Fortællinger

   Konen i muddergrøften.

Et Kunsteventyr.

Der var engang en fattig fiskermand. Han var så fattig, at han og hans kone måtte leve i et faldefærdigt skur af blikplader og gamle brædder i et usselt slumkvarter uden for byen.

En dag, fiskeren var ude at fiske, mærkede han, at han for en gangs skyld fik noget stort på krogen. Han halede og halede i linen, og da han omsider fik fiskens hoved op over vandet, så han, at det var en kæmpeflynder. Den talte til ham og sagde: "Min gode fisker: skån mit liv: jeg er i virkeligheden ingen fisk; jeg er en forhekset prins, og hvis du sparer mit liv nu, kan du siden kalde på mig fra stranden, så skal jeg nok hjælpe dig til gengæld."

Efter nogen betænkning slap fiskeren med et suk fisken fri og roede hjem.

"Fik du noget på krogen?" spurgte hans kone, da han kom hjem.

Han fortalte da, at han havde fanget en stor fisk, men havde ladet den gå igen, da den havde bedt så mindeligt for sit liv.

Konen hylede op; hun skældte og smældte og overøste ham med bebrejdelser om deres fattigdom og hans uduelighed som forsørger, så han til sidst så sig nødsaget til at flygte ned til stranden igen for at prøve, om det nu også nyttede, at klage sin nød for flynderen. Da han nåede stranden, blæste det let, og små bølger krusede vandoverfladen.

"Flynder flynder i det dybe vand, kom og hjælp mig arme mand," råbte han ud over havet. Kort efter stak flynderen sit hoved op over vandet: "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte den.

"Hjælp mig. Vi sulter derhjemme, og min kone er ved at fortvivle over, at jeg aldrig kan skaffe brød på bordet. Skaf os noget at spise!" "Gå du kun trygt hjem, det er der allerede." sagde flynderen.

Da fiskeren kom hjem, sad konen og proppede sig ved bordet, der var fyldt med Big Macs, Double Whoppers, iskold Coke og festlige Disneyfigurer. "Hvor har du dog al den mad fra" spurgte fiskeren. "Den var der bare pludselig" sagde konen med munden fuld af burger, "stik mig lige remoen."

Efter den tid savnede man aldrig et Happy Meal i fiskerhytten, men efter nogen uger havde konen vænnet sig så meget til at have føde nok, at hun begyndte at kræve mere: "Det er for dårligt, at vi skal sidde her i denne rådne hytte" sagde hun. "Gå ned til den dersens flynder og skaf os noget ordentligt at bo i," sagde hun. Fiskeren ville grumme nødigt afsted, men hun blev ved sit, og til sidst måtte han igen gå ned til havet. Da han nåede stranden, blæste der en kraftig vind, og bølgerne slog ind mod land: "Flynder flynder i det dybe vand, kom og hjælp mig arme mand," råbte han ud over havet. Kort efter stak flynderen sit hoved op over vandet: "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte den.

"Hjælp mig. Vi er da glade for maden, men nu vil min kone have mere; hun vil have et bedre sted at bo" sagde manden. "Gå du kun trygt hjem," sagde flynderen," "Det er allerede klaret."

Da fiskeren kom hjem, var en anden fattig familie flyttet ind i skuret. "Hvor er min kone?" spurgte fiskeren forbløffet. "Hun flyttede," sagde den nye familie. "Hun efterlod denneher adresse, hvor du kan finde hende."

Fortumlet vandrede fiskeren længe rundt med papirlappen i hånden og søgte efter den vej, der stod i adressen, og til sidst hjalp nogle venlige mennesker ham frem til en stor flunkende ny og flot villa i en rig forstad til byen. Der var en nydelig parklignende have med en indfødt gartner; der var en carport med en stor rød Buick, og i huset var der en køn stuepige fra Puerto Rico, som konen hersede rundt med.

"Nå der er du omsider" sagde konen. "Detteher er da godtnok noget andet end den usle rønne, vi kom fra; nu bliver livet da værd at leve!"

