Wellerismer

Intro

Ordet "Wellerismer" stammer fra Dickens´ roman: Pickwick klubben, fra 1836. Pickwick og hans tre venner roder sig ind i mange forviklinger under en rejse i England og hjælpes af hans slagfærdige cockneytjener Sam Weller, der bl.a. ynder talemåder af typen: A: Et udsagn. B: ”sagde NN” og C: En slutbemærkning, der sætter de to første i humoristisk lys: 

Der skal nogen til det værste, sagde drengen. Han skulle i skole.

De giver et til tider fascinerende indblik i en svunden og mere barsk tid med en anden kultur end den, vi har i dag.

• Det både varmer og pynter sagde kællingen. Hun havde fået nyt gebis.

• Er det ikke det ene, så er det det andet, sagde pigen. Hun fik næseblod.

• Ud med den, sagde faderen til sønnen. Han havde slugt en firskilling.

• Renlighed er en god ting, sagde kællingen; hun vendte sin særk nytårsaften.

• Arbejde før fornøjelser sagde sheriffen. Han hængte to kvægtyve før han bankede børnene

• Skævt fordelt, sagde manden. Der var kun en tredjedel snaps i hans kaffepunch.

• Nu sidder vi alle godt, sagde katten; den sad på stegen.

• Natten er vor egen, sagde den fynske bondepige – og så gik hun i seng.

• Jeg tror, jeg tror, sagde præsten - og gik i vandet.

• Megen skrig og liden to (uld), sagde bonden, da han klippede sin so.

• Velkommen i det grønne, sagde fanden. Han satte sin mor i nælderne.

• Det går over, sagde manden; der var ild i hans hår.

• Guds vilje ske, sagde pigen. Hun lagde sig under præsten.

• Når jeg har én mere end den, jeg lurer på nu, så har jeg to, sagde lystfiskeren.

• Hver sin smag, sagde kællingen. Hun kyssede sin ko.

• Ak! Hvem der bare lå i sin gode seng, sagde den dovne karl. Han sad på sengekanten.

• Den må vi lige øve lidt mere, sagde bedemanden. Kisten faldt af rustvognen.

• Man kan vænne sig til alt, sagde manden. De var ved at hænge ham.

• Bevar mig vel, sagde Farao. De var ved at balsamere ham.

• Skal der være gilde, så lad der være gilde, sagde kællingen. Hun stegte den anden sild.

• Sikke vi gungrer, sagde musen. Den gik over broen sammen med elefanten.

• Lidt har osse ret, sagde myren. Den tissede i havet.

• Det var sjovt, så længe det varede, sagde manden. Han faldt ned fra kirketårnet.

• Det er godt, at det findes men kedeligt, at det behøves, sagde pigen og købte parfumen.

• Alt med måde, sagde skrædderen. Han bankede konen med det lille alenmål.

• Al begyndelse er svær, sagde tyven. Han stjal en ambolt.

• Jeg kender vel karse sagde bonden. Han åd skarntyde.

• Det kommer igen, sagde bonden. Han gav sin so flæsk.

• Det hjælper fandeme sagde drengen. Han fik en røvfuld, fordi han bandede.

• Det fylder alt sammen, sagde skrædderen; han slugte en nyfanget lus.

• Det smager da af fugl, sagde kællingen. Hun kogte suppe på den gren, som kragen havde siddet på.

• Det var held i uheld, sagde drengen; koen sked på hans mellemmad, men smørsiden vendte nedad.

• Vi flytter, vi flytter, sagde nissen; han sad på det bagerste læs.

• Det er så yndigt at følges ad, sagde manden. Han trak sin kone efter sig ved håret.

• Ind i rækken, ind i rækken, sagde manden. Han havde kun en ko.

• Det var tanken, sagde manden. De spurgte, om han skulle på tugthuset.

• Man skal ikke bøje sig, sagde manden. Han sked stående.

• Det gav luft, sagde manden. Præsten gik hjem.

• Okay okay, så går jeg, sagde manden. Fire karle baksede ham ud af kroen.

• De tager da af for noget, sagde manden. Han bar støvlerne på ryggen i regnvejr.

