Refleksioner

Intro

Her finder du overvejelser over diverse emner, temaer, fænomener eller problematikker, som jeg har funderet over.

Teksterne er kun et udtryk for, hvor langt jeg selv er nået med emnet. Hvis du har konstruktive tilføjelser eller rettelser, hører jeg meget gerne fra dig.

Respekt

I en artikel, der analyserede Ukrainekrigen, stod der bl.a., at det, som Putin ønskede, var respekt.

Hvis man slår dette begreb op i den engelsksprogede version af Wikipedia (september 2023), står der bl.a:

Respect, also called esteem, is a positive feeling or action shown towards someone or something considered important or held in high esteem or regard. It conveys a sense of admiration for good or valuable qualities. It is also the process of honoring someone by exhibiting care, concern, or consideration for their needs or feelings. (…) Respect is a feeling of deep admiration for someone or something elicited by their abilities, qualities and achievements.

Artiklen, der er ret kort, har lidt yderligere uddybninger men ingen, der problematiserer begrebet.

Dette findes til gengæld  i varierende grader i de tyske, franske, norske og den svenske Wikiartikel om begrebet.

Den svenske artikel citerer den amerikanske retsfilosof Joel Feinberg (1926 - 2004), der skelner mellem tre slags respekt:

Respekt: Den oprindelige respekt: En følelse af angst for noget, der kan skade en.

Observantia: En senere udvikling, den moralske form for respekt, der går ud på at andre gennem deres blotte eksistens har retmæssige krav på en ordentlig behandling. Det begynder med en respekt ud af sympati med gode mennesker men udvides siden til principielt at omfatte alle.

Reverentia: Dette er den specielle følelse af ærefrygt, man har, når man står over for noget ekstraordinært eller sublimt, som gør en ydmyg og giver en følelse af ophøjethed hos den, der føler det.

Men i bund og grund går begrebet Respekt ud på en oplevelse af, at man vil behandle den respekterede sådan, som denne ønsker.

Men her svigter sproget. Man kan tage det som et positivt tegn, at Respekt oftest opfattes som et positivt begreb, men det overses alt for ofte, at respekten kan udspringe af to modsatrettede følelser: angst og sympati.

Den nybagte mor har enorm respekt for sit lille barn og er klar til at opfylde dets mindste tegn på krav, og den forelskede vil gå gennem meget ondt for at glæde den udkårne.

Men jeg har også stor respekt for rockere og voldskriminelle. Jeg ville i masser af tilfælde gøre meget, som jeg ellers ikke kunne drømme om at gøre, hvis de tvang mig til det.

Den svenske forfatter, Hjalmar Söderberg (1869 - 1941), udtrykte det kort og klart i sin roman: Dr. Glas fra 1905: Man vil elskes, i mangel deraf beundres, i mangel deraf frygtes, i mangel deraf afskyes og foragtes.

Problemet er, at den følelsesmæssige tænkning: Primærprocesserne (se artikel herom under Termer Psykologi) ikke er i stand til at skelne mellem kærligheds- og angstrespekten; en fortvivlende tanke, når man tænker på, at Rusland hypotetisk set uden at løsne et skud kunne have vundet Ukraines sympati og kærlighed og verdens respekt ved at agere modsat af, hvad de gør i øjeblikket, hvor de aktivt mister den. I en ideel verden ville kineserne bygge nationen på deres verdensberømte urgamle filosoffer og disses sympatirespektdiskurs, og i så fald ville Taiwan selv anmode om optagelse i fællesskabet. En utopisk tanke. Angstrespekten ser ud til at være diskursen bag Kinas selvopfattelse, og det hænger nok nært sammen med "Åndens død" (se nedenfor).

Megen angstrespekt er rationel og reflekteret: Man skal passe på med trafikken, fyrværkeri, våben, medicin og meget andet, men som bekendt er den ofte irrationel eller instinktiv, som det f.eks. ses i fobier eller strengt opdragede individer.

Sympatirespekt udvises også af f.eks. Hitlers fanatiske følgere og curlingmødre, men jeg kan ikke tro, at denne bygger på nogen tryg personlighed, og bl.a. heraf følger, at den næppe er konstruktiv.

Todelingen gælder for en anden følelse, der er i familie med respekten: Ydmygheden.

Den ydmyghed, der udspringer af angst, er skadelig for selvfølelsen. Den er blind og ikke særlig konstruktiv, når man lige ser bort fra, at den umiddelbart kan forskåne den ramte for nogle frygtede repressalier.