Og det blev det - i lang tid, men med tiden begyndte konen at kede sig, og da de kun havde 32 kanaler på parabolen, fik hun osse snart nok af fjerneren og begyndte at se sig om efter noget mere spændende at rive i. "Manuelito" sagde hun til fiskeren, "De andre damer i kvarteret siger, at de er lige så fine som mig. Jeg vil prøve noget andet, noget med mere magt og status i. Sig til flynderen, at jeg vil være byens borgmester." Det ville fiskeren alligevel ikke. Men konen pressede ham så hårdt og vedholdende, at han endnu en gang måtte gå ned til havet. Da han kom derned, blev han mødt af en heftig kuling, og store krappe bølger skyllede op over stranden.

"Flynder flynder i det dybe vand, kom og hjælp mig arme mand," råbte han ud over havet. Kort efter stak flynderen sit hoved op over vandet: "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte den.

"Hjælp mig. Jeg kan ikke gøre for det, men nu vil konen altså til at være borgmester!" "Fint nok," sagde flynderen, "det er allerede i orden."

Da fiskeren kom hjem, holdt en limousine uden for villaen, hvor han havde boet. Chaufføren kørte ham op til det fornemste hus i hele byen, hvor konen tog mod ham. "Gå op i din garderobe og klæd om," sagde hun, "vi skal til middag i arbejdsgiverforeningen i aften klokken 18.30, og der venter mig en travl dag i morgen."

Nu havde konen fået noget at se til; hun var hele byens førstedame, og tilbragte hver dag 14 timer på rådhuset med at ordne og administrere, holde taler og gå til receptioner og indvie børnehaver og industrikvarterer. Meeen, da det havde stået på i et halvt års tid, var hun blevet så vant til det alsammen, at hun stræbte efter mere.

"Hvad er det for en by vi lever i? Det er kun landets sjettestørste by. Den er godtnok stor, men den tæller ligesom ikke rigtig noget på landsplan, og mange af de politikere, jeg møder, regner mig ikke for noget. Jeg føler mig som en lille fisk i en stor dam; jeg holder det ikke ud! Gør noget!!!" "Jamen hvad vil du dog have, jeg skal gøre?" spurgte fiskeren forskræmt. "Jeg skal sige dig, hvad du skal gøre," sagde konen. "Nu går du ned til flynderen og forlanger, at han gør mig til PRÆSIDENT!" Det var for meget for fiskeren. Det ville han simpelthen ikke. Først tryglede konen, men siden truede hun med at pudse specialenhederne fra byens politikorps på ham, og da så han, at han intet valg havde længere, for de var berygtede ud over landets grænser.

Da han kom ned til stranden, føg en storm ind over land og piskede skumtoppene hvide. Fiskeren holdt godt fat i sin hat og råbte fortvivlet ud over bølgerne:

"Flynder flynder i det dybe vand, kom og hjælp mig arme mand."

Kort efter stak flynderen sit hoved op over vandet: "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte den.

"Hjælp mig," sagde fiskeren "nu er min kone blevet helt tosset. Jeg ved ikke, hvad der går af hende. Hun vil altså godtnok til at være præsident og det hele." sagde fiskeren skælvende. "Okay, okay, Big Business" sagde flynderen. "Det er helt i orden med mig. Gå du kun roligt hjem, så går jeg i gang med lobbyarbejdet."

Da fiskeren nåede byens torv, blev han vist ind i en stor armeret helikopter, der straks fløj ham til præsidentpaladsets heliport. Et sted dybt inde i paladset fandt han konen, der sad og gassede sig: "Endelig! Nu er det mig, der bestemmer det hele. Nu skal det nok blive sjovt, jeg kan ikke vente til i morgen."