• Det er godt det hele, først det ene, så det andet, sagde manden. De spurgte ham, hvilken vin han ville have.

• Var der ikke andre end mig, sagde manden, så var jeg den bedste.

• Det var sære gryn, sagde manden. Han malede muselort.

• Der bliver ingen sjov, før jeg kommer, sagde tyven. Han skulle hænges.

• Det går strålende, sagde Tordenskjold. Han havde kun én mand tilbage, og han sad og græd.

• Og det kalder de fastlandet, sagde matrosen. Han dinglede pissefuld hen ad fortovet.

• Ringe tider, ringe tider, sagde bedemanden. Der dør ikke flere end to om ugen nu.

• Nu skal vi få se, hvem der er herre i huset, sagde skrædderen. Han krøb ned under bordet.

• Sådan skal bonden have det, sagde kræmmeren. Han blandede sand i sukkeret.

• Tal dansk din tyske hund, sagde bonden til franskmanden.

• Guds ord får man aldrig for meget af, sagde manden. Han langede konen en med Bibelen.

• Der er langt hen, sagde bonden. Han skød efter månen.

• Alt har en ende. Gud give, at jeg ingen havde, sagde drengen. Han skulle have smæk.

• Endelig, sagde pigen. Hun blev forlovet, da hun var sytten.

• Jeg vil takke alle, som har hjulpet til, sagde pigen. Hendes barn blev døbt.

• Det skal da prøves, sagde pigen. Hun skulle giftes.

• Tjenestefolkene er såmænd gode nok, sagde konen. Hvis bare de ikke skulle have mad.

• Bare den side, der vender mod præsten, sagde konen. Hun vaskede halvdelen af barnets ansigt.

• Jeg skal aldrig stjæle pølse mere, sagde kællingen. Tror jeg nok, sagde hun, da bidden løsnede sig.

• Krummer er også brød, sagde Fanden. Han slugte en skrædder.

• Ørerne ligner da en kanins, sagde manden. Han var nødt til at spise æselkød.

• Takker for æren, sagde manden. De kyssede hans kone.

• Et æg er et æg, sagde degnen. Han tog det største.

• Hvis jeg ikke æder dig, så æder du mig! Sagde hyænen til lammet.

• Bedst at vaske sig herefter, sagde bonden. Konen fik et negerbarn.

• Man kan vænne sig til alt, sagde matrosen. Præsten talte til ham om helvede.

• Jo tak. Herfra klarer jeg det selv, sagde skipperen. Han havde ligget og bedt, mens faren stod på.

• Vi leger, det er vand, sagde Karen Hans Smeds. Hun drak til pægls med Tykke Maren.

• Hvad gør tysken ikke for penge, sagde kællingen. Hun så en abe danse.

• Gud hjælpe os alle tretten, sagde pottemageren. Han faldt i åen med et dusin potter.

• Hårde tider, sagde vagabonden. Han fik stryg i stedet for kaffe.

• Kunsten stiger, sagde degnen. Han blæste alle alterlysene ud med én fjært.

• Tiden skal gå med noget, sagde manden. Han tævede konen, mens det var regnvejr.

• Jeg tager synden på mig, hvis du tager mig på dig, sagde præsten. Han ville ligge med pigen.

• Der er syn for sagn, sagde pigen. Hun tabte et barn midt under dansen.

• Så blev jeg da fri for podagra, sagde soldaten. En kanonkugle rev begge hans ben af.

• Det svier, men det svier godt, sagde drengen. De gav ham brændevin.

• Nej, jeg skal have en student, sagde pigen. For mine knæ er så spidse.

• Forandring fryder, sagde manden. Han kyssede sin kone.

• Her findes meget småt og godt, sagde fanden. Han kiggede i Bibelen.

• Der har vi spillet gående, sagde fanden. Han havde lirekassemanden på ryggen.

• En uskyldig fornøjelse, sagde præsten om kortspillet. Han sad i held.

• Sort i sort, sagde fanden. Han slog sin oldemor i røven med en jydepotte.

• Der var ingen glæde ved den sorg, sagde kællingen. Hun kom til at græde ved den forkerte grav.

