog (ODS) dækker perioden fra ca. 1700 til 1950, og slår man ordet op her fremgår det, at det bruges hyppigt. Her ses en artikel på omkring tre normalsider med talrige citater, tre betydninger og to underbetydninger.

DDO og ODS findes på www.ordnet.dk og deres tredje afdeling hedder https://ordnet.dk/korpusdk , som de beskriver som: ”En samling tekster fra omkring 1990 og 2000 til sproglige undersøgelser.” Det er sprogligt den mest opdaterede gennemgang af ordforrådet. Her kan man bl.a. finde ord, der er så meget på vej ind i sproget, at de bliver anvendt i skrift, men som endnu ikke er så veletablerede, at de har fået plads i DDO.

Hvis man slår ”mon” op her, så bringer de 3430 citater, men hvis man forsøger sig med verbet: ”monne”, så er der kun otte, alle fra før år 2000. Et af dem (1985) er af William Heinesen, der kender verbet fra sit færøske modersmål, to af dem er spøgende anvendt, og resten optræder som citater fra tidligere århundreder, så alt tyder på, at verbet er gået af brug i moderne dansk men stadig forstås af mange.

 I norrønt er verbet en helt integreret del af sproget og anvendes meget hyppigt. ”Han har tænkt sig at komme” udtrykkes som: ”Han mon komme.”

Det hører på norrønt til de sjældne modalverber (mådesudsagnsord), hvor infinitiv og præteritum er identiske lige som på dansk, f.eks: kunne, skulle, måtte…

Betydningen af tvivl i vores nutidige adverbium må stamme fra anvendelsen i spørgsmål, f.eks. norrønt: ”Munu þeir koma?” > ældre dansk: ”Monne the kome?” > nudansk: ”Mon de kommer?”

Cool

Et engelsk ord, der har gået sin sejrsgang i den vestlige verden til dansk, norsk, svensk, tysk, fransk osv…

I dansk er ordet kendt fra 1961, i svensk og norsk går det længere tilbage. En norsk etymologisk ordbog henviser til lån fra svensk, og en svensk (fra 1975) til muligt lån fra finsk < kyllä, men den nutidige brug stemmer helt med det amerikanske cool, som vi kender så godt fra filmene.

Betydningen er kendt: ”kølig” mht. sindstilstand, ikke overophedet eller ude af sig selv.

Det stemmer helt med udtrykket ”at være kold over for noget,” og der er yderligere et ældre og beslægtet udtryk for noget derhenad: nonchalant.

Dette ord stammer fra fransk nonchalant egentlig ”som ikke bryder sig om (noget)”, dannet af non- ”ikke” og chaloir ”bryde sig om”, af latin calere ”være varm.” Der kendes et fransk belæg fra 1294; i tysk kendes nonchalance fra anden halvdel af 1600-tallet, og nonchalant fra begyndelsen af 1700-tallet. I engelsk kendes det fra 1734. Skautrup placerer indførelsen af ordet til nyere dansk (1750-1870), og ODS’ eksempler stammer også derfra, mens ordet ikke ses hos Holberg.

Ordet cool er et godt eksempel på et låneord, oven i købet fra engelsk, der faktisk - til forskel fra mange andre anglicismer - beriger sproget: Jeg har svært ved at komme i tanker om, hvilke ord vi brugte for det samme, før det kom ind i dansk.

Engelske dyr

Denne gange handler det kun indirekte om dansk: I 1066 blev England erobret af Wilhelm, en normannisk vikingeefterkommer af sandsynligvis oprindelig dansk afstamning.

Normannerne slog angelsakserne og etablerede både et nyt styre og en ny kultur, ikke mindst da de etablerede sig som landets overklasse. Den sproglige indflydelse var også betydelig.

En pudsig detalje er fordelingen af angelsaksiske og romanske (normanniske) betegnelser for husdyrene. Der kommer en tendens til at bruge det angelsaksiske ord om det levende dyr på marken og det normanniske om kødet fra det på middagsbordet.

