Termer, Psykologi

Intro

Her præsenterer jeg nogle psykologiske begreber, som selv har været uvurderlige for mig. 

Primærprocesser og Sekundærprocesser:

Freud, der udgav tekster fra 1877 og frem til sin død i 1939, er under betydelig kritik i tiden: Hans ideer stammer fra det tysksprogede kulturområde for over 100 år siden og kan ikke anvendes på nutidige senmodernistiske forhold.

Jeg tror, at der er meget sandt i det, men også på, at det er en markant fejl at smide al hans tænkning ud med badevandet. For mig at se har hans tanker om forsvarsmekanismer og primær- hhv. sekundærprocestænkningen stadig ubestridelig gyldighed, og navnlig sidstnævnte er voldsomt overset, da de rummer gode og overskuelige forklaringer på mange af tidens fænomener og problemer.

Det følgende er i alt væsentligt en forkortet version af kapitel 1 og 2 i psykiateren Erling Jacobsens bog: De psykiske grundprocesser 2. udg. 1984.

Freud var oprindeligt neurolog, dvs. specialist i nervesystemet og de lidelser, der udsprang af problemer i dette. Disse kunne til tider løses med medicin eller kirurgi, men ved enkelte patienter kunne man ikke spore nogen fysiske problemer i nervesystemet, og beviset på, at lidelserne ikke var fysiologiske, blev fundet ved eksperimenter, hvor man vha. hypnose kunne få patienter til at fungere fejlfrit under hypnosen, mens deres blindhed, lammelser etc. kom tilbage, når man bragte dem ud af hypnosen.

Freud konkluderede, at disse lidelser da måtte skyldes psykiske forhold og derfor måtte behandles derefter.

Hans adgangskort til det psykiske blev især folks drømme, som han arbejdede med i årevis.

Han fandt frem til, at forhold, der voldte ubærlig angst hos patienterne, blev fortrængt og siden behandlet i forklædt form i drømmene. Opgaven var så at få patienterne til at forstå og gennemskue disse drømme og derved afsløre forklædningen og dermed problemet.

Under dette arbejde opdagede han, at der var et sæt regler eller principper, der gjaldt for forklædningsprocessen, og det var dem, som han døbte: Primærprocesserne, da de er udtryk for den oprindelige tænkning hos mennesker og dyr.

Primærprocesserne er følelsernes tænkning, mens sekundærprocesserne er fornuftens og logikkens tænkning.

Jeg vil af praktiske grunde tage de sidste først:

1: Sekundærprocesserne er kun mulige i kraft af sproget, og dette er unikt for mennesket. Ved at danne et ord for en ting er mennesket i stand til at have en varig og stabil forestilling om det, og dette indebærer, at man ikke behøver at have en impulsiv reaktion på det. Når et dyr eller et før-sprogligt barn er sultent tænker det impulsivt: MAD! NU!!! Når jeg er sulten, ser jeg på uret og tænker: ”Nå, klokken er 11.42, så det er snart tid til frokostpausen,” hvorefter jeg arbejder roligt videre de næste 18 minutter indtil pausen.

2: Denne evne til varige og stabile forestillinger om et objekt er også forudsætningen for, at ordene kan få en præcis betydning uden straks at flippes ud i et væld af vilkårlige associationer, som det sker i primærprocesserne. Hvis man siger: ”Han bor i Rom,” så vil sekundærprocesserne straks lokalisere ham til Italiens hovedstad, mens primærprocesserne for det første vil være i tvivl om, hvorvidt det er byen eller drikken der er tale om, mens de for det andet vil springe mellem op til ni forskellige associationer til f.eks. verbet: bor.[1]

3: Denne præcise betydning er endelig forudsætningen for logisk tænkning, som bl.a. karakteriserer matematik, filosofi og naturvidenskaber. Det vil sige, at vi er nødt til at ty til sekundærprocesserne, hvis vi vil give en realistisk og nuanceret fremstilling af forholdene, hvor primærprocesserne i stedet ser dem sort/hvidt, som det f.eks. ses i fobier. Hvis et lille barn bliver begejstret for en stearinlysflamme og rækker ud efter den, får det først en forbrænding og derefter en skræk for alt, hvad der kan minde om flammer: en skarp lommelygte, ild på TV-skærmen etc. De fleste forældre passer på, at børnene ikke får sådanne forbrændinger og forklarer senere barnet, når barnet har lært at tale, at ild er farligt men ikke dødsensfarligt; man kan godt føre en finger hurtigt frem og tilbage gennem en stearinlysflamme uden at brænde sig. Barnet får her i stedet et realistisk og nuanceret forhold til ild, ved hjælp af sproget og sekundærprocesserne.

Primærprocesserne er domineret af følelserne og er ikke i stand til den præcise eller logiske tænkning – i al fald sjældent på nogen måde, som man selv kan styre hen mod noget meningsfuldt. 

Freud fandt her 11 regler:

1: Her er følelserne ustabilt bundet, så alt associeres i retning af, hvad man har lyst til. En sulten dreng skulle i 3. klasse læse højt om en arktisk ekspedition og kom galt afsted ved at læse, at man udlagde nødde-poter ( = nød-depoter). Da han så ordet, så fik hans sult ham spontant til at se noget med nødder… Det var også dette, som den berømte Rorschach udnyttede, da han lod folk associere til vilkårlige blækklatter på et stykke papir. Associationerne pegede samlet i retning af den pågældendes fortrængte problematikker.

2: Primærprocesserne kan give sig udtryk i, at intense følelser oversvømmer bevidstheden og ødelægger dømmekraften. Fornuft og følelse står i et komplementært forhold til hinanden, dvs. jo mere af det ene, des mindre af det andet. Det er dette, som mange politikere udnytter, når de først pisker en følelsesladet stemning op og siden overtaler tilhørerne til at gå med på politikerens tankegang.

Et andet udtryk for samme regel er: ”Kærlighed gør blind.”

3: Almindeligvis er der dog kun tale om følelsesforskydninger, der følger de næste love:

4: Freud oplevede, at den vigtigste var loven om pars pro toto, fra latin: ”En del i stedet for helheden.” F.eks. ligger øen Hans’ ø præcis mellem Grønland og Canada. Øen er ganske lille og ubetydelig: 1,3 km2, men både Danmark og Canada gør krav på den på grund af de medfølgende rettigheder til fiskeri og udnyttelse af undergrunden. I 2005 spidsede krisen til, da den canadiske forsvarsminister personligt tog ud på øen og erstattede det danske flag med det canadiske.