• Det er bare fedt, sagde bonden. Han kom smør på flæsket.

• Det skal smage af noget, sagde kællingen. Hun fes på kålen.

• Det trækker sig nok i rette, sagde skrædderen. Han syede ærmerne til lommehullerne.

• Det kommer ikke mig ved, sagde den skaldede. Han fandt en kam.

• Hvad man skal, det skal man, sagde drengen. Han gik i gang med den største melmad.

• Sildigt kom han og tidligt gik han, sagde pigen. Jeg ved såmænd ikke, hvem han var.

• Dårligt selskab, sagde tyven. Han gik til galgen mellem en bøddel og en munk.

• Du kan sagtens synge, sagde bonden til lærken. Du skal ikke betale skat.

• Gudskelov at der er løgn til, sagde manden. Han så degnen ligge hos hans kone.

• Råd mig godt, sagde pigen, da hun ville giftes, men råd mig ikke fra det.

• Gudskelov den var ren, sagde konen. Hendes mand fandt hendes karklud i kålgryden.

• Her er min lille rede, sagde lusen. Den sad i skægget.

• Kors i røven, sagde præsten. Han satte sig på Bibelen.

• Det var en slem overgang, sagde ræven. De tog hans bælg (skind).

• Hvor man har fået sin skade, skal man også have sin oprejsning, sagde pigen. Hun lod karlen ligge hos sig endnu en gang.

• Bedre er noget end intet, sagde ulven. Han slugte en myg.

• Alt med måde, sagde manden. Han drak brændevin af pottemålet.

• Mørket generer mig ikke, sagde karlen. Han gik på tyvetogt.

• Frisk mod er en god ting, sagde skrædderen. Han var oppe at slås med en loppe.

• Hvad tjener mened til om ikke til at bruges, sagde advokaten.

• Det var fejl kone, det, sagde manden. Han var gået i seng med pigen.

• Hver sin lyst, sagde bonden. Han drak, mens herremanden dansede.

• Nu sidder jeg lunt inden døre, sagde ræven. De havde stoppet begge hans udgange til.

• Der er liv i kludene, sagde manden. Han pillede lus af sin frakke.

• Det var meget lige, sagde manden. Han kørte på begge ledstolper.

• Lidt men godt, sagde kællingen. Hun malkede sin kat.

• Det lettede, sagde pigen. Hun fik tvillinger.

• De kan sagtens le, sagde den rige kone til den fattige. De har ingen penge.

• Lige så kært som uventet, sagde præsten. Han kom i Himmerig.

• Gudskelov det ikke var koen, sagde kællingen. Hendes mand døde.

• Hårdt imod hårdt, sagde drengen. Han sked imod tordenvejret.

• Hvad der skal til, det skal til, sagde manden. Han solgte sine bukser og købte en paryk.

• Spar mine grå hår, sagde katten. De kom efter den, da den havde taget fløden.

• Så er det fra hånden, sagde manden. Han stod op før dag og bankede konen.

• Hold hånden for, sagde manden. Hans kone fik tvillinger.

• Nu kniber det, sagde mølleren. Han kom til det syvende bud. (ikke hore).

• Alting klæder et smukt ansigt, sagde pigen. Hun prøvede et par nye sko.

• Lille hævn er også hævn, sagde bonden. Han spyttede på naboens gris.

• Akkurat som min kone, sagde skrædderen, Pressejernet hvæsede.

• Husfred er en god ting, sagde manden. Han bankede sin kone.

• Køn er hun ikke, men praktisk, sagde manden. De spurgte til hans kone.

• Ingen ved, hvor haren går, sagde manden. Han satte fælder på taget.

• Som du ser, sagde den halte. Den blinde spurgte, hvordan det gik.

• Jeg gør, hvad jeg kan, sagde myggen. Den pissede i søen.

• Gødning er bedre end bøn, sagde præsten. De bad ham bede for en god høst.

• Om Gud vil, sagde manden. Han havde ikke fået spurgt sin kone.

• Velkommen i det grønne, sagde kællingen. Hun sked i persillebedet.

• Alt er godt, som ender godt, sagde påfuglen. Den beundrede sin hale.

