Termer, Filologi

Intro

Her præsenteres en række begreber fra filologien. De er et trin ind i maskinrummet til forståelse af sproget.

Ordklasserne:

Artikel: De to kendeord: en / et.

Substantiv / Navneord: De ord, som man kan sætte en / et foran, typisk ting: hus / bord / skib, men også de såkaldte abstrakter: glæde / undren / energi...

Proprium / Egennavn: Navnet på en person, et levende væsen, et sted etc: Per / Fido / Aalborg...

Adjektiv/Tillægsord: Lægger sig til navneord (heraf navnet). Kendes ved at man kan sætte: at være foran: Glad, rød, stor, svensk.....

Pronomen/Stedord: Står i stedet for et navneord eller et egennavn.: Hun / han / den / dem / I / nogen / hvilken / hinanden / sig / ingen...

Numeralier/Talord: Der to slags: Mængdetal: en / to / tre... og ordenstal: første / anden / tredje.

Verber/Udsagnsord: Det er de ord, som man kan sætte: at eller: jeg foran: at være / jeg er...

I datids tillægsform kan de skifte over og blive tillægsord: Tomaten er rød (tillægsord) / Tomaten er spist (tillægsform af at spise).

Udsagnsord i nutids tillægsform kan anvendes som navneord: Fortovet er forbeholdt gående (af udsagnsordet: at gå) / Fortovet er forbeholdt fodgængere (navneord).

Adverbier/Biord: Biord udsiger noget om et udsagnsord, et tillægsord, et andet biord eller en hel sætning. Der er to slags: nogle der er "fødte biord", f.eks: ikke / nu / imens... mens andre er dannet af tillægsord med tilføjet -t: Træet er højt (tillægsord: ordet siger noget om navneordet: Træet). / Han råbte højt (biord: ordet siger noget om udsagnsordet: råbte). De kan kendes på, at de kan erstattes med et født biord, f.eks: ikke.

Præpositioner/Forholdsord: siger noget om navneords og egennavnes forhold til omgivelserne. En god huskeregel er at se dem i forhold til en kasse: over / under / på / i / ved / hos / bag / gennem...

Konjunktioner/Bindeord: binder sætninger sammen. De står mellem to sætninger og siger noget om forholdet mellem dem: og / men / når / fordi / hvis / samt / da / selv om...

Interjektioner/Udråbsord: = udråb: Hov! / Øv! / Uh!...

Onomatopoietika/Lydord: Efterligner naturlige lyde: bang / pip / vov / kra / øf / muh / klirr / ding dong....

For uddybende oplysninger om de enkelte ordklasser kan jeg varmt anbefale artiklerne om dem på dansk Wikipedia.

Indoeuropæiske sprog

Det er tydeligt, at dansk er beslægtet med både norsk og svensk, knap så tydeligt, at det også er beslægtet med tysk og engelsk, og man skal kende noget til sproghistorien for at se, at det også er beslægtet med fransk, spansk, italiensk, latin, græsk, walisisk, russisk, iransk, litauisk, albansk, hindi, bengalsk, nepalesisk og mange, mange andre.

Vi ser det dansk/norsk/svenske slægtskab ved, at ordene ligner hinanden: kage/kake/kaka, løbe/løpe/löpa etc.

Sproghistorikerne gør ganske det samme men med mere forfinede og videnskabelige metoder, og det er på den måde, at det er lykkedes dem at kortlægge de såkaldte indo-europæiske sprog.

Konklusionen er, at de indo-europæiske sprog opstod ud fra en fælles kultur, der boede et sted på stepperne mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav for 7-8000 år siden. Kulturen delte sig op: Nogle drog mod sydøst (Indien) og andre mod nordvest (Europa).

Der er en tjekket og professionel artikel om det på dansk wiki: https://da.wikipedia.org/wiki/Indoeurop%C3%A6iske_sprog

Man ser ofte sprogene og deres indbyrdes slægtskab sat op i form af et stamtræ eller et diagram. Der er talrige på Nettet, og et af dem ser således ud:

Dansk findes omkring nederste højre hjørne. Det er et nordgermansk sprog – en underafdeling under de germanske sprog.

Det virker besynderligt, at de finsk-ugriske sprog er kommet med som en stikling nederst til højre. De regnes normalt som en sprogfamilie for sig.

Træet er teknisk set også forkert i den forstand, at det sætter norsk sammen med dansk og svensk. Sproghistorikere deler de nordiske sprog i vestnordiske: norsk, islandsk og færøsk, over for østnordiske: dansk og svensk.

Hvis man fortsætter ud på dialektplan, så opdeles dansk i jysk og ømål. Ømålene har en hoveddialekt for hver af de større øer, hver med mange underafdelinger. Jysk falder i de fire verdenshjørner: Nord-, vest-, øst- og sønderjysk. En af de østjyske dialekter er midtøstjysk, der falder i seks underafdelinger, hvoraf en er samsisk, der opdeles i nord- og sydsamsisk.

Så en indfødt fra Nordby på Samsø taler en dialekt, der er langt ude beslægtet med dialekten i Khairani i en dal i Nepal.

De ovennævnte eksempler med at dansk b/d/g svarer til norsk og svensk p/t/k er velkendte. Parallellerne til tysk, engelsk og fransk/latin er knap så kendte:

I nordisk bortfalder j- i mange ord foran vokaler: ung / år / åg = tysk / engelsk: jung / young - Jahr / year – Joch / yoke (latin: iugum).