Der var dengang danskere, der helt seriøst talte for en dansk krigserklæring mod Canada, en i alle henseender latterlig tanke, men det, at ”dansk territorium" blev krænket af ”fremmede” var nok til at sætte sindet i kog. En krænkelse af dansk territorium opleves åbenbart meget personligt. (I 2022 fandt man en mindelig ordning og delte øen midt over).

5: En nærtbeslægtet lov går ud på, at to ting, der har en lighed eller et fælles område, kan opleves som, at de i deres helhed er identiske. Dette har gennem tiden medført utallige ulykkelige forviklinger af f.eks. sex og magt eller respekt pga. angst over for respekt pga. sympati (se: ”Refleksioner” > Respekt). 

Det er muligvis også denne lov, der udgør fundamentet for astrologien.

6: Ofte kan et større antal ting, der har et fælles område, alle opfattes som identiske med dette og derfor udtrykkes ved det. Dette muliggør bl.a. brugen af symboler: Dannebrog = Hele Danmark, et kors = Hele kristenheden etc. Når en eller anden ulykkelig spade afbrænder en Koran, føler alle muslimer sig krænket.

Det er også grundlaget for mange vitser: Hvad gør Tarzan, når han vil vide, hvad klokken er? Han går ind i urskoven. De to forskellige betydninger af: ur spilles her op mod hinanden.

7: Der er ikke nogen skelnen mellem fantasi og virkelighed. Dette opleves meget i børns leg, mens voksne mest oplever det i drømme, når man er ude i følelsesmæssige ekstremer, eller når man har taget hallucinerende stoffer. Disse sidste er netop karakteriseret ved at fremprovokere mere eller mindre ren primærprocestænkning under rusen. Denne lov (og flere andre af lovene) er desuden karakteristisk for skizofrenes tænkning.

8: Tidsfølelsen er ophævet. Man skelner ikke mellem fortid, nutid og fremtid, og selve oplevelsen af tidens gang er helt upålidelig. Hvis man venter på en bus, er tre minutter ulideligt længe. Hvis tandlægen borer i din tand, er ti sekunder en evighed. Under ekstase forsvinder tidsfornemmelsen.

9: Selvets grænser er ophævet. Man er ikke i stand til at skelne mellem sig selv og omgivelserne. Dette er et af idealerne hos de mest avancerede buddhister på vejen mod Nirvana, men det ses igen hos skizofrene. En sygeplejerske, der mødte første dag på en lukket psykiatrisk afdeling, blev på gangen passet op af en patient, der venligt spurgte hende om, hvorfor hun var så vred på ham. Hun havde aldrig set ham før. Han var dybt frustreret over at være spærret inde på afdelingen, men da han oplevede angst over at være så aggressiv, så projicerede han aggressiviteten over på en tilfældig forbipasserende og slap derved af med den. Dette ses også hos normale mennesker i forsvarsmekanismen projektion (se denne under ”Termer Psykologi” > Forsvarsmekanismer).

10: De almindelige logiske regler er ophævet. Specielt eksisterer benægtelser ikke: Ja = nej, plus = minus etc. En ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde, men det kan evt. ses af sammenhængen, hvad der er ment.

Det kan bevises ganske simpelt. Hvis du læser: ”Tænk ikke på en øl,” så står der uvilkårligt en kølig pilsner i din bevidsthed. Det er samme lov, der ligger til grund for den kendte regel: ”Dårlig PR er bedre end ingen PR.” Man ville normalt vente, at en person, der af det offentlige blev arresteret og sigtet for løgn og økonomisk svindel ville blive almindeligt fordømt. I april 2023 skete dette med Trump i sagen om det skjulte bestikkelsesbeløb til en pornomodel, der ikke måtte oplyse om hans affære med hende. På overfladen fordømmes det, men under overfladen er folk imponerede over, at en mand med den alder og det udseende stadig er i stand til at score unge lækre blondiner. Tilslutningen til ham steg dramatisk[2], og ingen tør vurdere den enorme værdi af den gratis spalteplads, han i dagene scorede på forsiden af alverdens nyhedsmedier.

I sekundærprocessernes logiske univers er det modsatte af kærlighed, had, men ikke i primærprocessernes. Her er det noget meget værre: Tab af opmærksomhed fra den anden. Det er derfor, at små børn er så umulige. Hvis man ikke kan få forældrenes kærlighed med det gode, så hellere få deres vrede med det onde end at blive ignoreret, hvad der for de fleste børn er stærkt angstprovokerende. Det var Freuds generelle erfaring, at drømme om døden symboliserede tab af kærlighed fra andre. Den fysiske død optræder derimod ofte i drømmene i form af eksempler på  afrejse.

Ironien bygger også på spillet med modsætninger, som hvis man f.eks. siger til veninden: Sikken fin pels, du har fået der. Det er helt utroligt, hvad man kan lave af polyester nuomstunder.

11: Da logikken er fraværende i primærprocesserne, bliver det muligt at opleve ambivalens, dvs. modstridende følelser. Det er straks sværere i den normale hverdag, hvor vores tankegang består af et samarbejde mellem de to sæt tankeprocesser. Hvis ambivalensen handler om noget, der ikke gælder stærke følelser, så kan bevidstheden let håndtere den: ”Skal jeg vælge en Napoleonshat eller en nøddetærte?” Men hvis det gælder stærke følelser, så kommer forsvarsmekanismerne og rydder den ene side af følelserne ud af bevidstheden. Hvis din kæreste dropper dig, så hader du den store idiot – på overfladen – mens du i det ubevidste stadig er helt ulykkeligt forelsket i vedkommende. Freuds unge kvindelige klienter var opdraget i et strengt moralsk og victoriansk miljø. De var derfor dødeligt angst for sex og al dens væsen og demonstrerede dette ved massiv forargelse, hvis tegn på den skulle vise sig. Under overfladen skreg deres biologi på sex, og det kom til udtryk i den overvældende mængde sexsymboler, som Freud fandt under drømmetydningerne. 

I nutidens kultur, hvor den psykiske folkesygdom er skiftet over fra neuroser til narcissisme, finder man snarere magtsymboler i drømmene.