Morgendagen kom, og mange andre dage med den, og konen fandt sig hurtigt til rette i præsidentembedet. Hun nød længe den udstrakte magt, hun havde, men med tiden begyndte problemer-ne at trænge sig på: "Emanuel", sagde hun, "Nu står de igen og demonstrerer uden for paladset, og sådan som nationalgarden smed dem ud sidste gang, skrev verdenspressen om det i fjorten dage efter. Det går ikke. Der er åbenbart hundredtusindvis, som sulter, som vi gjorde, da vi boede i slumbyen, der er store narkotikaproblemer, vores sundhedsvæsen og skolevæsen er elendigt. Det kan ikke passe! Vi er da et rigt land; jeg har jo set, hvor mange ressourcer vi har og hvor stor og velfungerende industri, vi har. Vi stor-eksporterer året rundt men bliver fattigere og fattigere, og jeg begynder at fornemme, at det reelt ikke er mig, der har magten til at gøre noget ved det....

Du må ned til flynderen igen.

Fiskeren tryglede og bad for sig, men da konen ringede til elite-enhedens chef, rev han mobiltelefonen ud af hånden på hende og begav sig tungt af sted.

Da han nåede ned til stranden, føltes det som en orkan: havet var i vildt oprør, sorte skyer rullede hen over himlen og eksadrille efter eskadrille F 35´ere strøg lavt ind over landet.

"Flynder flynder i det dybe vand, kom og hjælp mig arme mand," råbte han ud over havet. Kort efter stak flynderen sit hoved op over vandet: "Hvad skal jeg nu gøre for dig?" spurgte den.

"Det skal jeg sige dig." sagde fiskeren. "Nu har min kone oplevet landet nedefra og oppefra, og denne gang har hun en lang liste med krav: Hun vil have frie og demokratiske valg, hun vil have ret til fri fagforeningsdannelse, hun vil have de politiske fanger løsladt, hun vil have fordelt godsejernes enorme landområder til de fattige, hun vil have stoppet rovdriften på vores regnskove og fiskeområder, hun vil have stoppet den hovedløse forurening af landet, hun vil have brudt udenlandske handelsmonopoler og toldbarrierer, hun vil have stoppet korruptionen i hele stats-apparatet, hun vil have en fri og selvstændig udenrigspolitik, hun vil...

"HAR HAR HAR HAR HAR!" Brølede flynderen. "Gå du blot tilbage til din usle rønne igen. Der bliver din kone siddende."

Sneuglen. En sand vandrehistorie.

Jeg blev engang ophavsmand til en vandrehistorie: Engang boede jeg i en mindre andelsboligforening, der havde fået opført 15 lejligheder i udkanten af Lading, en landsby vest for Århus.

De ligger smukt på toppen af en bakkeskråning med udsigt til en dal med en mose, Lading sø og skovene bag den.

En vinter gik jeg en tur ned for foden af bakken og bemærkede her et helt særligt føre: Der var et 20 cm tykt lag sne, men de øverste par cm. var delvist smeltet og derefter frosset til igen, så at jeg gik og knasede gennem en sprød sneskorpe.

Kort forinden havde jeg læst de bind af tegneserien ”Steen og Stoffer”, hvor Steen laver yderst fantasifulde figurer af sneen i haven og landskabet.

Det gav mig en ide: Hvorfor ikke lave en sneugle?

Jeg gik hjem og hentede en stor køkkenkniv, en en meter lang stålstang af den slags der bruges til at holde strømhegn, to kraftige kramper og en hammer, to 14mm. møtrikker, en saks, en lille sort plasticurtepotte, en to cm. bred pensel samt et syltetøjsglas halvt fuldt af mudder, lavet ved at hakke nogle små klumper frossen havejord fri og blande dem med varmt vand i glasset.

Nede i dalen fandt jeg en kraftig hegnspæl af egetræ og sømmede med de to kramper stålstangen lodret på denne, så at 40 cm. stak op over den.

Så tog jeg køkkenkniven og skar omridset af en sneugle ud i sneen og satte det forsigtigt ned over stålstangen, der dermed støttede det, så at det så ud som om, at ”uglen” sad på toppen af pælen.

De to møtrikker blev anbragt som øjne, og ud af urtepotten klippede jeg næb og kløer og monterede dem også.

Så trådte jeg tre skridt væk, og med penslen dyppet i mudder stænkede jeg forsigtigt ”uglen” til, så at den blev lidt brunspættet, sådan som jeg havde set det på billeder i mine fuglebøger.