W- bortfalder foran -u og -o: ord/ulv/orm: Wort / word – Wolf / wolf – Wurm / worm.

I nordisk har vi fænomenet ”brydning”, der i sproglig sammenhæng betyder, at et urnordisk kort e blev delt til to vokaler, hvis der var et a eller u senere i ordet.

I de flg. eksempler bringer jeg kun de danske og engelske tilsvarende versioner, men de danske har alle paralleller i norsk, svensk og islandsk, mens de engelske har tilsvarende paralleller i tysk:

Hjelm/helmet – jord/earth – bjørn/bear – hjælpe/help – stjerne/star – hjerte/heart – fjerde/fourth – jeg/I – jævn/even – mjød/mead – skjold/shield – sjælden/seldom.

I nordisk bortfalder -n i flere tilfælde efter vokal: tak/thanks – da/then – u- /un-.

Det var forskelle på nordgermanske sprog over for vestgermanske.

Forskellene mellem germanske og romanske (og andre indoeuropæiske) sprog (sprog, der nedstammer fra latin) er sværere at finde, men de er der; tydeligt og klart. Man har i germansk den såkaldte "Germanske lydforskydning," hvor en række konsonanter ændres.

Jeg vælger den lette - og gode - løsning at linke til den fine og illustrative artikel i dansk wiki: https://da.wikipedia.org/wiki/Germanske_lydforskydning

Iflg. disse skulle k og p i latin svare til hhv. h og f i germansk. På latin har vi ordet caper, der betyder "gedebuk". Astrologiinteresserede vil kende det fra stenbukkens tegn: capricorn. Hvad bliver det til på norrønt? Det skulle logisk blive til: hafr, og det gør det netop også. Indledningsordene til beretningen om Thors færd til Udgårdsloke er: Þórr reið með hafra sína, "Thor red med sine bukke." Ordet har i dag kun overlevet i islandsk og færøsk.

Der er også vokalændringer:

Latinsk langt ā ses som germansk langt ó: Latin: máter/fráter: norrønt: móðir/bróðir, dansk: "moder/broder."

Til gengæld svarer latinsk kort o ofte til germansk kort a: latin: hortus, "have", norrønt: garðr, dansk: gård. Latin: hostis "fremmed" genfinder vi på guldhornsindskriften som et af de få overleverede urnordiske ord: GastiR. På norrønt når -i'et at give omlyd til -a'et, inden det forsvinder i 500-700-tallet, så vi får formen: gestr, dansk: "gæst."

Nogle arkæologer og sproghistorikere går hånd i hånd og mener, at det indoeuropæiske sprog kom til Danmark med Jamnakulturen i den tidlige broncealder. https://da.wikipedia.org/wiki/Jamna-kulturen Det stemmer fint med, at især mange af vores ord for husdyr og landbrugsredskaber går tilbage til indoeuropæisk.

[1] Som ikke er et romansk sprog. Græsk udgør sin egen gren blandt de seks indoeuropæiske hovedsprog, jfr. sprogtræet ovenfor.

[2] b’et i vores nudanske version er svækket fra det oprindelige p. I nogle dialekter svækkes det yderligere til et v.

Omlyd og aflyd.

Dette handler om, hvordan vokalerne kan skifte i forskellige bøjninger af ord i bl.a. dansk: Barn/børn – skyde/skød…

Omlyd er et naturligt fænomen, hvor lydene påvirker hinanden, så de ændres i retning af hinanden.

Vokalerne stilles normalt op i den såkaldte vokaltrekant. En forenklet udgave af trekanten for de danske vokalers vedkommende ser således ud:

Urundet Rundet

Lukket i y u

e ø o

æ œ ʌ

a å

Åben ɑ

œ (til forskel fra : æ) er den mere åbne ø-lyd i f.eks. høne.

ʌ er o-lyden i f.eks. holde.

ɑ er det dybe a, i f.eks. hare.

I de tre øverste vokaler er munden relativt lukket, hvorefter den åbnes mere og mere på vej nedad i trekanten til ɑ’et.

Det er oftest i og u, der trækker de andre vokaler i retning af sig selv, så de derved ændres. Ordene fader og moder, havde oprindeligt intet i i endelserne i ental, men det var der i flertal, hvor a og o blev til æ og ø: fædre, mødre. i’et forsvandt senere, men omlyden blev bevaret.

Se mere om omlyd på: https://da.wikipedia.org/wiki/Omlyd

Aflyd:

Hvor der er en vis logik i omlyden, så ses dette ikke længere i aflyden, der i øvrigt kendes i både indoeuropæiske og semitiske sprog.

I de germanske sprog, som dansk hører under, er aflyden grundlaget for bøjningen af de såkaldt stærke verber.

De svage verber har samme vokal i både nutid og datid: hente / hentede – møde / mødte – tåle / tålte… Enkelte har vokalskifte, men her er der tale om omlyd: tælle / talte – lægge / lagde – sætte / satte – spørge / spurgte…

De stærke verber skifter vokal fra nutid til datid vha. aflyd. Der er seks typer:

bide /bed / bidt – skyde /skød / skudt – finde / fandt / fundet –

bære / bar / båret – give / gav / givet – tage / tog / taget.

Page updated

Google Sites

Report abuse