En følge af ovenstående er, at primærprocesserne bruges, hvor man tilstræber styrke og intensitet i fremstillingen, men sekundærprocesserne bruges, hvor man vil udtrykke præcision og nuancering. Hvis den seksårige ikke vil rydde op på sit værelse, så kan man enten true specifikt med sekundærprocesserne: ”Hvis du ikke rydder op, så får du ingen lørdagsslik.”

Med primærprocesserne er man generel og uspecifik: ”Hvis du ikke rydder op, så kan du bare vente dig!”

I det første tilfælde kan barnet ud fra de praktiske og kendte forhold tage stilling og vurdere: "Jeg magter ikke at rydde op i kaosset på gulvet i mit værelse, og jeg har i øvrigt intet mod det: Er det virkelig værd en gang lørdagsslik at overvinde mig selv og bruge 1000 timer på at prøve at få ryddet op?" Og svaret kan muligvis blive: "Nej. Jeg kan da sagtens undvære den gang slik."

I det andet tilfælde er straffen overladt til barnets fantasi: Hvad vil mor og far gøre? Slå mig? Sende mig væk for evigt på børnehjem? Aldrig give mig julegaver mere? Tage min ipad? Aldrig tale til mig mere??? Alt efter, hvordan barnet er, kan det kaste sig ud i mareridtsagtige fantasier, og værelset vil sandsynligvis blive ryddet op. Diktaturer udnytter dette med bevidst inkonsekvent afstraffelse af systemkritikere. Hvis straffene var konsekvente, ville de vide præcis, hvor langt de kunne gå og agere derefter. Inkonsekvensen medfører usikkerhed og dermed større hæmninger.

I gamle dage kunne en forelsket ung mand tale primærprocessprog til den udkårne og erklære over for hende, at han ville bære hende i sine hænder og lægge verden for hendes fødder. Og han troede selv på det. Og det gjorde hun også, da begge overvejende kommunikerede i primærprocesserne, da de var i forelskelsens vold.

Hvis han havde været mere præcis og realistisk, kunne han have udtrykt, at han ville betale hendes busbilletter i et halvt år og senere lægge en næsten nysynet Toyota Corolla fra 2018 for hendes fødder, men så var resultatet nok også blevet derefter. Hvis man nærlæser Hitlers taler, så finder man talrige skrigende selvmodsigelser i dem, men det betød intet, da han indledte med at mobilisere folks vrede så meget, at de var hinsides logik og common sense under resten af talerne.

Det har intet med demokrati at gøre at opsætte valgplakater med stærkt photoshoppede smilende ansigter med stereotype budskaber, hvis centrale indhold er: Stem på mig. Jeg bringer velstand og lykke til alle. Men plakaterne kommer op alligevel. Ved hvert valg. Fra samtlige partier. For de virker.

Kunst handler meget om følelser og spiller dermed meget på primærprocesserne. Af alle kunstarterne gælder det mest for musikken. Flere komponister har prøvet at skildre noget eksakt gennem musikken: Schuberts Forellekvintet, Vivaldis årstider, Beethovens og Debussys måneskinsmusik etc, men det er ikke til at høre præcist, hvad det er, hvis man ikke lige ved det. I anden akt af Orpheus bønfalder Orpheus ånderne om at få sin elskede tilbage fra dødsriget, og musikken bringer et markant og rungende svar. Men man kan ikke høre på musikken alene, om det er et ja eller et nej.

Ofte er man bedre tjent med primærprocesserne end med sekundærprocesserne, når man skal forklare sig. Hvis nogen spørger, hvor stor chance der er for at finde en treværelses i det indre København til under 5.000 om måneden, så kan man via sekundærprocesserne komme med en lang, omstændelig men ret præcis og nuanceret redegørelse, hvor det er lettere bare at ty til primærprocesserne og bruge det sproglige billede, at vedkommende har lige så stor en chance som en snebold i helvede.

Religion er et emotionelt anliggende, så religiøse tekster og ritualer bygger i det væsentligste på primærprocesserne. Jesu lignelser er symbolske fortællinger, og også Bibelen rummer mange logiske modsætninger: Syndfloden druknede alle, undtagen Noah og hans familie. Efter at de landede ved Ararat, drog de tre sønner ud i verden og giftede sig! De første skal blive de sidste og de sidste de første (Matth. 20.16) Vendingen optræder fyrre forskellige steder i Bibelen.[3] Shamaner, tabuer, amuletter og ritualer er også klare udtryk for primærprocesserne. Når en indianerdreng fik bundet en bjørneklo om halsen fik han bjørnens styrke som jæger og kriger.

Sekundærprocesserne eksisterer kun i kraft af sproget, så det følger logisk heraf, at førsproglige børn må leve i en primærprocestilstand. Dette forekommer kun helt undtagelsesvist hos voksne, men det er hævdet, at det er det, der sker under orgasmen eller ved ekstatiske oplevelser, f.eks. ved en rockkoncert, hvor man bliver så grebet af musikken, stedet, stemningen og hvad man måtte have indtaget af alkohol eller stoffer, at man for et øjeblik er hinsides logik, tid og sted og oplevelse af egen individualitet. Man går op i en højere enhed med miljøet og stemningen.

Noget af det samme kan opnås ved hjælp af en række psykedeliske stoffer, f.eks. LSD, men man kan også klare det uden, som det ses i en række forbløffende enslydende skildringer fra mystikere fra vidt forskellige tider, steder og kulturer i verdenshistorien: De melder ret enslydende om ingen tid, intet sted, intet ego, ingen logik, intens oplevelse af det sublime…

I et stenaldersamfund vil primærprocestænkningen fylde nok mindst lige så meget som sekundærprocestænkningen, mens det hævdes, at den sidste dominerer i den nutidige vestlige verdens højteknologiske samfunds naturvidenskabelige verdensbillede. I forlængelse heraf har man set denne dominans som årsag til tidens kriser, der følger af forurening, klimaet, ressourceforbrug etc.