Ved firetiden, da det næsten begyndte at mørkne, kom min genbo hjem. Han er biolog og entusiastisk ornitolog og en betydende person i Dansk Ornitologisk Forening. Jeg prajede ham og sagde, at jeg havde set en spændende fugl nede i mosen. Jeg blev mødt af et venligt men meget overbærende blik. Han er så vant til, at almindelige mennesker fortæller ham om ”spændende fugle”, der for ham er trivialiteter. Han sagde dog, at han lige skulle ind og af med tasken osv., så ville han kikke på det.

Fem minutter senere stod han og hamrede på min dør. Det var utroligt, fantastisk og enestående: Det var en sneugle! De kommer ellers kun meget sjældent helt ned til Danmark fra deres naturlige biotop i Arktis.

Jeg spurgte ham, om han nu osse var sikker på, at det var en sneugle, men så fik jeg blikket fra ham. Når han havde konstateret, at det var en sneugle, så var jeg ikke den, der skulle drage det i tvivl.

Han spurgte til gengæld, hvordan jeg var blevet opmærksom på den og fangede den ikke, da jeg sagde, at jeg bare havde kigget derned og set, at der var ugler i mosen.

Vi havde fællesspisning i boligforeningen, men ved aftensmaden var hverken han eller hans kone der.

Jeg begyndte at få bange anelser og gik efter aftensmaden op og bankede på hos dem.

Det var hans kone, der lukkede op, og da jeg spurgte, om jeg lige måtte snakke med ham, sagde hun, at han var ret optaget. Jeg insisterede og blev budt indenfor, hvorefter hun hentede ham inde fra hans kontor.

Jeg måtte så gå til bekendelse og oplyse, at jeg godt vidste, at det var en sneugle, da jeg selv havde fremstillet den af sne.

Han blev hvid i hovedet, sagde ikke et ord men forsvandt som et lyn ind på kontoret igen.

Konen forklarede, at det var ikke godt det her. I Dansk Ornitologisk Forening har man tre kredse af medlemmer. Der er de almindelige medlemmer, der interesserer sig for fugle, så er der entusiasterne, der gør meget ud af det, og så er der en lille hellig inderkreds af superaficionados, der vil gøre alt for at spotte en sjælden fugl, når den dukker op et eller andet sted i kongeriget. De fører naturligvis lister over deres dokumenterede observationer og der er en skarp konkurrence i inderkredsen om at have flest på listen, noget, der i sin tid førte til en TV-dokumentar med navnet ”Fuglekongerne.” En af dem skulle angiveligt være smuttet under middagen til sin søns konfirmation, da han modtog en sms om en akut sjælden fugleobservation.

Hun forklarede, at sneuglen sidst var set flere år tidligere; denne gang i Store Vildmose, og dengang var der folk fra København, der var stået op kl. fem om morgenen og havde taget morgenflyet til Aalborg og her prajet en taxa, som de lod vente i en halv time, mens de var inde i mosen og finde og fotografere uglen, hvorefter de tog taxaen tilbage til Aalborg lufthavn og vendte hjem med første fly for så at komme en time for sent på arbejde.

Min genbo, som er en god ven af mig, var blevet voldsomt kompromitteret og var febrilsk i gang med at ringe afbud til alle dem i inderkredsen, som han i bedste mening havde adviseret.

For at rette lidt op på sin ære tog han næste dag fri en time tidligere fra arbejde og gik ned i mosen og fotograferede snefiguren på hhv. 100, 50, 10 og 2 meters afstand og bragte et af billederne i en advarende artikel om episoden, som han offentliggjorde i foreningens blad. Han havde endda overskud til at komplimentere mig for den professionelle udførelse. Det lignede virkelig en ægte sneugle.

Et år senere fik hans kone historien fortalt ved en venindekomsammen og måtte rødmende bekende, at det var hendes mand, det var gået ud over, og halvandet år senere fik en bekendt af mig historien fra en jagtkammerat under en jagt oppe ved Skive…