Sympatiydmygheden er til gengæld klartseende og konstruktiv, når den er tryg. Mange af menneskehedens største ånder lægger megen vægt på ydmygheden: Jesus, Buddha, Dalai Lama, Gandhi, Nelson Mandela, Pave Frans I m.fl., og hos dem kan ydmygheden opfattes som en grundlæggende respekt for hvert enkelt medmenneske. Muhammed hører højst sandsynligt også med, selv om min overfladiske viden om Islam ikke umiddelbart peger på dette.

De høje herrer i Anden Verdenskrig kan til gengæld næppe være med i klubben her: Hitler, Mussolini, Franco, Stalin, Churchill, de Gaulle, Hirohito… Muligvis hørte Roosevelt til den gode side. Jeg ved ikke nok om ham til at afgøre dette, men min gennemgang af citater af ham kunne tyde på dette.

Jeg tror, at vores relativt velfungerende danske kultur er præget af, at det er sympatirespekten, der dominerer i forholdet til ordensmagten, mens det i mange andre kulturer mere ser ud til at være angstrespekten.

Tilbage står, at ubeskriveligt megen vold og uret begås af fortvivlede mennesker, der søger angstrespekt af mangel på sympatirespekt. Måske kunne en større opmærksomhed på dette afhjælpe noget af det. Vi mangler anerkendte ord for de to typer respekt.

Principper

”Jeg er en mand af principper,” sagde han med en vis selvfølelse.

Det at være principfast regnes også almindeligvis som et sympatisk træk, og godt det samme. Det tyder på, at principper oftest bruges i det godes tjeneste, selv om det næppe bliver svært at finde eksempler på andet. Der var vel et par nazister eller to, der i sin tid af princip aflivede de jøder, de kunne få fat i, og jeg har mødt typer, der af princip ikke gik på kompromis. De fleste var heldigvis under tre år.

Så principper er ikke i sig selv gode eller dårlige. De er etiske krykker, som vi støtter os på, når vi frygter, at vores egen personlige etik ikke kan bære os frem til holdbare beslutninger i vanskelige spørgsmål.

Hvis disse principper gælder små spørgsmål, ja så har man ikke megen tillid til egen indre etik og common sense: Skal man købe økologisk slik eller almindeligt? De fleste kan forhåbentlig købe en plade uøkologisk chokolade uden af få skyldkomplekser af det.

 I den modsatte ende er der tunge problematikker, som de færreste fornuftige mennesker vil tage kategorisk stilling til: Skal man hjælpe ældre livstrætte mennesker til et smertefrit selvmord? I nogle tilfælde er der meget lidt tvivl, og der går mange historier om sympatiske læger, der har kigget til den anden side, mens man undlod at give livsforlængende medicin, men som flere sager har vist, så er der andre, der har haft svært ved at sætte grænsen for, hvor man skal stoppe med denne særlige ”omsorg.” I lande, hvor assisteret selvmord er lovligt, er der angiveligt ældre, der lejlighedsvist føler sig presset til at anmode om dette…

Så principper er som alt andet menneskeskabt: Et redskab, der kan bruges godt eller dårligt.

Så hellere Groucho Marx: ”Those are my principles gentlemen. And if you don´t like them, I got some others!”

Vrede

Vrede er en af vores grundfølelser. Den findes i forskellige grader og nuanceringer. Det er en af de syv dødssynder, og der er talt og skrevet så meget om denne følelse, at det forekommer uoverskueligt. Tjek den evt. på Wiki på de sprog, du kan og fortsæt på Nettet og biblioteket, hvis du er yderligere interesseret.

Jeg har hverken faglig eller praktisk erfaring til at forholde mig udtømmende til vreden og skal her holde mig til et par iagttagelser og kommentarer.

Vreden føles ubehagelig og har ofte ubehagelige resultater, men findes der en konstruktiv vrede?

Der findes i al fald konstruktive reaktioner på vreden. Jesus jog kræmmerne ud af templet, og Dalai Lama lægger ikke skjul på, at også han kan gribes af vrede.