I mange sammenhænge fører primærprocestænkningen til spektakulære resultater. Det gælder naturligvis kunst, men også den hårde naturvidenskab har efter sigende trukket på primærprocestænkningen. I sekundærprocesserne kan bevidstheden normalt kun behandle fem +/- to faktorer samtidig, mens primærprocesserne kan jonglere med tusindvis på samme tid. Der er flere beretninger om, hvordan forskere har drømt sig frem til afgørende opdagelser, som de ikke kunne tænke sig frem til i den vågne bevidsthed, således Bohr og atommodellen, kemikeren Kekulé og benzenmolekylet[4] og filologen Karl Verner, der angiveligt fandt Verners lov[5] under en lur på sofaen. Den berømte indiske matematiker Ramanujan, der i begyndelsen af 1900-tallet kunne give svaret på meget komplicerede matematiske ligninger, oplyste også, at han drømte sig til svarene: "While asleep, I had an unusual experience. There was a red screen formed by flowing blood, as it were. I was observing it. Suddenly a hand began to write on the screen. I became all attention. That hand wrote a number of elliptic integrals. They stuck to my mind. As soon as I woke up, I committed them to writing."[  Det samme ligger til grund for rådet om at ”sove på det”, hvor man skal træffe en alvorlig beslutning. Det siges i USA, at de store opdagelser i dag gøres in the bed, in the bus and in the bath, situationer, hvor bevidstheden er tilbøjelig til at "stene," da den er overladt til sig selv, idet man ikke umiddelbart er optaget af noget forhåndenværende praktisk, og det fortælles, at den tyske filosof Immanuel Kant nåede epokegørende filosofiske erkendelser efter at have stirret ufravendt gennem længere tid på et kirketårn i det fjerne.

Aforismer bygger fundamentalt på primærprocessernes evne til symboldannelse. Albert Einstein udtrykker selv indirekte deres værdi i en aforisme:

"I think 99 times and find nothing. I stop thinking, swim with the silence, and truth comes to me."

Sammenfattende må man konkludere, at primærprocesserne i høj grad er med til at styre vores tænkning og handlinger, også der, hvor vi selv er overbevist om, at vi er dybt rationelle.

Dette er som sagt en kort sammenfatning af Erling Jacobsens fascinerende bog, som hermed anbefales varmt.

[1] Der associeres til udtalen, der kan have flg. Betydninger: 1: nutid af et verbum (som i ovenstående sætning), 2: bydemåde af et andet verbum: bor et hul der, 3; hollandsk sydafrikaner: en boer, 4: reder: hvepsene har tre boer i kvarteret, 5: grundstoffet Bor, atomnummer 5, 6: person: Niels Bohr, 7: værktøj: Et bor, 8: Fornavne: I klassen har vi to Bo’er, 9: Bor, stationsby i Småland.

[2] https://nyheder.tv2.dk/udland/2023-04-07-trump-trodser-straffesag-med-syvmileskridt-i-meningsmalinger

[3] https://www.openbible.info/topics/last_is_first_and_first_is_last

[4] https://en.wikipedia.org/wiki/August_Kekul%C3%A9

[5] https://da.wikipedia.org/wiki/Verners_lov

Forsvarsmekanismerne:

 Det var Sigmund Freud, der oprindelig fremsatte teorien vedrørende forsvarsmekanismerne.  Det, at man iværksætter forsvarsmekanismer indebærer, at man fortolker virkeligheden på en anden måde end hidtil.  Det egentlige formål med forsvaret er at beskytte individet mod angst.  Ved mødet med virkeligheden opstår spontane følelser i id´et. De sendes til jeg´et, men bliver ofte censureret af over-jeg´et. Er konflikten så stor, at jeg´et er handlingslammet, er der kun to muligheder tilbage: angst, og derefter omfortolkning af den angstvoldende virkelighed ved hjælp af forsvarsmekanismer. Et menneske er sig imidlertid på ingen måde bevidst, at det anvender forsvarsmekanismer.  Det skyldes motiver, der ligger uden for personens bevidsthed.

En del af forsvarsmekanismerne defineres som tidlige eller primitive, mens andre modsat er sene eller modne. De tidlige forsvarsmekanismer er spædbarnets medfødte forsvar mod stress fra omgivelserne og afspejler derfor primærprocestænkningen og en ufærdig kognitiv udvikling. De sene eller modne forsvarsmekanismer optræder typisk først omkring eller efter skolealderen; de forudsætter udviklet empati og logisk tænkning og bygger derfor også på sekundærprocesserne. En persons brug af forsvarsmekanismer kan dermed oplyse noget om, på hvilket tidspunkt en eventuel psykisk skade er sket og dermed pege på, hvilken type lidelse, der er tale om. F.eks. ses de tidlige forsvarsmekanismer typisk hos skizofrene, mens de sene ses hos neurotikere. Generelt kan det siges, at jo flere forskellige forsvarsmekanismer man råder over, des bedre er man rustet mod kriser, og jo stærkere en persons jeg er, des mindre vil vedkommende have behov for at beskytte sig mod egne følelser ved hjælp af forsvarsmekanismer. Det stemmer med erfaringen om, at der er en direkte sammenhæng mellem psykisk ro og styrke og evnen til at se realistisk og nuanceret på virkeligheden.

Personer med alvorlige psykiske lidelser kører deres liv i sænk overvejende ved hjælp af forsvarsmekanismerne.

Freud opdagede selv en halv snes forsvarsmekanismer. Hans datter Anna Freud fortsatte arbejdet og fandt nogle flere. Efter hende har forskellige psykologer gennem tiden fundet yderligere flere, men problemet er, at forskellige folk har forskellige navne og lidt forskellige definitioner på forsvarsmekanismer, der ellers tydeligt er meget beslægtede, så der forekommer en del tvivl og sammenfald. Det vigtigste er at spotte, at der er tale om brug af forsvarsmekanismer. Den specifikke betegnelse kommer i anden række.

Det er ikke enten ”godt” eller ”dårligt” at bruge forsvarsmekanismer. De kan sammenlignes med lykkepiller: Når krisen er så voldsom, at ens mentale ben ikke kan bære en, så er de en uundværlig hjælp, men når krisen klinger af, skal brugen forsvarsmekanismerne tilsvarende drosles ned. Ikke så få mennesker lever hele deres liv på forsvarsmekanismer, en såkaldt ”livsløgn.”

Tidlige hhv. sene forsvarsmekanismer er i nedenstående liste markeret med T hhv. S. Dem uden markering kan ikke anbringes sikkert i nogen af grupperne.