• Det er ikke godt, men det gør godt, sagde kællingen. Hun tog en snaps.

• Jeg ville gerne gøre gavn, hvis jeg bare gad, sagde lade Lars.

• Det går altid ud over de fromme, sagde fanden. Han rev sin hale på et søm.

• Led os ikke i fristelse, sagde degnen. De satte den tredje flaske øl foran ham.

• Har I set mig flyve? Sagde manden. Han faldt ned fra kirketårnet.

• Det var da en lettelse, sagde kællingen. Hendes mand kom i fængsel.

• Høflighed beskæmmer ingen, sagde bonden. Han tog hatten af for sin so.

• Al mad er fisk, sagde bonden. Han ville have en snaps til hvert måltid.

• Der er forskel på fisk, sagde manden. Han kørte rundt og solgte tudser.

• Fint skal det være, sagde kællingen. Hun fik en mahogniflis i røven.

• Så er det min tur, sagde fanden. Præsten var lige død.

• Det bliver i familien, sagde manden. Han spiste konens portion.

• Far må ligge, hvor han vil, sagde konen. Manden lå i brønden.

• Sådanne dyr findes ikke, sagde pigen. Hun så en krokodille i zoo.

• Det smager af bryllup, sagde pigen. Degnen kyssede hende.

• Det var en ny slags djævel, sagde fanden. Han så en skorstensfejer.

• Damerne først, sagde matrosen. Han smed konen overbord.

• Man kan ikke være for god ved det kære brød, sagde manden. Han kom smør på begge sider af skiven.

• Dette her er verdens grænse, sagde den blinde. Han lænede sig op ad en mur.

• Det var fanden til bjerg, sagde lollikken. Han faldt over en kolort.

• Et barn om året er ikke meget, sagde manden, men det samler dog.

• Hvem der bare var vel gift, for nu har man fået nok af kærligheden, sagde pigen. Hun fik tvillinger.

• Nydelig uden at være prangende, sagde fanden. Han malede sin hale spinatgrøn.

• Der skal nogen til det værste, sagde drengen. Han skulle i skole.

• Det sker tit til søs, sagde sælen. Den blev skudt i øjet. (Fra en islandsk saga).

• Det vil vandet vise dig, sagde bonden. En rejsende spurgte, hvor dyb åen var.

• Det luner dog, sagde kællingen, hun stod i ly bag sin stav.

• Gudskelov for den gode varme, sagde kællingen. Hendes hus brændte.

• Det var fandens til bolle det, sagde bageren, han sked på ovnskodden (stang med plade for enden til at tage brød ud af ovnen med).

• Lykken er bedre end forstanden, sagde manden. Han slængte en sten efter hunden, men ramte konen.

• Omgangene er så korte, sagde drengen. Han spillede kort med sig selv.

• Slip mig, sagde pigen. Hun hagede sig fast.

• Den her leg er værd et år i helvede, sagde pigen. Hun sprang op i karlens seng.

• Det begynder godt, sagde tyven. Han fik en snaps på vej til galgen.

• Det går vel over, sagde manden. Han lagde sig på jernbaneskinnerne.

• Nu kommer sneen straks, sagde nordmanden. Han havde ski til salg.

• Det jævner sig ud, når man sætter sig, sagde manden. Han sked i bukserne.

• Det var godtnok tæt på øjet, sagde manden. Han skød sig i næsen.

• Det er lettere sagt end gjort, sagde konen. De bad hende tie.

• Det er da værst for ham selv, sagde konen. De kondolerede mandens død.

• Det går over min forstand, sagde pigen. Hun stod i vand til knæene.

• Forkert pik, sagde smeden. Han pissede med hammerskaftet.

• Fremad! Sagde generalen. Han skyndte sig tilbage.

• For lidt og for meget fordærver alt, sagde pigen. Hun tog p-piller hver anden dag.

• Han var af god familie. Sagde kannibalen.

• Har jeg syndet i tanken, så er det bedst også at synde i gerningen, for synden er jo lige stor, sagde pigen. Hun krøb op i karlens seng.

• Hårde bud, sagde Moses. Han tabte stentavlerne over tæerne.