En ko hedder cow, af oldengelsk cu, jfr tysk Kuh, norsk, ku, dansk og svensk ko osv. i de øvrige germanske sprog, men koens kød hedder beef. Dette ord kunne endnu i 1300-tallets engelsk bruges om det levende dyr, men betydningen går som bekendt over til selve kødet. Det er et normannisk ord fra oldfransk buef, af latinsk oprindelse: bos (v’et/f’et er tabt i nominativ men ses i f.eks. akkusativ og genitiv: bovem / bovis).

Det samme gælder kalven, hvor det levende dyr hedder calf, jfr tysk Kalb, nordisk kalv…, mens kalvekødet hedder veal, som normannisk havde fra oldfransk veel, tidligere vedel af latin vitellus, diminutiv af vitulus, der også betyder kalv.

For fårenes vedkommende brugte man et vestgermansk ord til selve dyret, oldengelsk sceap, tysk Schaf, som vi ikke har i nordisk. (betegnelsen for hunfåret: ewe, ses til gengæld ikke kun i alle nord- og vestgermanske sprog men også i de romanske, hvor det på latin hedder ovis). Men da normannerne kom til, fik kødet sin egen betegnelse: mutton, jfr. mouton: ”får”, der kommer af et gallo-romansk ord af keltisk oprindelse.

Et rådyr hedder deer, jfr. nordisk dyr og tysk Tier, men kødet fra det hedder venison, af oldfransk venesoun, der kommer af det latinske venationem (nominativ: venatio), ”jagtvildt”, af venatus, der er præteritum participium af venari, der betyder at jage eller forfølge.

Et svin hedder som bekendt pig, et ord af ukendt oprindelse og som ikke kendes fra andre sprog. Det afløser omkring oldengelsk/middelengelsk det ældre ord swine, der dog stadig lever og er kendt i alle germanske sprog. Men når det kommer på normannernes bord, hedder det pork, af normannisk porc (som det stadig hedder på fransk), fra latin porcus: ”tamsvin.” (Norden har til gengæld sit eget ord: gris, der fandtes i middelengelsk men som ellers er ukendt i andre germanske sprog. Man kender ikke oprindelsen).

Dove / pigeon er et angelsaksisk (germansk) hhv. romansk ord, men dels er der ikke nogen dyr/kød-forskel på de to ord, og dels kommer pigeon først til sent i 1300-tallet.

Fæ og kvaj

To skældsord, der er degraderet fra en tidligere hæderværdig status.

I betydningen har de rødder helt tilbage til bondestenalderen, der i Mellemøsten går omkring 12.000 år tilbage. Landbruget har altid leveret to hovedprodukter: dyrene og afgrøderne, og fæ og kvaj – eller rettere: kvæg – var betegnelser for dyrene.

Kvæg går tilbage til et germansk adjektiv: ”kvik” (stavet på forskellige måder i de forskellige sprog). Ordet betyder egentlig ”levende” men får mange steder bibetydningen ”hurtig, rap…”, som i dansk og engelsk i dag.

Hovedbetydningen på norrønt er ”levende”, og man har i norrønt en sammensætning med det andet ord: kvikfé, der betyder ”kvæg, levende (hus)dyr).”

Ordet er udbredt i hele det indoeuropæiske sprogområde; i latin optræder det som vivus og på græsk som bios.

Fæ har en lige så ærværdig ælde, men en videre betydning. Det betyder også ”husdyr”, men samtidig også alle andre værdigenstande. Det bliver tit oversat til ”gods.” Før penge blev opfundet blev formuer ikke sjældent opregnet i antal kvæg.[1] Den gotiske variant: faihu betyder ”penge” og mens den latinske: pecus, betyder ”kvæg”, så handler afledningen: ”pekuniær” om økonomi.