Vi vil nu forsøge at belyse teorien om forsvarsmekanismer ud fra nedenstående situation. l de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre, vil vi forestille os, hvordan en kvinde ville have reageret, hvis hun havde benyttet en af følgende 22 muligheder for forsvarsmekanismer:

(l)   Fortrængning ("glemsel") S

(2)  Intellektualisering (forholde sig køligt og sagligt til problemet).  S

(3)  Benægtelse.  T

(4)  Projektion (at tillægge andre ens egne følelser, f.eks. skylden for ens egne svagheder) T

(5)  Introjektion (gøre problemet til en del af sig selv) T

(6)  Splitting (fortrænge den ene side (god eller dårlig) af en sag eller person).  T

(7)  Devaluering (nedvurdering af noget man ønsker, men ikke kan få).  T

(8)   Idealisering (at fortrænge eller benægte negative sider ved af nogen eller noget, hvis fejl man ikke tør erkende).  T

(9)  Identifikation (ofte med "den stærke").  S

(10)  Rationalisering (bortforklaring) S

(11) Sublimering (bruge energien på noget konstruktivt) S

(12) Kompensering (gøre noget andet i stedet for det, som man ønsker – men ikke tør – gøre) S

(13) Forskydning (rette følelser, som regel af aggressioner, mod et andet end deres egentlige mål, som man ikke tør rette følelsen mod) 

(14) Fiksering (blive fastlåst på problemet)

(15) Regression (adfærdsmæssigt at rykke tilbage til et tidligere udviklingstrin)

(16) Reaktionsdannelse (ubevidst at reagere stik imod, hvad man virkelig føler) S

(17) Depersonalisering (choktilstand: ikke ænse tid, rum eller sig selv) T

(18) Isolation (undgå andre mennesker).  T

(19) Flugt (rejse; fjerne sig fysisk fra problemerne).  S

(20) Fantasi (ønsketænkning, dagdrømmeri, fjerne sig mentalt fra problemet).

(21) Eksternalisering (forskyde en indre personlig problematik til noget ydre).

(22) Annullering (forsøg på at gøre det forkerte “godt igen”).

 Hr. og fru Jensens store ønske var at få et barn.  Der gik lang tid før det lykkedes fru Jensen at blive gravid, men da hun endelig blev det, var begge ægtefællerne ovenud lykkelige.  At få deres eget barn ville være noget helt vidunderligt.  Adoptivbørn ville de slet ikke tænke på.

Det gik nu hverken værre eller bedre end at fru Jensen aborterede i syvende måned.  Hun tog sig det meget nær.  Desværre ville hun ikke kunne blive gravid igen.  Man kunne ikke finde nogen sikker forklaring på, at aborten var indtrådt.  Det eneste helt sikre var, at ægteparret var blevet forhindret l at nå et mål, som de anså for et af de vigtigste i tilværelsen.

 (1) Fortrængning.  Når man traf fru Jensen et halvt års tid efter aborten var billedet helt forandret.  Følgende samtale udspandt sig imellem fru Jensen og en veninde:

       Veninden: Var det meget svært at komme igennem alt det skrækkelige?

 Fru J.: Njah, hospitalsopholdet var da lidt kedeligt.

 V: Det var nu synd alligevel. Du som altid har villet have børn.

 Fru J.: Hvor har du det fra?  Jeg har da aldrig været særlig interesseret i at få børn.

Fru Jensen synes altså at have glemt, at mulighederne for opfyldelse af et af hendes største ønsker forsvandt.  Det er netop et eksempel på fortrængning, når en person “glemmer" ubehageligheder.  Et måske endnu mere almindeligt eksempel har vi i tilfælde, hvor tanker og handlinger, som man skammer sig over, forsvinder fra bevidstheden.  Man er sig f.eks. ikke alle sine seksuelle eller aggressive ønsker og impulser bevidst.  Ved fortrængning er det, som om noget ubehageligt er blevet censureret bort fra bevidstheden. Det er nok den vigtigste og almindeligste forsvarsmekanisme. Det er navnlig stærke og ubehagelige barndomsoplevelser, der fortrænges, fx de naturlige hadoplevelser mod forældre, når de gør noget mod ens vilje.

 (2) Intellektualisering: Efter aborten diskuterede fru Jensen gerne barnløsheden, men syntes ikke følelsesmæssigt påvirket af problemet.

Ved intellektualisering beskæftiger man sig køligt, rationelt analyserende med problemerne, men fortrænger de følelser, der knytter sig til dem. Karakteristisk for knudemænd m/k og tvangsneurotikere, der i deres forhold til omgivelserne kan være præget af en fornuftig og kølig distance uden personligt engagement.

(3) Benægtelse: (Man nægter at se de ubehagelige kendsgerninger i øjnene).

På trods af lægernes dom, insisterede fru Jensen i årene derefter på, at parret skulle blive ved at forsøge at opnå, at hun blev gravid. Hun fik indrettet et smukt børneværelse og købte af og til udstyr til den lille ny.

Hvor fortrængningen gerne gælder noget fortidigt, handler benægtelsen om at ignorere ubehagelige fakta på stedet. Den gamle engelske Lady i “90 års fødselsdagen” benægter, at alle hendes venner er afdøde, og lader derfor tjeneren servere for dem.

(4) Projektion.  Efter aborten begyndte fru Jensen at anklage lægen for ikke at have gjort, hvad han kunne for at redde fosteret.  På et vist tidspunkt overvejede hun at anlægge sag mod ham.

  Projektion indebærer, at man tillægger andre sine egne følelser, bl.a., at man forsvarer sig imod sine egne skyldfølelser ved at flytte dem over til andre mennesker.  Jfr: Tyv tror, hver mand stjæler. eller: Du ser splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget.

Fru Jensen frygtede i virkeligheden, at hun selv havde gjort for lidt for at undgå aborten.  Den almindeligste form for projektion går ud på at man tillægger sine medmennesker ufine motiver og ønsker.  Disse motiver og ønsker findes altså i virkeligheden hos en selv, men er fortrængt til det ubevidste plan.  Forargelse over seksuel løssluppenhed kan være en form for projektion. Racister tillægger gerne de fremmede de usympatiske træk, de kæmper med i sig selv. Homofobe fortrænger muligvis en grad af biseksualitet i sig selv. En slags positiv projektion kan ses hos en meget forelsket person, der ukritisk kan tro, at den udkårne er et idealvæsen, der kun rummer gode personlighedstræk, jfr. idealisering nedenfor.