Andre angriber vreden (men konstruktivt). Den amerikanske filosof Martha Nussbaum (f. 1947) udgav i 2018 bogen: Frygtens monarki: et filosofisk blik på vores politiske krise. Heri skildrer hun det banale, som de fleste ved, men ikke har tænkt over, nemlig den politiske øvelse, der går ud på først at mobilisere tilhørernes vrede (og det er alt for let) og hidse dem så meget op, at de villigt hopper med på, hvad man yderligere disker op med, hvor selvmodsigende, uetisk eller uhyrligt dette ellers måtte være. Når følelserne går ind, går fornuften ud (se: ”Termer, Psykologi” > Primær- og sekundærprocesser). Find selv eksempler fra nu- og fortiden… Nussbaum ser dette, i kombination med appel til angsten, som et af vor tids største demokratiske udfordringer.

En af tidens største franske forfattere, Virginie Despentes (f. 1969) havde en traumatiserende opvækst. Hun stammer fra et arbejderhjem og blev på forældrenes foranledning tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling som femtenårig (med den sikre overbevisning, at det aldrig var sket, hvis hun havde været en dreng!). Hun stak af hjemmefra som syttenårig og hutlede sig igennem, hvorunder hun bl.a. blev underkastet en serievoldtægt. Hun fortsatte i sexindustrien, bl.a. som prostitueret, og jeg tør ikke forestille mig, hvordan det må være for en lesbisk at sælge sin krop til mænd…

Hun erkender i dag en kolossal indre vrede men samtidig erkendelsen af, at hun ikke kan bruge den til noget som helst.

Psykologisk betragtet vil nogle nok mene, at hun afreagerer sin frustrationsenergi med forsvarsmekanismerne sublimering og kompensering (se: ”Termer, Psykologi” > Forsvarsmekanismer).

Sikkert er, at så længe vreden består, er man delvist underlagt den eller det, der har fremkaldt vreden, og når man magter at tilgive, så har man hævet sig over dem, eller som Nelson Mandela udtrykte det da han blev løsladt efter 27 års - ofte ydmygende - fængsel: "Da jeg gik ud af fængslet, gik det op for mig, at hvis jeg ikke tilgav dem min tid derinde, så ville jeg stadig være i fængsel."

Det kan være en behagelig oplevelse i mindre uoverensstemmelser men vanskeligt eller umuligt i større. De fleste har tilgivet tyskerne i dag, men hvornår vil ukrainerne (og vi andre) tilgive russerne?

Sagt om vrede:

”Gør ingenting i vrede! Hvem vil sejle ud af havnen, når stormen raser?” Indisk ordsprog.

”Enhver kan blive vred. Det er let. Men at blive vred på den rigtige person i det rette omfang på det rette tidspunkt af den rette grund og på den rette måde, det er ikke let. Aristoteles.

”Af bitter erfaring har jeg lært den ene suveræne måde at formidle min vrede på. Lige som varme kan ophobes og overføres til energi, således kan vores kontrollerede vrede omformes på måder, som kan ændre verden.” Gandhi.

” Ira furor brevis est: animum rege: qui nisi paret imperat.” (Raseriets vrede varer kort, så styr din vrede; ellers styrer den dig). Horats.

”Tag dig i agt for en tålmodig mands vrede.” John Dryden.

”Den stolte mand har ingen Gud, den misundelige ingen naboer og den vrede ikke sig selv.” Joseph Hall.

”Da jeg to eller tre gange resolut havde modstået min vrede, så mindede det mig om Thebanerne: Da de én gang havde klaret Lakedæmonerne, så tabte de aldrig siden et slag mod dem.” Plutarch.

”Hvis vrede stammer fra en stor sag, bliver den til raseri; hvis den stammer fra en lille sag, bliver den til irritation, så den vil altid være enten forfærdelig eller latterlig.” Jeremy Taylor.

Åndens død

Overskriften er valgt, da jeg ikke er bekendt med noget fagudtryk for begrebet. Hvis du læser artiklen og kender det, så skriv gerne!

Det dækker lidt over de sociologiske begreber rutinisering og institutionalisering og handler om det fænomen til alle tider, at smukke og gode tanker på alt for kort tid vendes og misbruges til det modsatte.

Kristendommen står for kærlighed, tolerance og tilgivelse. Det står både i Fadervor, i Lukasevangeliet 6,31 og i Matt. 7.12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.”

Hvor mange hundredtusinder af mennesker er ikke gennem tiden blevet pint eller myrdet i Jesu navn? Hvordan hænger det sammen?

Helt det samme gælder for Islam, Jødedommen, Hinduismen, Buddhismen (jfr. Myanmar i dag og de blodtørstige japanere i Anden Verdenskrig), kommunismen og sikkert flere andre. Alle hylder Den Gyldne Regel i princippet men bryder den i praksis.

