Termer, Filologi

Intro

Her præsenteres en række begreber fra filologien. De er et trin ind i maskinrummet til forståelse af sproget.

Ordklasserne:

 Artikel: De to kendeord: en / et.

Substantiv / Navneord: De ord, som man kan sætte en / et foran, typisk ting: hus / bord / skib, men også de såkaldte abstrakter: glæde / undren / energi...

Proprium / Egennavn: Navnet på en person, et levende væsen, et sted etc: Per / Fido / Aalborg...

Adjektiv/Tillægsord: Lægger sig til navneord (heraf navnet). Kendes ved at man kan sætte: at være foran: Glad, rød, stor, svensk.....

Pronomen/Stedord: Står i stedet for et navneord eller et egennavn.: Hun / han / den / dem / I / nogen / hvilken / hinanden / sig / ingen...

Numeralier/Talord: Der to slags: Mængdetal: en / to / tre... og ordenstal: første / anden / tredje. 

Verber/Udsagnsord: Det er de ord, som man kan sætte: at eller: jeg foran: at være / jeg er...  

I datids tillægsform kan de skifte over og blive tillægsord: Tomaten er rød (tillægsord) / Tomaten er spist (tillægsform af at spise). 

Udsagnsord i nutids tillægsform kan anvendes som navneord: Fortovet er forbeholdt gående (af udsagnsordet: at gå) / Fortovet er forbeholdt fodgængere (navneord).

Adverbier/Biord: Biord udsiger noget om et udsagnsord, et tillægsord, et andet biord eller en hel sætning. Der er to slags: nogle der er "fødte biord", f.eks: ikke / nu / imens... mens andre er dannet af tillægsord med tilføjet -t: Træet er højt (tillægsord: ordet siger noget om navneordet: Træet).  / Han råbte højt (biord: ordet siger noget om udsagnsordet: råbte). De kan kendes på, at de kan erstattes med et født biord, f.eks: ikke.

Præpositioner/Forholdsord: siger noget om navneords og egennavnes forhold til omgivelserne. En god huskeregel er at se dem i forhold til en kasse: over / under / på / i / ved / hos / bag / gennem...

Konjunktioner/Bindeord: binder sætninger sammen. De står mellem to sætninger og siger noget om forholdet mellem dem: og / men / når / fordi / hvis / samt / da / selv om...

Interjektioner/Udråbsord: = udråb: Hov! / Øv! / Uh!...

Onomatopoietika/Lydord: Efterligner naturlige lyde: bang / pip / vov / kra / øf / muh / klirr / ding dong....

For uddybende oplysninger om de enkelte ordklasser kan jeg varmt anbefale artiklerne om dem på dansk Wikipedia.

Indoeuropæiske sprog

Det er tydeligt, at dansk er beslægtet med både norsk og svensk, knap så tydeligt, at det også er beslægtet med tysk og engelsk, og man skal kende noget til sproghistorien for at se, at det også er beslægtet med fransk, spansk, italiensk, latin, græsk, walisisk, russisk, iransk, litauisk, albansk, hindi, bengalsk, nepalesisk og mange, mange andre.

Vi ser det dansk/norsk/svenske slægtskab ved, at ordene ligner hinanden: kage/kake/kaka, løbe/løpe/löpa etc.

Sproghistorikerne gør ganske det samme men med mere forfinede og videnskabelige metoder, og det er på den måde, at det er lykkedes dem at kortlægge de såkaldte indo-europæiske sprog.

Konklusionen er, at de indo-europæiske sprog opstod ud fra en fælles kultur, der boede et sted på stepperne mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav for 7-8000 år siden. Kulturen delte sig op: Nogle drog mod sydøst (Indien) og andre mod nordvest (Europa).

Der er en tjekket og professionel artikel om det på dansk wiki: https://da.wikipedia.org/wiki/Indoeurop%C3%A6iske_sprog

Man ser ofte sprogene og deres indbyrdes slægtskab sat op i form af et stamtræ eller et diagram. Der er talrige på Nettet, og et af dem ser således ud:

Det er desværre ikke lykkedes mig at overføre en klar og læselig version af sprogtræet. Den kan findes på: https://jacklynch.net/language.html 

Grå tekst indikerer sprog, der nu er uddøde, sort tekst sprog, der tales i dag, fed sort tekst sprog, der tales af over ti millioner, og stort fed skrift sprog, der tales af over 100 millioner. (Så det må være en fejl, at Hindi og Urdu ikke er markeret på denne måde).