(5) Introjektion: Nogen tid efter aborten læste hr Jensen i et tidsskrift, at man havde fundet en ny og effektiv metode til at behandle uønsket barnløshed på. Han foreslog, at de skulle prøve denne metode, men fru Jensen afviste dette. Hendes angst for at det skulle mislykkes endnu en gang fik hende til "selv" at bestemme, at hun ikke ville prøve. Så blev tabet lettere at bære. Undersøgelser har vist, at nogle personer med eksamensangst ubevidst selv saboterer deres eksamensforberedelser og eksamination. De vinder derved en vis “tryghed” ved at få deres bange anelser sikret.

(6) Splitting: Det lykkedes aldrig fru Jensen at føle og erkende fordelene ved ikke at have børn.

Ved splitting, der også kaldes fraspaltning, deler man et objekt (en person, en ting eller et forhold, som man retter følelser mod) op i en god og en ond side og fortrænger den ubehagelige af dem. Ved splitting er man derfor ikke i stand til at se nuanceret og realistisk på tingene. Der er også tale om splitting, når man fortrænger uønskede sider af egen personlighed. Den specifikke gevinst ved splitting er, at man undgår den konflikt og smerte, som ambivalens altid fremkalder. Splittingen består i sig selv af de følgende to forsvarsmekanismer:

(7) Devaluering: Når talen siden hen faldt på børn, priste Fru Jensen sig lykkelig for, at hun var sluppet for sådanne og alle de problemer og omkostninger, de indebar. Ved devalueringen undgår man sorg, vrede, skuffelse og mindreværdsfølelse over, at man ikke kan opnå et begæret objekt, ved at beslutte sig for, at dette objekt intet er værd. Hvis kæresten slår op, “opdager man pludselig” hvor usympatisk vedkommende “i virkeligheden” var. Racisten får en vis ro i sjælen ved at finde nogle syndebukke for egne indre problematikker. Han projicerer sine egne fejl over i disse syndebukke, devaluerer dem dermed, og fatter derfor ikke, at nogle indvandrere kan være sympatiske mennesker, der kan have ærlige og rimelige grunde til at være her i stedet for i deres hjemland.  Andre eksempler er: “Det gjorde ikke noget, at jeg ikke fik jobbet, for jeg er faktisk ikke særlig interesseret," og:  “De er sure, sagde ræven om rønnebærrene - den kunne ikke nå dem.”

(8) Idealisering: Denne forsvarsmekanisme syntes fru Jensen at lide af helt fra begyndelsen, idet hun mente, at den eneste acceptable tilværelse for en kvinde var en karriere som moder. Ved idealiseringen tør man ikke erkende reelt negative eller usympatiske sider af et objekt: Fru Jensen idealiserede moderidentiteten, den forelskede er blind for den udvalgtes dårlige sider. Forælderen til det døde barn glemmer helt, at barnet en gang imellem havde været uudholdeligt.

(9) Identifikation.  Inden aborten havde fru Jensen haft meget svært ved at forstå såkaldte kvindesagskvinder.  Hun syntes ikke, at de kunne se det dejlige ved at være kvinde, føde og opdrage børn. En kvindes plads er i hjemmet" var hendes motto.  Da der var gået nogen tid efter aborten, begyndte hun at tage aktivt del i kvindesagsarbejdet.  Hun gik stærkest ind i problemerne angående kvindens ligestilling på arbejdspladsen.  Hendes holdning var blevet totalt ændret.

 Identifikation kan i denne sammenhæng betyde, at man afværger en trussel ved at gå over til fjenden: “If you can´t beat them, join them.”  Det kan også være et udtryk for identifikation, hvis man tager æren for, hvad personer, som man selv anser for betydningsfulde, har fundet ud af.  VirksomhedsIedere prøver i en udstrækning at få de ansatte til at identificere sig med virksomheden.  Læg mærke til sondringen mellem: ”Danmark tabte" / ”Vi vandt". Nok det vigtigste eksempel på identifikation ses hos næsten alle børn, der afslutter trodsalderens grænsesøgning med at identificere sig med forældrene og overtage deres regler og normer.

(10) Rationalisering.  Efter aborten prøvede fru Jensen at finde mange forskellige forklaringer på, at det gik så galt: Hvis lægen ikke havde været så urutineret. Hvis vi bare havde kørt lidt hurtigere, da vi skulle til sygehuset... "Det var fordi jeg drak to glas vin den foregående aften.” ”Det var ikke Guds vilje, at jeg skulle få børn.”

Denne forsvarsmekanisme indebærer således, at man bortforklarer: man forsøger at finde andre “fornuftige” (rationelle) forklaringer på det, der er sket. Herved undgår man egen skyld- eller nederlagsfølelse i forhold til problemet. Andre, mere almindelige eksempler: “Det gik så dårligt til prøven, fordi læreren havde givet sådan nogle fjollede opgaver".  Devaluering (jfr. 7 ovenfor) er en art rationalisering.

Rationalisering kan optræde som en hel ideologi. En ideologi er et tankesæt, der udspringer af en ide, der i princippet opfattes som konstruktiv og god for menneskeheden eller dele af den, så i udgangspunktet opfattes ideologier som sympatiske. Nazismen var en ideologi for hjælpeløse hadere, der manglede et legitimt objekt til at lade deres had gå ud over. I Italien hed det fascisme og i Spanien falangisme. I deres navn blev ufattelige forbrydelser mod menneskeheden legitime. Modstanderne af dem blev devalueret og ofte dræbt.

(11) Sublimering. (Sublim = smuk, ophøjet). Ved sublimeringen bruger man energien fra nogle følelser, man frygter, til noget andet og mere positivt. Freud mente, at seksuelle og aggressive ønsker, som man ikke kunne få tilfredsstillet på naturlig måde, i stedet kunne afreageres, så driftsenergien i stedet blev brugt på andre aktiviteter, først og fremmest af skabende karakter såsom digtning, musik osv. Er man meget aggressiv, kan man "kæmpe" for en god sag etc.  Fru Jensen kunne reagere på sine skuffede ønsker om at være noget for sine egne børn ved at være noget for andres børn. Mother Theresa lod al kærligheden i sit liv komme de fattige indiske gadebørn til gode.

Freud betragtede sublimeringen som en god og nødvendig forsvarsmekanisme, som kom samfundet til gode, selv om den dog også kan overdrives.

 (12) Kompensering.  Fru Jensen syntes at tage tabet af barnet ganske fattet.  Den store forskel i hendes måde at være på før og er uheldet var, at hun pludselig begyndte at dyrke idræt i al fritid; noget hun tidligere kun gjorde for motionens skyld. Samtidig påtog hun sig hvervet som træner i juniorafdelingen.