Der er tale om en enkel proces: 1: Et klogt og godt og karismatisk menneske med en høj Etisk Intelligens træder i karakter og reagerer på den nød og uretfærdighed, som vedkommende oplever i sit miljø.  > 2: Vedkommende får en stor skare tilhængere samt modstand fra de styrende i den samfundstilstand, der kritiseres. > 3: Vedkommende vinder kampen og bliver overhoved for en massebevægelse > 4: Dette overhoved dør, og andre tager over, andre, der har mere blik for den magt, der ligger i bevægelsen end for de humane ideer, der lå til grund for den. > 5: Bevægelsens idealer nedfældes på skrift og kommer til at udgøre en lov, der bruges dels til at straffe lovbrydere med og dels som undskyldning for med alle midler at underkaste andre under samme lov, da det jo er synd for dem, at de ikke har fattet, hvor suveræn den er.

Det er her, at lovens ånd dør og lovens bogstav tager over.

Det er så frygtelig banalt og allesteds forekommende, men desværre komplicerer det også virkeligheden. I nogle miljøer er det en betinget refleks at stemple en kommunist, i andre en kristen, en muslim eller en jøde, men for kommunismens vedkommende er man nødt til at tage historien i ed. De første kommunister, som ikke havde oplevet kommunismens forfærdende forfald, var generelt gode mennesker, som oprigtigt mente det bedste for alle.[1] De store religioner har så mange tilhængere, at der naturligvis findes mange gode, kloge og konstruktive individer blandt dem, som har fattet og holder ved ånden i stedet for bogstavet og principperne, et fænomen, som desværre alt for ofte ignoreres eller glemmes. 

Voltaire udtrykker det således: "Påskøn dem, der søger sandheden, men tag dig i agt for dem, der har fundet den."

Einsteins version er: "Don't listen to the person who has the answers; listen to the person who has the questions." 

Montesquieu skriver: "Opløsningen af ethvert styre begynder med forfaldet af de principper, som det er bygget på."

Gandhi sagde: "Enhver god bevægelse gennemgår fem udviklingstrin: ligegyldighed, latterliggørelse, misbrug, undertrykkelse og respekt". 

For de store bevægelsers vedkommende kan man desværre som oftest tilføje: "korrumpering og tyranni."

[1] De fangede ikke, at kommunismen er én stor logisk selvmodsigelse: Hvis den skulle fungere reelt, så ville det forudsætte, at alle mennesker var modne, kloge, humane og konstruktive individer, men hvis dette var tilfældet, så ville man ikke have behov for kommunismen.

Racisme

Et urgammelt problem med en enkel løsning, der ikke fungerer: Den er for en gangs skyld rørende simpel: ”Det kommer ikke an på, hvad der udenpå, men hvad der er indeni.” Det kommer ikke an på hudfarve tro, udseende, køn, alder, nationalitet eller andet men på, om der er tale om en sympatisk personlighed eller ej.

Det er en gammel og overset sandhed. I 1839 skrev Grundtvig: ”Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær,” og han fortsætter med kritik af kristne, når de er vammelsøde.

Racismens rødder går desværre tilbage til vores instinkter, så den er næsten umulig at bekæmpe men alt for let at misbruge. I dyreverdenen er stammefunderet territoriehævdelse et grundlæggende træk, og det sidder derfor dybt, også i os mennesker. Fjenden er dem, der på bare en eller anden måde afviger fra stammen og derfor ses som trussel mod territoriet og "racen"/kulturen.

De psykologiske mekanismer bag racismen er i dag godt kortlagt, og de består ikke mindst i forsvarsmekanismer som projektion, benægtelse, splitting, devaluering, rationalisering, forskydning, fortrængning, eksternalisering og sikkert flere andre. Læs om dem under ”Termer, Psykologi.”

Etisk intelligens

Der er forsket meget i intelligens, og en af de mere populære anskuelser går ud på at opdele intelligensen i forskellige typer: verbal, matematisk, rumlig, kropslig, musisk, etc.

Denne måde at anskue intelligens på stammer fra den amerikanske psykolog, Howard Gardner, der oprindeligt opregnede syv forskellige intelligenser.

Andre har siden tilføjet flere for egen regning: naturintelligens, social intelligens m.fl., og navnlig sidstnævnte har der stået megen opmærksomhed om, da journalisten Daniel Goleman i 1995 udgav en bog om fænomenet, hvor han argumenterer ret overbevisende for, at denne betyder langt mere for succes i tilværelsen end en – formelt set – høj iq.