”Liggendefæ” findes ikke i Den Danske Ordbog (dansk fra ca. 1950 til nutiden), men Ordbog over det Danske Sprog (dansk fra ca. 1750 til 1950) har ordet og forklarer det som: ”gods ell. forraad, som man gemmer paa; især: rigdom(me), bestaaende i løsøre ell. (navnlig) penge, ædle metaller olgn.; skat(te); klenodie(r); kostbarhed(er);” Skautrup har ordet med under Nyere Dansk (1350 – 1500) og Reformationstiden og tilføjer, at det i bibeloversættelsen af 1907 bliver erstattet af ordet "skatte".

[1] Som det ses helt op til nutiden i Botswana, iflg. Alexander McCall Smiths roman: Damernes detektivbureau nr. 1.Den kan anbefales. Det er en underfundig blanding af Peter Plys og Miss Marple.

Matros og kumpan

De to ord har meget forskellige betydninger, men sjovt nok betyder de muligvis oprindeligt nogenlunde det samme: En person, som man har madfællesskab med.

Der er både usikkerhed og diskussion om oprindelsen til ”matros.”

Ordet spores tilbage til mellemfransk (13-1700-tallet) i formen mathenot, og ses en enkelt gang i mellemhollandsk i formen mattenoot. Sidsteleddet betyder ”fælle” og førsteleddet tolkes som muligvis en form af ordet ”måtte”, der skulle være en kortform af Hängematte, der betyder hængekøje. Ordet skulle her betyde den, som man deler sin hængekøje med på skibet, og ordet skulle i så fald være indlånt i fransk fra hollandsk.

De fleste fra Tyskland og Norden hælder dog til, at det skulle være et normannisk (og dermed nordisk) indlån i fransk af det norrøne ord mǫtunautr, der betyder ”mad-fælle”, en, man deler mad med/spiser sammen med.

Ordet skulle så være kommet fra fransk ind i hollandsk og derfra til yngre nydansk (1700-t…), hvor vi lånte en del maritime udtryk fra hollandsk. (Til gengæld lånte franskmændene en hel del nordiske maritime udtryk fra normannerne i vikingetiden, herunder angiveligt mǫtunautr).

Kumpan er mere enkelt. Det stammer fra latin: cum ”med” + panem ”brød”, dvs. ”en, som man deler brød/mad med.”

Ordet er kendt i dansk siden 1347 og er samme ord som ”kompagni”, som bl.a. kendes fra militært sprog i 1600-tallet.

Læse

Det er samme ord på norsk, svensk, islandsk og tysk.

Ordet har oprindeligt noget at gøre med ”at samle op / høste”, og mange vil huske ordet Spätlese fra tyske vinetiketter, hvor det er en betegnelse for vin, produceret af druer, der er høstet sent og derfor ekstra modne.

De romanske sprog bruger aflæggere af det latinske lego, der bl.a. også betyder at indsamle.

Men også her går englænderne deres egne veje. Deres read går helt tilbage til danskertiden og brugen af runer. De vikinger, der fra 886 til 1066 besatte en stor del af det sydlige og centrale England brugte runer, og runer læser man ikke; man råder dem, eller på norrønt: ráða rúnar, og denne sprogbrug er, som det er tilfældet med en mængde andre nordiske ord, trængt ind i datidens engelsk

Der kendes ikke ret mange engelske runeindskrifter i forhold til fundene i Skandinavien (godt 30 stk.), men de lokale angelsaksere havde helt fra 500-tallet deres egen version af runealfabetet. Det er den, som Tolkien anvender i Ringenes Herre.

Pastil

Vi får ordet med den begyndende udvikling i lægevidenskaben i 1700-tallet. Det kommer via fransk pastille fra spansk pastilla, diminutiv af senlatin pasta 'dej, masse'. Pastiller var, lige som piller, små kugler, trillet af en dej, tilsat lægemidler eller smagsstoffer.

Ordet er i praksis, men sprogligt på ingen måde beslægtet med det følgende:

Pistil.

Pistillen blev brugt af apotekeren til at støde de ingredienser i morteren, som skulle tilsættes til dejen/pastaen, som man fremstillede pastiller af.

Ordet kommer af latin pistillum, der er afledt af ordet pinsere, der betyder: 'stampe, knuse'.