  Kompensation indebærer at man råder bod på en fiasko på et område ved at have succes på et andet.  Når denne forsvarsmekanisme træder i funktion, er det tydeligt at formålet er opretholdelse af en positiv selvvurdering.

(13) Forskydning.  Et stykke tid efter aborten begyndte fru Jensen at blive irriteret over nogle af ægtefællens vaner; nogle der ikke tidligere havde generet hende det mindste.  F.eks. blev hun rasende, når manden bad hende om at hente et eller andet i stedet for at hente det selv.  Dertil kom, at deres seksuelle samliv holdt op med at fungere.  Fru Jensen blev helt kold, når han gjorde tilnærmelser til hende.

  Efter aborten følte fru Jensen sig helt mislykket som kvinde.  Hun følte at hun ikke var noget værd, når hun ikke kunne føde børn. Hendes hjælpeløse vrede mod skæbnen blev forskudt til konkret aggressivitet mod manden.  Han blev indirekte straffet for aborten.  Forskydning indebærer at man retter en følelse, der sædvanligvis har et aggressivt islæt, mod en anden person eller ting end den, følelsen virkelig gælder.  Det klassiske eksempel er manden, der bliver skældt ud af sin chef, men lader det gå ud over kone og børn, når han kommer hjem.  Af forskellige grunde kan det være for svært at rette følelsen mod den rigtige person.  Konen, der gav sin mand en ordentlig overhaling før hun sendte ham ud at banke tæpper havde forstået, hvordan forskydning fungerer.

 Piger i den tidlige pubertet forskyder ofte deres kærlighedstrang over på heste og kæledyr.

(14) Fiksering: ("Fastlåsning").

Efter aborten blev fru Jensen konstant hængende ved problemet med barnløsheden. Hun talte om den ved enhver lejlighed, og syntes aldrig at kunne komme videre med sit liv.

Nogle mennesker fikseres i et personligt udviklingstrin f.eks. i barnlig trodsalderadfærd, pubertetsagtig adfærd eller hjælpeløs spædbarneadfærd.

(15) Regression.  Efter aborten blev fru Jensen ifølge mandens udtalelser gnaven og besværlig at omgås.  Sommetider opførte hun sig som et lille barn og krævede at han skulle stå på pinde for hende i tide og utide.  Når noget gik hende imod kunne få kraftige grådanfald.

 Regression indebærer tilbageskridt til et tidligere udviklingstrin. Når man står over for et stort problem, man umiddelbart ikke kan løse, søger hukommelsen ubevidst tilbage i erindringen og finder ud af, hvordan man sidst reagerede, da man stod over for uoverkommelige problemer. I forbindelse med fru Jensen kan man næsten sige, at hun på en måde blev som barn igen.  Et eksempel på regression, som mange forældre har oplevet: Siden mor er kommet hjem med den nye lillesøster, er Rune blevet ganske mærkelig.  Pludselig er han begyndt at gøre stort og småt i bukserne igen, til trods for at han ellers havde været renlig i næsten et helt år. Oral regression = “Al lystbetonet indtagelse”, gennem munden, øjnene, ørerne og årerne: mad, sprut, slik, stoffer, smøger, musik TV, video etc.  Anal regression = kontrol-/orden/-oprydnings-/gøre rent-flip/OCD.

 (16) Reaktionsdannelse.  ReaktionsdanneIse kaldes også ofte Omvending til det modsatte og indebærer, at man forsvarer sig så stærkt imod sine ægte følelser, at man i stedet viser de stik modsatte.  At få uønsket barn kan måske bevirke, at man ikke kan lide barnet. Man beskytter sig mod sådanne uacceptable følelser ved at give barnet ekstra megen ”kærlighed og ømhed.” Aggressivitet kan således vise sig som konfliktskyhed, og seksualitet som snerperi. Skråsikre og dominerende mennesker kæmper oftest med en fortrængt angst for usikkerhed. Af frygt for at bryde sammen af angst eller sorg, kan nogle finde på at le hysterisk i stedet for at græde ved f.eks. ulykker eller begravelser. En reaktionsdannelse for fru Jensens vedkommende kunne vise sig ved, at hun udvikler en uvilje mod børn.

Humor er en reaktionsdannelse og som sådan en forsvarsmekanisme:  Man lader være med at tænke på de ubehagelige følelser, og forholder sig lystbetonet, dvs. humoristisk til konfliktforholdet, jfr. vittigheder om sex, aids, hungerkatastrofer, autoriteter etc.

(17) Depersonalisering: (Chok: døv og blind for alt).

Da lægen kom med den endelige dom, stod alting pludselig stille for fru Jensen, og alting gik i sort. Hun kunne se sine omgivelser og høre stemmer der talte, men hun opfattede reelt intet. Hun blev helt fjern for sine følelser og alt blev uvirkeligt som en drøm.

Depersonaliseringen viser sig ved chokadfærd, hvor man ikke sanser virkeligheden eller føler noget, fordi dette gør for ondt. Tilstanden er bl.a. beskrevet af ofre for trafikulykker, incest og voldtægt. Ofrene beskriver det senere som en slags "Dette er ikke virkelighed, det er ikke mig-følelse.” I særlig svære tilfælde kan det udvikles til forsvarsmekanismen: derealisering. Her hører den sidste evne til virkelighedserkendelse op: et bord genkendes ikke som et sådant, men fremstår som et meningsløst virvar af linjer og flader.

(18) Isolation: (Tilbagetrækning fra selskab med andre).

Fru Jensen havde efter aborten svært ved at begå sig i situationer af social karakter. Hun gav op over for krav, opfordringer etc., lagde alt i hænderne på andre eller søgte at undgå andres selskab.

(19) Flugt.  Efter aborten begyndte fru Jensen at isolere sig mere og mere.  Hun holdt op med at træffe sine gamle venner.  Til sidst ville hun heller ikke mere gå ud med sin mand.  Det værste, der kunne ske for hende, var at passere forbi et vindue med børnetøj. Til gengæld holdt hun meget af at pusle alene med haven eller tage på lange ture med manden i deres lille sejlbåd.  Ved flugt undgår man problemet ved fysisk at fjerne sig fra det og alt, hvad der minder én om det.

(20) Fantasi:

Senere i livet havde fru Jensen en tilbøjelighed til at henfalde i dagdrømmerier om, hvor lykkelige hun og hendes børneflok var: hvad børnene hed, hvad de lavede etc.