Der burde have været en tredje pil ud for islandsk og norsk, den henviste til færøsk, som det tredje vestlige sprog under nordgermansk.. Det tales af knap 80.000 mennesker, mens hindi tales af omkring 610 millioner. Der findes faktisk mellem 400 og 500 nulevende indoeuropæiske sprog (og tusinder uddøde).

Den stiplede linje fra svensk/dansk til oldengelsk indikerer, at dette sprog  kom under kraftig østnordisk indflydelse, da vikinger i 800-tallet erobrede størstedelen af England og beholdt det som en del af det danske kongerige helt frem til 1066, hvor det engelske sprog igen blev grundigt omkalfatret. Denne gang igen af vikinger, men her var der tale om efterkommere, anført af Vilhelm Erobreren, af de normanner, der erobrede et større område i Nordvestfrankrig, hvor de med tiden blev så etablerede, at de overtog det oldfranske sprog; dog blandet med mængder af nordiske ord. 

En forsimplet version med pædagogiske farver, der svarer til farverne på nedenstående kort, er:

                                      Nord:  Øst: Dansk/Svensk   -   Vest: Norsk/Islandsk/Færøsk

GERMANSK    Vest: Engelsk/Tysk/Hollandsk/Frisisk

                                    Øst: Gotisk (500-t.)

ROMANSK:    Latin Øst: Italiensk/Rumænsk

                                             Vest: Fransk/Spansk/Portugisisk

                                            Vest: Tjekkisk/Slovakisk/Polsk

             SLAVISK:         Øst: Russisk/Hviderussisk/Ukrainsk

                                            Syd: Bulgarsk/Serbisk/Kroatisk/Slovensk

IE:                                      Baltisk: Lettisk/Litauisk

             GRÆSK.          Græsk

             KELTISK:         Gælisk: Irsk/Skotsk

                                           Bryhonsk: Walisisk/Bretonsk

             ARMENSK:      Armensk

             ALBANSK.       Albansk

                   INDOIRANSK: Farsi (iransk/persisk)/kurdisk

                                   Indisk: Sanskrit --> Bengalsk/Singalesisk/Punjabi/Nepalesisk/Hindi/Urdu

Den sidste gotiske dialekt uddøde på i 1700-tallet, men til gengæld har vi en gotisk bibeloversættelse fra 500-tallet. I samtlige andre germanske sprog får vi først tekstmateriale af betydning flere århundreder senere. Dette giver gotisk en helt unik status i studiet af tidligt germansk. 

Omlyd og aflyd.

Dette handler om, hvordan vokalerne kan skifte i forskellige bøjninger af ord i bl.a. dansk: Barn/børn – skyde/skød…

Omlyd er et naturligt fænomen, hvor lydene påvirker hinanden, så de ændres i retning af hinanden.

Vokalerne stilles normalt op i den såkaldte vokaltrekant. En forenklet udgave af trekanten for de danske vokalers vedkommende ser således ud:

                                 Urundet                   Rundet

Lukket                     i                   y                  u

                                 e             ø             o

                                     æ  œ       ʌ

                                         a             å

Åben                                                  ɑ

œ (til forskel fra : æ) er den mere åbne ø-lyd i f.eks. høne.

ʌ er o-lyden i f.eks. holde.

ɑ er det dybe a, i f.eks. hare.

I de tre øverste vokaler er munden relativt lukket, hvorefter den åbnes mere og mere på vej nedad i trekanten til ɑ’et.

Det er oftest i og u, der trækker de andre vokaler i retning af sig selv, så de derved ændres. Ordene fader og moder, havde oprindeligt intet i i endelserne i ental, men det var der i flertal, hvor a og o blev til æ og ø: fædre, mødre. i’et forsvandt senere, men omlyden blev bevaret.

Se mere om omlyd på: https://da.wikipedia.org/wiki/Omlyd

Aflyd:

Hvor der er en vis logik i omlyden, så ses dette ikke længere i aflyden, der i øvrigt kendes i både indoeuropæiske og semitiske sprog.

I de germanske sprog, som dansk hører under, er aflyden grundlaget for bøjningen af de såkaldt stærke verber.

De svage verber har samme vokal i både nutid og datid: hente / hentede – møde / mødte – tåle / tålte… Enkelte har vokalskifte, men her er der tale om omlyd: tælle / talte – lægge / lagde – sætte / satte – spørge / spurgte…

De stærke verber skifter vokal fra nutid til datid vha. aflyd. Der er seks typer:

bide /bed / bidt – skyde /skød / skudt – finde / fandt / fundet –

bære / bar / båret – give / gav / givet – tage / tog / taget.