Den engelske variant: pestel kendes fra midten af 1300-tallet, hvor den nok var mere kendt i husholdningerne end på datidens apoteker. På den tid var det in at krydre maden kraftigt med peber, kanel, nelliker, kardemomme og andet godt, der ofte skulle stødes til pulver, der kunne drysses i maden.

Ordet er naturligvis ikke sprogligt beslægtet med det følgende:

Postil

Postiller bruges ikke meget længere af andre end præster. Det er samlinger af prædikener over de bibelske tekster, der bruges gennem kirkeåret. Ordet kommer af den latinske version af hver af prædikenernes begyndelsesord: post illa verba scripturæ 'efter disse skriftens ord'.

Jesper Brochmand, der var biskop over Sjælland fra 1638 til sin død i 1652, skrev og udgav i 1635 en huspostil: «Sabbati sanctificatio eller gudelig betænkning over alle evangelier og epistler på søndage og alle hellige Dage». Den blev efter sigende den danske almues kæreste andagtsbog gennem to århundreder, men i enkelte latinskoler vakte den åbenbart ikke disciplenes udelte begejstring, idet ”Jesper Brochmands Huspostil” angiveligt gik under navnet ”Jesper husmands brokpistol.”

Pistol

Som håndvåben dukker pistolen op i 1500-tallet, men tankerne om ordets oprindelse er delt i to:

Nogle mener, at det kommer fra et tjekkisk ord: píšťala, der betyder ”pibe, fløjte” og blev brugt om de små håndkanoner, der anvendtes i Hussiterkrigene i 1420’erne. Det blev så til pistole i tysk, og spredte sig herefter ud i Europa, hvor det bl.a. kendes fra fransk i 1566 og engelsk fra 1570.

Andre mener, at det stammer fra den toscanske by Pistoia, der var kendt for sin våbenfremstilling.

Ordet kendes også som betegnelse for en spansk guldmønt, der blev præget fra 1537. Det menes, at det er et fransk slangord, da det ikke kendes fra spansk. Men det bredte sig siden, og der blev 100 år senere præget pistoler i både Irland og Tyskland. Læsere af De tre musketerer vil nok huske ordet, da Dumas yndede det.

Det er også et navn. Shakespeare har en karakter: ancient (dvs. ensign: ”fanebærer”) Pistol, der optræder i tre af hans stykker, bl.a. De lystige enker fra Windsor. Han er brovtende og selvoptaget og beretter vidt og bredt om sine bedrifter i kampene, mens han reelt er en kujon. Den sidste, der blev henrettet under Ceaucescu i Rumænien (1987), hed Ion Pistol. Han blev skudt for at have dræbt sin mor med adskillige øksehug, og hans sidste måltid var en løgomelet.

Pastel

Dette ord har til gengæld samme oprindelse som pastillen: Det kommer også af latin: pasta, men i dette tilfælde er ”dejen” lavet af kridtpulver iblandet farvestoffer og tørret i aflange stænger til det farvekridt, som i dag stadig kan købes i legetøjsforretninger, så at børnene kan tegne på fortovet.

Det er som bekendt nogle ret blegfisede farver pga. det hvide kridt, og det er netop dem, der dermed kaldes pastelfarver.

Pustel

For fuldstændighedens skyld må dette ord med, men oprindelsen er ganske simpel: Det kommer af latin: pustula: ”blære,” der muligvis igen er afledt af pus: ”betændelse.”

Ordet dukker op i fransk og engelsk omkring 1400-tallet og kendes fra tysk i 1600-tallet. Det optræder ikke i DDO, men ODS har tre eksempler med det ældste fra 1810.

Hybenkradser

Krydret vin var allerede yndet det gamle Rom, hvor det hed conditum paradoxum, og populariteten fortsatte op gennem middelalderen, hvor det fra slutningen af 1300-tallet blev kaldt ipocras/ypocras efter den græske læge og filosof Hippokrates (c. 460 – c. 370 fKr.), muligvis fordi drikken skulle filtreres gennem et manicum hippocraticum, et ”hippokratisk ærme”, en lang kegleformet si af stof, som han og senere læger brugte til at filtrere medicinske afkog i.