Bogen har opnået kæmpestor popularitet, navnlig uden for videnskabelige kredse, da fænomenet er vanskeligt at måle og dokumentere.

Dette generer mig ikke så meget. Det betyder meget mere, at fænomenet har fået en betegnelse, så at man kan forholde sig bevidst til det, lidt lige som med ”common sense,” som er svært at definere eksakt, men som alle er enige om er et betydningsfuldt fænomen, som forskellige mennesker besidder i meget varierende grader.

I debatmiljøet i Danmark savner jeg en betegnelse for et fænomen, som jeg har lyst til at kalde ”Etisk intelligens:” Engelsk Wiki har en omfattende artikel om ”Moral intelligence,” som langt hen dækker det, jeg lægger i begrebet ”Etisk intelligens,” men jeg er lidt ked af betegnelsen, da den kan give associationer til moral og moraliseren i stedet for til den rene etik.

Mennesker med høj etisk intelligens har en sund og stærk fornemmelse for, hvad der er humant og etisk rigtigt og forkert. Det er typisk dem, der tidligst råber vagt i gevær, når noget betænkeligt er under opsejling.

Et godt eksempel er for mig Poul Henningsen, der var blandt de første, der advarede mod den gryende nazisme på et tidspunkt, hvor størstedelen af den danske befolkning var positivt imponeret af Hitler, der på dette tidspunkt endnu ikke havde nået at slippe rædslerne rigtigt løs.

Det var også Poul Henningsen, der ved krigens afslutning talte højt imod de lange knives nat og forlangte en retfærdig og værdig behandling af de danske ”landsforrædere”/krigsforbrydere; måske ikke kun af hensyn til dem men især af hensyn til os efterkommere og vores selvrespekt på den lange bane.

Det var mennesker, med høj etisk intelligens, der tidligt stillede sig op alene og talte til en undrende offentlighed om det uetiske i slaveriet.

Jesus forsvarede ludere og toldere[1] på et tidspunkt, hvor disse var populære hadeobjekter.

Berømte og højt begavede mennesker har i udtalt grad manglet etisk intelligens. Det gælder topnazister, -fascister, -kommunister, -islamister, -zionister m.fl. Den norske nobelpristager Knut Hamsun var erklæret og engageret nazist gennem hele Anden Verdenskrig, og vores egen forfatter til de elskede børnesange: Solen er så rød, mor, og: Jeg ved en lærkerede var også nazist, (de to sange blev censureret ud af DR helt indtil 1963).

Spørgsmålet om etisk intelligens hænger nok i høj grad sammen med spørgsmålet om indre harmoni og personlig styrke. Når den etiske intelligens svigter i så høj grad hos så mange af os, så kan det nok i vidt omfang forklares med, at forsvarsmekanismerne tager magten fra dømmekraften hos den enkelte.[2] Sund og naturlig selvfølelse[3] er som nævnt det bedste værn mod utidig brug af forsvarsmekanismer, og folk, der er begavet med en sådan er kendt for en ualmindeligt sund og pålidelig realitetssans.

Hvordan man vurderer nutidens politikere og andre ledende personer med hensyn til etisk intelligens må være op til den enkelte, og der består en reel fare for, at begrebet vil blive misbrugt til mudderkastning, da det i sagens natur er vanskeligt at definere eksakt. Men jeg mener stadig, at det vil være muligt at anvende det konstruktivt, og at det har sin mission i at skabe en øget bevidsthed om et væsentligt og overset fænomen.

[1] Toldere ansås som landsforrædere, da de arbejdede for den romerske besættelsesmagt.

[2] Læs om forsvarsmekanismer i: ”Termer, psykologi.”

[3] Ikke at forveksle med modsætningen: Selvhøjtidelighed; (angiveligt Niels Hausgaards yndlingsaversion).

Selvhøjtidelighed

I alle andre tekster, som jeg har lavet, har jeg fundet stor støtte i Internettet eller bøger og artikler. Derfor undrer det mig dybt, at jeg ikke har været i stand til at finde noget som helst om et fænomen, der er, og altid har været, så betydningsfuldt, som selvhøjtideligheden er.

Det ligger i selvhøjtideligheden, at man sætter sig selv over alle andre, og dette er sjældent populært, så det kan undre, at det forekommer så hyppigt.