• Halvdelen rækker, sagde konen. Hun fik tvillinger.

• Hørte I klangen tøser? Sagde præsten. Han slog pikken i prædikestolen. (Svensk wellerisme!!!)

• I dag spillede vi godt. Sagde bælgetræderen til organisten.

• Ingen har snydt mig mere end dig, sagde manden. Han så sig i spejlet.

• Ingen lykke uden ulykke, sagde manden. Han tabte vanten i graven, da han begravede konen.

• Det er ikke godt og det mætter ikke, men det går an som tidsfordriv, sagde skåningen. Han spiste knækbrød.

• Jeg kommer snart igen, sagde kællingen. Hun klamrede sig til møllevingen.

• Nåja, jeg skulle ned alligevel, sagde manden. Han snublede ned ad trapperne.

• Jeg hviler mig bare, sagde drengen. De roste ham for at holde op med at skrige.

• Det skal gøres med varsomhed, sagde fanden. Han kæmmede sin mor med møggreben.

• Man må bruge, hvad man nu har, sagde kællingen. Hun tørrede bordet med katten.

• Min søn hedder Hans, sagde kællingen. Efter Hans Majestæt.

• Nej jeg har ikke glemt det, sagde pigen. Jeg kan bare ikke huske det.

• Nordenvinden er altid kold, sagde kællingen. Lige meget hvor den kommer fra.

• Nu undrer lusene sig nok over, hvor jeg er blevet af, sagde manden. Han vendte skjorten nytårsaften.

• Og det var enden på Trediveårskrigen, sagde bonden. Hans kone døde.

• Hold kæft, når du taler til mig. Sagde herremanden til bonden.

• Når du er fuld, så er jeg tom, og når jeg er fuld, så er du tom. Sagde manden til flasken.

• Jeg er ikke mørkeræd. Sagde den blinde.

• Stift men stærkt, sagde manden. Han syede bukserne med ståltråd.

• Er klokken af læder og kneblen en rævehale, sagde manden, da høres klangen ikke vidt.

• Hvem kender hver en vandpyt? sagde drengen. Læreren spurgte ham om Sortehavet.

• Vi må have misforstået noget, sagde en af kattene. De havde ventet otte timer uden for musefabrikken.

• Velkommen i det grønne, sagde pigen. Hun dryssede persille på maven.

• Det, man kan se, er måske ikke så kønt, men det, man ikke kan se, det er. Sagde pigen til frieren.

• Let kommet, let gået, sagde pigen. Hun lod sig ligge hos for en fjer.

• En vis udtynding er godt for resten, sagde den skaldede.

• Jogu har jeg selvdisciplin, sagde manden. Jeg rører aldrig noget stærkere end snaps før morgenmaden.

• Errare humanum est, sagde pindsvinet. Det kravlede ned fra skurebørsten.

• Jeg siger det ej for min skyld, sagde ræven, men der er god græsning for gæs i skoven.

• Det går altid ud over de fromme, sagde fanden. Han slog sit ene øje ud på en ledstolpe.

• Alle på rad, sagde kællingen. Hun havde kun én gås – og det var en gase.

• Sammen I sorte, sagde fanden. Han slog sin mor i røven med en jydepotte.

• Hej lystig, sagde kællingen. Hun sprang over et halmstrå.

• Det er mad for Mons, sagde Per fisker. Han gav sine børn et sildehoved at æde.

• Man hjælper sig, som man kan, sagde kællingen. Hun tørrede bordet af med sin kattekilling.

• Det har ikke noget på sig, sagde pigen. Hun fødte et nøgent barn.

• Træk hoven til dig, sagde hanen, at han ikke skulle træde på hesten i stalden.

• Hjælper det ikke, så gør det godt, sagde karlen. Han lå ved pigen for tandpine.

• Kys mig langsomt, Adolf, sagde pigen – Husk, jeg bærer sorg.

• Det har man for sin godhed, sagde pigen. Hun fik tvillinger.

• Velkommen i det grønne, sagde pigen. Hun strøede persille i sengen.

• Det kommer igen, sagde manden. Han gav sin ged spejderhagl.