Drikken blev tillagt både helbredende og potensfremmende kvaliteter og var yderst populær; nok mest i velhavende kredse, da krydderierne var særdeles kostbare. Tysk wikipedia karakteriserer den som en stærkt sødet kryddervin.

Fra ca. 1500-tallet blev den kaldt hypocras og der verserede en række opskrifter, hvis grundbestanddele ud over vinen var sukker (der dengang også blev betragtet som et lægemiddel), kanel, ingefær, nellike, guineapeber og langpeber (piper longum, beslægtet med sort peber). Et engelsk manuskript specificerer, at versioner, sødet med sukker, var for adelen, mens dem med honning var til jævne folk.

Drikkens popularitet fortsatte op gennem både høj- og senmiddelalderen, mens den i løbet af 1700-tallet gik af mode, men nogle mener, at den inden da blev forlægget for spaniernes sangria, og mon ikke glöggen også har sine rødder i den.

Den produceres stadig kommercielt enkelte steder i Europa, men man kan da bare lave den selv, hvis man er nysgerrig.

En fransk opskrift lyder som følger:

Man tager fire flasker vin efter egen smag og hælder dem i en passende beholder.

Herefter tilsættes:

-      8-10 kardemommefrø

-      Et nøddestort stykke revet ingefær

-      6-8 kanelstænger

-      12 kryddernelliker

-      Et dusin sorte peberkorn

-      20 korianderkorn

-      6-8 enebær

-      6-8 blade macis: Blade, der dækker muskatnødden. Lidt mildere i smag end denne.

-      4-6 stjerner stjerneanis

-      Et dusin ikke smuttede mandler

-      200 g. honning eller 2-3 spsk. brun farin.

Lad det trække 2-3 dage; filtrer det og hæld det på flasker.

I disse holder det sig 2-3 år i en kølig vinkælder eller en måned i køleskab.

Det anbefales at smage på mosten undervejs i trækkedagene og justere med de anvendte krydderier efter egen smag. Og synes man, at det er voldsomt med fire flasker, kan man jo nøjes med én og bruge en fjerdedel af de nævnte angivelser.

Både rød og hvid vin kan bruges men giver naturligvis forskellige resultater.

Jeg har prøvet med en liter rødvin. Det første smagsindtryk var ikke så krydret, som jeg havde forventet, så jeg doblede krydderierne op og tilsatte en lille teske lakridspulver. Det resulterede i en charmerende og velsmagende kryddervin.

Iflg. ODS er en hybenkradser på dansk grund blevet til en drik spiritus, gerne en bitter en af slagsen.

Der er en anden gammel alkoholisk drik med et navn med græske rødder:

Dram

I dag er det en alkoholisk genstand, men det var oprindeligt en græsk vægt- og rumfangsenhed.

Det græske ord betyder egentlig ”en håndfuld”, og vægtenheden var 4.37 gram.

Dette var muligvis vægten på den mønttype, der vandt stor udbredelse i oldtiden, som brugtes i Grækenland, indtil euroen tog over, og som ellers ses i dag i den armenske dram og mange muslimske landes dirham.

I de engelsktalende lande, hvor man bruger avoirdupois-vægtsystemet, er dram den mindste vægtenhed: 1,772 g, lig med 1/16 af en ounce, som er 1/16 pound og så videre op til et long ton, som er 1016 kg.

En drakme var en dagløn i oldtidens Grækenland, men i renæssancen ses ordet også brugt som volumenenhed. Det var sandsynligvis apotekerne, der tidligst anvendte denne enhed, men ”en dram” blev iflg. Skautrup hos os allerede i 1500-tallet almindeligt anvendt om en genstand alkohol.

Den amerikanske hhv. britiske dram er på 3.7 / 3.6 cl., mens vores genstand typisk er på omkring 4 cl. Spiritus.

I USA er Dram shop en betegnelse for et sted med spiritusbevilling, mens briternes brug af dram særligt gælder skotsk whisky, jfr. whiskylikøren Drambuie, hvis navn hævdes at stamme fra skotsk gælisk: an dram buidheach ("the drink that satisfies").