Denne forsvarsmekanisme går ud på en virkelighedsflugt i fantasien. Kendes også under betegnelsen: eskapisme. Dagdrømme i moderat grad er ganske almindelige hos de fleste.

(21) Eksternalisering:

Under den efterfølgende krise opsøgte fru Jensen bl.a. en healer, der kunne trøste hende med at konstatere, at hendes barnløshed var et højere planlagt udslag af skæbnen; at det skulle være sådan og ikke kunne være anderledes.

Eksternalisering er en kombination af fortrængning, forskydning og rationalisering: man beskytter sig mod en indre personlig problematik ved at forholde sig til den som et ydre fænomen, der er én mere eller mindre vedkommende.

Eksternalisering ses ikke sjældent hos mindre seriøse terapeuter, der slipper for opmærksomhed på egne indre problemer ved at være fagligt optaget af andres.

(22) Annullering:

Hvor fru Jensen før havde været mere afslappet og naturlig, blev hun nu grebet af en trang til at gøre alting godt og rigtigt, ofte i overdreven grad. Hun kunne finde på at opsøge personer, hun mente hun havde handlet forkert overfor, for så at yde dem retfærdighed igen, åbent eller anonymt. Huset blev fremover også holdt pinligt rent og i orden.

Fru Jensen opfattede ubevidst barnløsheden som en straf for handlinger, hun havde begået, og håbede - også ubevidst - at straffen ville blive ophævet, hvis hun gjorde bod for sine “ugerninger”.

Ved annullering søger man at ophæve skyldfølelse og angst for forbudte handlinger og tanker ved at udføre handlinger, der gør skaden god igen.

Annullering ses særligt hos tvangsneurotikere, mens mange tilfælde af narkomani og alkoholisme er blevet tolket som ubevidst selvafstraffelse over forbudte og fortrængte tanker, f.eks. barndommens lejlighedsvise aggressioner mod familiemedlemmer. Mange velgørende institutioner kan sandsynligvis også takke annulleringstrangen for en stor del af deres indtægter. I sin mest ekstreme form hedder annulleringen reaktionsdannelse, jfr. (16) ovenfor.

Til sidst vil vi endnu engang påpege, at de mennesker, der benytter sig af forsvarsmekanismer, altid er ubevidste om dette, (måske med forbehold for de sjældne tilfælde, hvor man aktivt prøver at koncentrere sig om ikke at tænke på et bestemt problem; dette fænomen kaldes af nogle: suppression).  Forsvarsmekanismer findes hos alle i mere eller mindre udpræget grad. Vær opmærksom på dem hos dig selv, i film, litteratur, politik, hos andre...

Det giver et bedre greb om verden: Forsvarsmekanismerne bærer en stor del af skylden for tidens alvorlige problemer, da de tillader os at ignorere det ubehagelige: Selv om alle newsfeeds dagligt orienterer om en klimakrise, der galoperer hurtigere end frygtet, så sælges der i dag flere flyrejser end nogensinde, og der sælges - og køres - flere biler end nogensinde. Hjælpen til Ukraine er sen og valen, og trappes først lidt op, når det rigtigt brænder på...

Forlæg: Fröjelin og Åhslund: Psykologisk Grundbog, Gyldendal 1978. s. 82 - 86.

Narcissisme; pixiversion.

Narcissisme er grundlæggende lig med selvoptagethed.

Der findes to varianter: Den grandiose hhv. depressive narcissisme.

Begge er psykologisk forklaret ved, at barnet gennem opvæksten erfarer, at det ingen værdi har i sig selv for de betydningsfulde voksne, typisk forældrene. De oplever sig som objekter, der kun har eksistensberettigelse som brikker i forældrenes livsprojekt.

Dette resulterer i en uudholdelig mangel på selvfølelse, som man kan reagere grandiost eller depressivt på.

Den grandiose narcissisme er den mest kendte. Her beskytter narcissisten sig med forsvarsmekanismer og fortrænger fortvivlelsen for derefter at supplere med reaktionsdannelsen, hvor man udlever det modsatte af det, som man er angst for. Den grandiose narcissist fremstår derfor på overfladen som lykkelig og med stor selvfølelse.

På nogle måder bliver empatien skarpt trænet, idet den grandiose narcissist tidligt får skærpet sine sanser for, hvad omgivelserne reagerer positivt på. Nogle bliver rockere, andre præster eller socialarbejdere, atter andre kunstnere etc., men hovedprojektet er at opnå de andres opmærksomhed, beundring, sympati og evt. misundelse, så at kan konstant bekræftes i sin uægte selvopfattelse.

Den grandiose narcissist opgiver ikke håbet om den betingelsesløse kærlighed og respekt.

Det gør derimod den depressive narcissist. Her udlever man depressionen over aldrig at være blevet set, forstået, elsket eller respekteret. Men bag depressionen ligger fuldt den samme selvoptagethed som hos den grandiose.

Man har set narcissismen som senmodernismens psykiske folkesygdom, da den moderne velfærd tillader en hidtil uset selvfordybelse og selvdyrkelse, hvor børn er planlagte dele af forældrenes livsprojekter i modsætning til tidligere, hvor man fik dem smidt i nakken af Vorherre og måtte leve med det.

Den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller (1923-2010) mener, at den udbredte narcissisme har sin rod i den autoritære og disciplinerende kultur, der opstod med Industrialismen. Pædagogikbøger fra denne tid understreger, at børn først og fremmest skal disciplineres – med næsten alle midler, og gerne helt fra spædbarnealderen. Freud mente, at denne undertrykkelse af børn og "umodne" drifter i stedet førte til neuroser, som han så som datidens psykiske hovedlidelse.

Tilbage står, at mens der er mindst lige så meget at jamre over, som der altid har været, så ser man i dag mange børn og unge, der er helt uberørt af narcissisme. Man har forsøgt at forklare det ved undtagelsesvise heldige opvækstmiljøer eller med genetik, men ingen har kunnet dokumentere noget mht. dette.

I den græske urmyte er narcissisten repræsenteret af Narcissos, der svandt ind til ingenting, fastlåst i beundring af sit eget spejlbillede i søen. Den depressive narcissist er nymfen Echo, der var ulykkeligt forelsket i Narcissos og svandt ind til en genklang på grund af fortvivlelsen over at blive ignoreret af ham.