En populærpsykologisk forklaring kunne være, at man er så bekymret for, at andre ikke tager en højtideligt eller har grund til dette, at man er nødt til at gøre det selv. Selvhøjtideligheden vil her være nært beslægtet med narcissismen, der er beskrevet som senmodernismens psykiske folkesygdom. Den grandiose narcissist forsvarer sig mod egen manglende selvfølelse med forsvarsmekanismer (om disse, se: Termer, psykologi) som fortrængning og reaktionsdannelse, nok ofte suppleret med rationalisering, splitting, sublimering m.m.

Selvhøjtideligheden vil desuden ofte være karakteriseret ved en begrænset social intelligens eller ved den førnævnte fortrængning, da det ser ud til, at mange selvhøjtidelige ikke selv er i stand til at mærke, at de bliver opfattet som latterlige, kiksede eller anmassende.

Den selvhøjtidelige gør ubevidst krav på omgivelsernes respekt eller beundring og overser herved Blixens geniale ord: Kærligheden har mange vildveje. De særeste eksistenser kan finde nåde for en andens blik; ja, der findes reelt kun én måde at gardere sig mod kærligheden på: Det er at kræve den.[1]

Jeg kan forestille mig, at selvhøjtideligheden ofte blev udtrykt åbent og ufordækt i gamle dages autoritære tider, men i dag går det ikke længere. I dag bliver den kommunikeret nonverbalt med kropssprog (især ansigtsmimik) og tonefald og er derfor mindre håndgribelig. Men enhver med en rimelig social intelligens vil straks fornemme den. Den er en slags facadekarisma, som de fleste gennemskuer, men som man oftest selv er ubevidst om.

En god lakmusprøve på selvhøjtideligheden er humor. Niels Hausgaard ernærer sig forbilledligt af selvhøjtideligheden. Hver gang han ser gode eksempler på den i dagens Danmark – og det gør han meget ofte – så har han stof til en ny sang og historie.[2] I USA er selvhøjtideligheden også det faste grundlag for South Park og for mange andre. Middelalderkongernes hofnarres funktion var nok primært at underholde men måske også at give kongen et vink, når han var ved at misforstå sit ansvar og sine beføjelser. 

Selvhøjtidelighed forveksles desværre undertiden med sin modsætning: selvrespekt/selvfølelse; nok mest af de selvhøjtidelige selv. Der er også et element af egoisme i selvhøjtideligheden: Man sætter sig selv foran andre. Jeg har tjekket DDO for ord, der begynder med selv- og fundet, at der er lidt flere negative end positive ord her.[3]

Til de negative hører: selvbehagelig, selvbeskuende, selvcentreret, selvfed, selvfikseret, selvforherligende, selvglad, selvgod, selvhævdende, selvhøjtidelig, selviscenesættende, selvklog, selvoptaget, selvretfærdig, selvrådig, selvsmagende, selvtilfreds og selvtilstrækkelig.

De bliver heldigvis delvist opvejet af: selvagtelse, selvbesindelse, selvbevidsthed, selvdisciplin, selvfølelse,[4] selvkontrol, selvovervindelse, selvrealisering, selvrefleksion, selvrespekt, selvsikker, selvtillid, selvværd.

De negative vender udad: imod omgivelserne og ignorerer deres behov, mens de positive vender indad og underforstår en respekt for andre. Det er samtidig karakteristisk, at store personligheder med en sund og stærk selvfølelse netop udviser ydmyghed og fuldstændigt fravær af selvhøjtidelighed. Nogle af de kendteste eksempler kunne være Jesus, Gandhi, Dalai Lama og Nelson Mandela, men der er heldigvis mange andre.

[1] Frit citeret efter hukommelsen. Jeg kan desværre ikke huske, hvor i hendes værker jeg har set det.

[2] Et eller andet sted i hans samtalebog med D. L. Bomann: Når vi ånder i takt. 2023, erklærer han selvhøjtideligheden som sin hovedfjende.

[3] Udvalget er udtryk for et skøn og dermed ikke helt systematisk eller konsekvent.

[4] En hurtig gennemgang af de første 25 teksteksempler på dette ord i korpus.dk peger på, at ordet anvendes positivt i 80% af citaterne men dermed negativt (ironisk) i de sidste 20%.

Ondskab

Lykkelige mennesker er ikke onde.

Onde mennesker er ikke lykkelige.

Så hvem er de egentlige tabere?

(Med beklageligt forbehold for folk, der pga. uvidenhed eller forsvarsmekanismer ikke er aktivt bevidste om deres ondskab, f.eks. udøvere af Hannah Arendts banale ondskab).