Jeg har derimod ikke umiddelbart kunnet finde belæg for brugen af dram om spiritus fra andre steder end dansk og engelsktalende lande.

Transmogriffer

Jeg er den lykkelige ejer af Steen og Stoffers samlede værker, som jeg har læst flere gange med stor fornøjelse og i øvrigt lært meget af, da jeg selv har tre sønner.

På et tidspunkt opfinder Steen en transmogriffer, og da jeg så ordet, var jeg spontant overbevist om, at ordet måtte være Steens opfindelse.

Jeg blev derfor meget forundret over senere at møde det i en helt anden sammenhæng.

Jeg tjekkede ordet, og det viser sig at det optræder allerede i midten af 1600-tallet, både som verbum og substantiv. Oprindelsen er ukendt.

Så forfatteren Bill Watterson har ikke beriget verden med dette ord. Men han har derimod fået indført et andet, der angiveligt er ved at vinde indpas i faglige kredse: Steen er utilfreds med betegnelsen: The Big Bang om universets oprindelse og foreslår i stedet: The Horrendous Space Kablooie (dansk: Det Koloenorme Megasplat). Mange forskere er åbenbart faldet for denne betegnelse, der så er blevet populariseret til HSK i flere videnskabelige artikler.

Kilder:

 Mine kilder er dels etymologiske ordbøger:

-      Gyldendals røde Dansk etymologisk ordbog af Niels Åge Nielsen (1969).

-      Jan de Vries’: Altnordisches etymologisches Wörterbuch (1977).

-      Elias Wessén: Våra ord (1975).

Hertil kommer net-ordbøger, først og fremmest https://ordnet.dk med:

-      https://ordnet.dk/ddo Den danske Ordbog, med opslag fra ca. 1950 og til op mod nutiden.

-      https://ordnet.dk/ods Ordbog over det Danske Sprog, med opslag fra ca. 1750 til 1950.

-      På https://ordnet.dk ligger der flere ældre danske ordbøger, som jeg lejlighedsvist har været omkring.

-      https://www.etymonline.com/ : En engelsk etymologisk ordbog.

-      https://www.dwds.de/d/wb-etymwb/ : En tysk,

-      https://www.cnrtl.fr/etymologie/ : og en fransk.

Jeg benytter også Peter Skautrups: Det danske sprogs historie I-IV (1944-1968).

Tidsskriftet SKALK har været inspirationskilde i nogle tilfælde.

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (1956-1978) er lejlighedsvist benyttet.

Men hovedinspirationskilden er og bliver nok https://en.wikipedia.org på forskellige sprog.

Det har været diskuteret meget, om Wikipedia er en pålidelig kilde eller ej, og de har selv en yderst omfattende artikel om det: https://en.wikipedia.org/wiki/Reliability_of_Wikipedia .  Her bringer de selv en række graverende eksempler på misbrug af siden og manglende korrigering af dette, men mit indtryk er, at fejl i det store og hele bliver rettet temmelig hurtigt. Døgnet rundt sidder kompetente og gode mennesker fra hele verden på spring for at fange og udbedre sådanne fejl. Da jeg for nogle år siden tjekkede H. C. Andersen på engelsk Wikipedia, havde en spøgefugl tilføjet, at hans mor var advokat. Da jeg tjekkede igen et par minutter senere, var fejlen rettet. Da jeg i en dansk Wikipediaartikel om kampe i Stillehavskrigen læste: Amerikanerne angreb støttet af indfødte japanske stillinger i bjergene, så undrede det mig dels, at japanerne støttede amerikanerne og dels, at japanere på en stillehavsø kunne betegnes som indfødte. Efter lidt refleksion gik jeg ind i artiklen og tilføjede kommaer efter angreb og indfødte, og så gav det hele pludselig meget bedre mening. Jeg har rettet en del flere fejl i danske artikler, og pudsigt nok handler det ofte om fejloversættelser fra norsk.