En vandrehistorie.

Sneuglen. En sand vandrehistorie.

Jeg blev engang ophavsmand til en vandrehistorie: Engang boede jeg i en mindre andelsboligforening, der havde fået opført 15 lejligheder i udkanten af Lading, en landsby vest for Århus.

De ligger smukt på toppen af en bakkeskråning med udsigt til en dal med en mose, Lading sø og skovene bag den.

En vinter gik jeg en tur ned for foden af bakken og bemærkede her et helt særligt føre: Der var et 20 cm tykt lag sne, men de øverste par cm. var delvist smeltet og derefter frosset til igen, så at jeg gik og knasede gennem en sprød sneskorpe.

Kort forinden havde jeg læst de bind af tegneserien ”Steen og Stoffer”, hvor Steen laver yderst fantasifulde figurer af sneen i haven og landskabet.

Det gav mig en ide: Hvorfor ikke lave en sneugle?

Jeg gik hjem og hentede en stor køkkenkniv, en en meter lang stålstang af den slags der bruges til at holde strømhegn, to kraftige kramper og en hammer, to 14mm. møtrikker, en saks, en lille sort plasticurtepotte, en to cm. bred pensel samt et syltetøjsglas halvt fuldt af mudder, lavet ved at hakke nogle små klumper frossen havejord fri og blande dem med varmt vand i glasset.

Nede i dalen fandt jeg en kraftig hegnspæl af egetræ og sømmede med de to kramper stålstangen lodret på denne, så at 40 cm. stak op over den.

Så tog jeg køkkenkniven og skar omridset af en sneugle ud i sneen og satte det forsigtigt ned over stålstangen, der dermed støttede det, så at det så ud som om, at ”uglen” sad på toppen af pælen.

De to møtrikker blev anbragt som øjne, og ud af urtepotten klippede jeg næb og kløer og monterede dem også.

Så trådte jeg tre skridt væk, og med penslen dyppet i mudder stænkede jeg forsigtigt ”uglen” til, så at den blev lidt brunspættet, sådan som jeg havde set det på billeder i mine fuglebøger.

Ved firetiden, da det næsten begyndte at mørkne, kom min genbo hjem. Han er biolog og entusiastisk ornitolog og en betydende person i Dansk Ornitologisk Forening. Jeg prajede ham og sagde, at jeg havde set en spændende fugl nede i mosen. Jeg blev mødt af et venligt men meget overbærende blik. Han er så vant til, at almindelige mennesker fortæller ham om ”spændende fugle”, der for ham er trivialiteter. Han sagde dog, at han lige skulle ind og af med tasken osv., så ville han kikke på det.

Fem minutter senere stod han og hamrede på min dør. Det var utroligt, fantastisk og enestående: Det var en sneugle! De kommer ellers kun meget sjældent helt ned til Danmark fra deres naturlige biotop i Arktis.

Jeg spurgte ham, om han nu osse var sikker på, at det var en sneugle, men så fik jeg blikket fra ham. Når han havde konstateret, at det var en sneugle, så var jeg ikke den, der skulle drage det i tvivl.

Han spurgte til gengæld, hvordan jeg var blevet opmærksom på den og fangede den ikke, da jeg sagde, at jeg bare havde kigget derned og set, at der var ugler i mosen.

Vi havde fællesspisning i boligforeningen, men ved aftensmaden var hverken han eller hans kone der.

Jeg begyndte at få bange anelser og gik efter aftensmaden op og bankede på hos dem.

Det var hans kone, der lukkede op, og da jeg spurgte, om jeg lige måtte snakke med ham, sagde hun, at han var ret optaget. Jeg insisterede og blev budt indenfor, hvorefter hun hentede ham inde fra hans kontor.

Jeg måtte så gå til bekendelse og oplyse, at jeg godt vidste, at det var en sneugle, da jeg selv havde fremstillet den af sne.

Han blev hvid i hovedet, sagde ikke et ord men forsvandt som et lyn ind på kontoret igen.

Konen forklarede, at det var ikke godt det her. I Dansk Ornitologisk Forening har man tre kredse af medlemmer. Der er de almindelige medlemmer, der interesserer sig for fugle, så er der entusiasterne, der gør meget ud af det, og så er der en lille hellig inderkreds af superaficionados, der vil gøre alt for at spotte en sjælden fugl, når den dukker op et eller andet sted i kongeriget. De fører naturligvis lister over deres dokumenterede observationer og der er en skarp konkurrence i inderkredsen om at have flest på listen, noget, der i sin tid førte til en TV-dokumentar med navnet ”Fuglekongerne.” En af dem skulle angiveligt være smuttet under middagen til sin søns konfirmation, da han modtog en sms om en akut sjælden fugleobservation.

Hun forklarede, at sneuglen sidst var set flere år tidligere; denne gang i Store Vildmose, og dengang var der folk fra København, der var stået op kl. fem om morgenen og havde taget morgenflyet til Aalborg og her prajet en taxa, som de lod vente i en halv time, mens de var inde i mosen og finde og fotografere uglen, hvorefter de tog taxaen tilbage til Aalborg lufthavn og vendte hjem med første fly for så at komme en time for sent på arbejde.

Min genbo, som er en god ven af mig, var blevet voldsomt kompromitteret og var febrilsk i gang med at ringe afbud til alle dem i inderkredsen, som han i bedste mening havde adviseret.

For at rette lidt op på sin ære tog han næste dag fri en time tidligere fra arbejde og gik ned i mosen og fotograferede snefiguren på hhv. 100, 50, 10 og 2 meters afstand og bragte et par af billederne i en advarende artikel om episoden, som han offentliggjorde i foreningens blad. Han havde endda overskud til at komplimentere mig for den professionelle udførelse. Det lignede virkelig en ægte sneugle.

Et år senere fik hans kone historien fortalt ved en venindekomsammen og måtte rødmende bekende, at det var hendes mand, det var gået ud over, og halvandet år senere fik en bekendt af mig historien fra en jagtkammerat under en jagt oppe ved Skive…